The benefits of snow | ✓

45. Retssagen & dommen

"Jeg har travlt, så jeg bliver nødt til at gøre det her kort," fortæller jeg mine forældre med vridende hænder. Min mor ser op fra sin bog, og min far lukker sin avis. Jeg ser på mit ur. Jeg skulle have været i retssalen for et kvarter siden, men jeg har lavet en Sebastian ved et uheld. Jeg kommer for sent. Jeg kom til at arbejde på de sidste detaljer ved årbogen, og så faldt jeg i snak med Alex, og derefter faldt jeg i søvn. Jeg har været stresset på det sidste og ikke fået den optimale mængde søvn. Men jeg lovede Seb at snakke med mine forældre om Milo, før jeg tog over i retssalen, og jeg føler, at det er lidt vigtigere. Seb har sine brødre. Milo har ingen.

"Du snakker bare," nikker min far. Jeg tager en dyb indånding.

"Vi regner med at få lukket Overstreet Childrens Home ned i dag," starter jeg. De nikker begge. Jeg har opdateret dem på hele planen med, hvordan vi vinder i retssalen, og hvad Sebs situation er. Jeg har bare ikke fortalt dem om Milo. "Og Seb har taget den her dreng til sig, hvis man kan sige det sådan. Han er 10 år, virkelig nuttet, gode manerer og det mest bedårende menneske på jordens overflade. Han hedder Milo, og han skal fortælle om, hvordan det er i børnehjemmet i retssalen i dag," jeg tager en dyb indånding.

"Det er forfærdeligt, hvordan så unge drenge vokser op sådan nogle dårlige steder," gyser mor. Far nikker sig hurtigt enig.

"Præcis," jeg peger entusiastisk på hende. "Okay, sagen er, at vi elsker Milo, og vi er bange for, at han ender endnu et dårligt sted. Han er som en lillebror for Seb, og jeg kan ikke lade ham miste endnu en person, som han elsker. Seb ville adoptere ham, men han er ikke 18, og Jeremy kan ikke tage sig af flere. Og så kom jeg på den her geniale idé!" Jeg smiler bredt. De ser kort på hinanden, før de ser på mig.

"April..." Starter min mor.

"Nejnej! Hør på mig. Vi prøver at komme videre, og jeg tror virkelig, at Milo kan hjælpe os med det. Det er på tide, at vi får ryddet ud i Avas værelse alligevel--"

"Man kan ikke bare impulsivt adoptere en lille dreng April!" Udbryder min mor.

"Selvfølgelig kan man det. Især når det er Milo. I forstår ikke. Han har næsten boet på børnehjem hele sit liv, og jeg vil hjælpe ham med at få et rigtigt hjem. Det fortjener han. Og jeg tror også, at det vil være godt for jer at få et barn, som I kan bruge tid på. Jeg er næsten aldrig hjemme eller sammen med jer, men Milo vil tit have brug for jer. I ville have nogen at elske, som I kunne være sammen med hele tiden. Det ville være en god måde at komme sig over Ava på."

"Jeg ved ikke, skat..." Mor giver mig et trist blik.

"Giv ham i det mindste en chance. Vil I ikke bare møde ham?" Spørger jeg med store bedende hvalpeøjne. De ser på hinanden med opgivende øjne, og så nikker de begge.

"Vi kan godt gå med til at møde ham, men vi lover intet-"

"IIIIH TAK!" Hviner jeg lykkeligt og krammer dem begge. De griner kort. "Det betyder så meget for mig," fortæller jeg dem ærligt.

"April!" Råber Alex. Jeg ser på min telefon. Shit. Jeg skal hen i den retssal.

"Jeg har travlt. Vi ses senere," jeg kysser dem begge på kinden og skynder mig ud i bryggerset, hvor mit lift står og venter. Alex smiler, da han ser mit smil.

"Klar?" Spørger han, da jeg har fået overtøj på. Først nu mærker jeg nervøsiteten overtage min krop. Men jeg nikker alligevel, fordi drengen, som jeg elsker har brug for mig.

"Jeps." Og så sætter vi os ind i bilen og kører hen mod retssalen, hvor Sebs skæbne vil blive bestemt. Sagt meget dramatisk.

Omkring tyve minutter senere parkerer vi ved den store bygning. Fuck fuck fuck. Jeg er så forsinket. Jeg hopper ud fra bilen og løber op mod de tunge dobbeltdøre. Jeg kan høre Alex lige bag mig. Jeg åbner en af dørene og kigger rundt omkring. En eller anden i smoking kommer forbi.