The benefits of snow | ✓

jeremy & ansvaret

Tidsperiode:
Jeremy er 15, Seb er 9 og Cole er 11. Det er året før deres mor døde.
-
"Hej," Seb hopper op på min seng og smiler. Jeg ignorerer ham og åbner mit tøjskab for at finde de ting, som jeg skal bruge. "Jerry?"

"To sekunder," mumler jeg og hiver mine badebukser ud. Jeg kaster dem hen på tasken og finder rent tøj.

"Hvad skal du?"

"Hvad vil du?" Jeg finder sokker, bukser, en trøje og underbukser. Det hele bliver proppet ned i tasken. Seb kravler hen til tasken, som også er på sengen og ser op på mig med store mørke øjne.

"Kan vi lave noget i aften?"

"Sebastian," jeg ser opgivende på ham, "kan du se den taske her?" Spørger jeg og peger. Han nikker. "Tror du, at jeg pakker den for sjov, eller tror du, at jeg skal nogle steder hen?" Jeg tager det håndklæde, som jeg har fundet og propper også det derned.

"Men—"

"Leg med Cole."

"Han gider ikke."

"Jeg har ikke tid." Han sætter sig på min taske. Fucks sake. "Seb..." Min stemme er advarende.

"Far er ubehagelig," hvisker han, "han gør mig bange." Jeg lukker sukkende øjnene. "Mor sover."

"Du tager livet af mig," snerrer jeg og forlader værelset. Jeg går nedenunder, hvor far sidder i stuen og ser ishockey. Han giver mig et kort blik, før han ryster på hovedet og ser på fjernsynet igen. Han har en sprøjte i hånden. Høj. "Tag dig sammen," jeg kaster en gammel pizzabakke efter ham. "Du skræmmer Sebastian."

"Hold din kæft," snøvler han.

"Hvad har du gjort?" Spørger jeg vredt og samler alt skraldet omkring ham op. Han hoster som svar. "Svar mig," jeg tager pizzabakker og går ud i køkkenet, hvor jeg smider skraldet ud, før jeg går ind i stuen og tager hans ting på stuebordet.

"Jeg snakkede bare med ham."

"Om hvad?"

"Han kedede sig. Jeg sagde, at han kunne lege med mig," han vifter med sprøjten. Jeg får straks kvalme og hiver den ud fra hans hånd.

"Du er syg i hovedet," hvæser jeg og ser på alle de forskellige stoffer i mine hænder.

"Læg det tilbage," snapper han.

"Selvfølgelig, tilbage i skraldespanden," jeg begynder at gå ud ad hoveddøren, så jeg kan finde skraldespandene udenfor. Min fars tunge skridt lyder bag mig.

"Jeremy," hvæser han, "stop."

"Få et liv," jeg åbner skraldespanden og giver slip på det, men han når at gribe pillerne. Sprøjten lader han falde. Den var alligevel tom.

"Bland dig udenom."

"Det ville jeg ønske, at jeg kunne. Tro mig," jeg ser ham trodsigt i øjnene. "Men du skræmmer Sebbie, er en røv mod Cole og ignorerer ikke kun mig, men mor som lige har fået diagnosticeret kræft," jeg smider det andet ud, og det får han ikke grebet. Han lægger pillerne i lommen og skubber mig op ad muren. Jeg ser stadig ind i hans hadefulde blå øjne. "Du er fucked up i hovedet, far. Du er syg, og du har brug for hjælp." Jeg lader ham tage fat i kraven på min T-shirt.

"Du er en lille ubrugelig dreng, som jeg ikke engang gider have boende. Du kan intet, Jeremy. Du bliver ikke til noget." Jeg undertrykker smerten, som jeg føler og kanaliserer den over i min had til min far, som vokser hver dag.

"Jeg er 15 år. Det er ikke meningen, at jeg skal sørge for alt i hjemmet. Jeg skal med min træner Matt over i svømmehallen. Han er her om 20 minutter, og jeg kommer først tilbage i morgen," fortæller jeg ham. Far rynker på næsen.