The benefits of snow | ✓

44. Blod & snak

"Nej," manden foran mig ser på mig med et stædigt blik.

"Ray," jamrer jeg frustreret.

"Du forstyrrer. Jeg har sat ham til at vaske op," Ray skal til at lukke døren i mit fjæs, men jeg sætter min fod i klemme igen. Han åbner den sukkende.

"Du kan ikke sætte ham til at vaske op, når han har et brækket ben," snerrer jeg vredt.

"Selvfølgelig kan jeg det. Det er mit hus."

"Ray—"

"Gå hjem, April. Klokken er over besøgstid," beder han utålmodigt.

"Nej," jeg krydser mine arme hen over mit bryst og løfter et udfordrende øjenbryn af ham. "Der er to dage til retssagen. Jeg skal snakke med ham," forklarer jeg. Seb kom ud fra hospitalet i går, og jeg har ikke set ham siden. Det føles som evigheder. Jeg har stadig ikke fået snakket med ham om, hvordan vi har brug for, at han fortæller sin side af historien til dommeren i overmorgen. Jeg skulle have snakket med ham om det for evigheder siden, men så brækkede han benet, og jeg havde ikke lyst til at bringe det op på hospitalet. Det havde han ikke brug for.

"Ray?" Hvisker nogen. Jeg ser en lille dreng træde ind bag den store, tatoverede og skallede mand. Han ser ud til at være omkring 9 eller 10 år gammel. Jeg ser bekymret på ham. Han ser bange ud. "Må jeg hjælpe Sebastian? Han kan ikke med sit ben," hvisker drengen. Mit hjerte bliver varmet 100 grader op. Jeg har lyst til at kramme ham og få ham ud fra det børnehjem. Er kidnapning ulovligt, hvis man gør det for at redde personen fra Ray? Det tror jeg ikke, faktisk.

"Tror han bare, at han kan brække benet og så tage på ferie i mit hus? Han har de samme pligter, som han plejer," udbryder Ray. Han stormer ind i køkkenet. Jeg ser på den lille dreng, som nu ser op på mig med kæmpestore grønne øjne. Så sætter jeg mig på hug.

"Jeg hedder April," hilser jeg og rækker min hånd ud. Han ser i lang tid på min hånd, før han tager fat i den og ryster den langsomt.

"Milo," mumler han. Jeg åbner overrasket munden. Milo er den dreng, som skal hjælpe os med at lukke Overstreet Childrens Home ned i retssagen om to dage. Det er ham, som tabte maden, og som Seb hjalp.

"Hej Milo," jeg smiler bredt. Han ser ned. "Det er okay. Jeg gør dig ikke noget. Du kan godt se på mig," lover jeg. Han ser efter flere sekunder op. Jeg smiler. "Jeg er Sebastians kæreste," forklarer jeg. Milo nikker.

"Han sagde, at jeg skulle gå herud og fortælle Ray, at han ikke kunne finde ud af tingene, så Ray ville gå, og du kunne komme ind," forklarer Milo. Jeg tager en dyb indånding. Hvor er det fucking unfair, at sådan en lille dreng ikke har noget ordentligt sted at bo. Jeg ved ikke, hvad man gør med, når vi endelig får lukket det her børnehjem ned. Hvad med alle børnene? Jeg har lyst til at få Milo med hjem. Jeg kendte ikke Seb, da han var 10, men han minder mig om ham alligevel.

"Skal vi gå ind så?" Spørger jeg roligt. Milo nikker langsomt. Jeg rejser mig op, træder ind og lukker døren, og så tager jeg Milos hånd. Jeg kan allerede høre Rays høje stemme.

"Sebastian siger, at jeg ikke skal være bange for retssagen, men hvad nu hvis..." Milo stopper op og ser på mig med store våde øjne. Jeg mærke mine egne svi mere og mere. Jeg sætter mig på hug igen og presser hans lille hoved mod min skulder. "Hvad nu hvis de sender mig på et andet børnehjem? Eller hvis jeg aldrig får en familie?" Græder han. Jeg krammer hans krop hårdere.

"Selvfølgelig får du en familie," prøver jeg at berolige ham.

"Det ved du ikke. Mange får aldrig en familie," han knuger stoffet af min jakke i sine små hænder. "Sebastian har storebrødre. Du har en familie. Jeg har ingen," piber han. Jeg tørrer en af mine egne tårer væk og kysser hans våde kind.