The benefits of snow | ✓

30. Juleaften & overraskende gaver

Julen har ikke været jul i 2 år for min familie. Vi stoppede med at nyde fejringen af Jesus' fødselsdag, da min søster døde og tog vores juleglæde med sig. Mine forældre har accepteret det. Som om julen ikke er vigtig længere. Men den er jeg ikke med på. Måske vil de gerne leve som om, at deres liv er gået i stå og intet bør være her uden Ava, men jeg prøver at komme videre, og det gør man ikke ved at lade hendes død styre sit liv. Så jeg har pyntet hele mit hus op selv. Den aktivitet, som hele min familie engang havde sjov ved at lave. Det tog mig lang tid, men jeg finder det perfekt. Jeg har selv været ude og hente juletræ sammen med Alex, Trix og Bax. De hjalp mig også med ar få det ind i huset og pyntede det sammen med mig. Eller det vil sige: jeg pyntede og de heppede med deres telefoner i fjæset. Ungdommen nu om dage. Jeg har brugt hele min formiddag på at bage julesmåkager, fordi det gjorde Ava og jeg altid den 24. december. Jeg har skiftet til mine julenatbukser og en gammel hvid og rød croptop. Lige nu er jeg ved at sørge for, at vi har alle ingredienserne til vores julemad i morgen. Jeg ser ind i stuen, hvor mor sidder og stirrer ind i fjernsynet. Filmen Elf kører, men jeg tror ikke, at hun ser den. Far er et eller andet sted i huset. Sikkert på sit kontor, hvor han har låst sig selv inde med nogle nye politirapporter, som han egentlig ikke skulle lave, men han meldte sig frivilligt, så han kunne distrahere sig selv fra, at det er julen. Bare et gæt.

"Mor?" Råber jeg og stikker hovedet ind i køleskabet. Hun rører ikke engang på sig. Puslespillet foran hende blev lavet færdigt i går, og hun har stadig ikke hentet et nyt. Med nyt mener jeg et af de fem, som vi ejer, og hun allerede har lavet alt for mange gange. "Ved du, om vi har nogle æg, som jeg ikke kan se?" Spørger jeg og går ind i stuen. Mor ryster på hovedet. To ryst. Bevæger sig knap nok. Jamen okay så. "Det er jul," minder jeg hende om. Hun bevæger ikke en muskel. "Du kunne i det mindste se på mig," mumler jeg og tramper tilbage til køkkenet. "I glemmer, at I stadig har en datter, som faktisk kan lide julen," fortæller jeg hende. Mor sukker og lægger sig ned. Julen bør være glædens tid, eller noget. I det her hus er det depressionens tid. Mine forældre er væk. Den dame, som ligger inde i vores stue, er bare en tom skal af den person, som hun engang var. Min far er her ikke engang, så jeg kan sende ham dræberblikke. Derfor får min mor dem alle sammen. Jeg smækker køleskabet i. Ingen æg. Ingen forældre. Ingen juleglæde. Jeg hviler min pande mod køkkenbordet. Alex forslog, at jeg holdt jul ved ham, fordi han hader at holde det alene med sin far, men jeg sagde nej tak og tænkte, at jeg måske bare i år kunne få julestemningen op i huset, men det var dumt at håbe. Jeg kan mærke håbet sive ud af mig. Det flyver direkte ned i skraldespanden. "Jeg tager over til Alex og holder jul," råber jeg til min mor og går ind til juletræet. Jeg begynder at finde de gaver, som er til mig.

"Hvad laver du?" Spørger far, som kommer ind i rummet. "Man må ikke lede efter sine gaver dagen før," fortæller han, som om han er julemanden og bestemmer det.

"Jeg finder mine gaver og tager dem med over til Alex, så jeg kan holde jul der," svarer jeg og finder nogle gaver.

"Sierra," udbryder far, "har du givet hende lov til det?" Spørger han. Mor ryster sikkert på hovedet, fordi far vender sit blik mod mig igen. "April, læg gaverne tilbage og stop. Vi holder jul sammen," siger han bestemt. Jeg fnyser og kravler om på den anden side af juletræet.

"Hvilken jul?" Spørger jeg ham. "Jeg har pyntet hele huset op selv. Jeg har skaffet juletræet, købt ind og gjort alting. Imens du gemmer dig på dit kontor, og mor ligger og har ondt af sig selv på sofaen."

"April—"

"Jeg prøvede så hårdt på at gøre den her jul ordentlig, og I sætter overhovedet ikke pris på det. I har ikke engang lagt mærke til, at det er den 24. december. Huset behøver ikke være pyntet op, fordi det eneste I ser, er hvordan Ava ikke er den, som har sat stjernen på træet, og Ava er ikke den, som har bagt klejner. Men Ava er ikke den, som har gjort noget, fordi hun er død for helvede. Og du kan ikke tvinge mig til at blive her og lide igennem den her deprimerende jul, når jeg kan have en god en sammen med Alex, hvor alting ikke handler om min søsters selvmord, og hvordan det har ødelagt julen for evigt," jeg rejser mig op og ser min far trodsigt i øjnene. Han blinker langsomt og stirrer chokeret på mig. Ha. Svar til den. Han åbner munden, men ringeklokken afbryder ham. Jeg går trampende forbi ham og ud i bryggerset, hvor jeg åbner døren og ser ind i øjnene på Sebastian. Fuck. Jeg smækker den hurtigt i igen og stirrer på døren. Shit. Jeg har ikke snakket med ham, siden jeg var fuld og bad ham forsvinde fra mit liv for evigt. Hvorfor gjorde han ikke det? Hvorfor står han på den anden side af min hoveddør? Jeg åbner døren igen med en dyb indånding og ser på Seb, som står i sneen med en gave i hånden. Næh nej. Sådan virker det ikke. Man bliver ikke tilgivet, bare fordi man har en forsinket fødselsdagsgave med. Eller teknisk set er den vel ikke forsinket, siden jeg først har fødselsdag om tre dage, men stadig.