The benefits of snow | ✓

28. Sandheder & stalking

Jeg er bekymret, og jeg kan ikke gøre for det. Seb er ikke i skole. Det er mandag, og jeg forstår ikke, hvor han er. Jeg har ikke set ham. Så jeg har startet en mission. Jeg har tænkt mig at finde Alex og spørge ham, om Seb var til træning. Seb er holdkaptajnen, og jeg ved, at han aldrig misser en træning. Især ikke en morgentræning, fordi de også har holdmøder efter træningen. Hvis han ikke kommer til dem, så kan han få frataget sin titel som holdkaptajn. Nu ved jeg jo ikke, om han har snakket med sin træner om det, og jeg tror ikke, at han kommer i problemer for en træning, men jeg er stadig bekymret. Jeg ved godt, at alt er kaos i hans liv, og at hans weekend sikkert har været forfærdelig, men vi snakker ishockey her. Hans liv. Jeg spotter Alex i kantinen og skynder mig ned til vores bord. Jeg sætter mig ved siden af ham og lægger mine hænder på hans skuldre, så jeg kan dreje hans krop mod mig. Alex løfter et øjenbryn. Jeg ser på hans flækkede læbe og blå og røde kind. Jeg taber mit fokus.

"Hvem har banket dig?" Spørger jeg overrasket. Alex tager en gulerod fra sin bakke og spiser den, så han ikke kan snakke. Smartass. "Alex?" Spørger jeg bekymret. Indtil videre er vi de eneste ved vores sædvanlige bord. Heldigvis. "Huntz?" Jeg giver hans skulder et klem. "Skal jeg virkelig bruge alle dine kælenavne, før du vil svare mig?" Jeg ser ind i hans øjne. Han sluger og tager min hånd, så han kan lægge den på sin tinding.

"Kan du mærke, hvor meget den bevæger sig? Jeg føler, at mit hoved skal eksplodere, og at det falder sammen," mumler han og lukker øjnene. Jeg kærtegner forsigtigt hans tinding og pande.

"Jeg mærker intet," indrømmer jeg. Alex udbryder en lyd i smerte. "Alexander," siger jeg seriøst, "hvad sker der?" Jeg lægger forsigtigt mine hænder på hans kæbe og løfter hans hoved, så jeg kan se ordentligt på hans skader.

"Jeg kom i en slåskamp over det sidste par Victoria Secret g-strenge i går og en pige slog med med sin bh," lyver han og lægger sit hoved ned på bordet.

"Alex—"

"Det er intet, April. Det går væk snart. Hvad ville du snakke om?"

"Hvad?"

"Du kom herind med dit 'jeg er på en mission' ansigt, så jeg spørger dig... Hvad er der?" Spørger han og ser op på mig, selvom han ligger med sit hoved på sine arme på bordet.

"Du får intet at vide, før jeg gør," svarer jeg stædigt med mine arme krydset hen over mit bryst.

"Fuck, AP. Jeg spiller ishockey. Man kommer til skade nogle gange."

"Men man har hjelme på. Og du har haft mange skader det sidste stykke tid," konstaterer jeg. Alex sætter sig op igen og kører en hånd igennem sit hår.

"Jeg keder mig," siger han ærligt og ser mig direkte ind i øjnene. Jeg lytter ekstra meget nu, fordi Alex kan ikke lyve, når han ser mig i øjnene. Jeg har kendt ham nok til at vide, at hver gang han har set mig i øjnene og prøvet at lyve, så har han enten indrømmet løgnen med det samme, eller jeg har regnet det ud. "Og når en dreng på min alder keder sig, så finder han nogle gange på at gøre nogle dumme ting. Jeg slås. Det er underholdende. Er du tilfreds nu?" Spørger han, imens han folder sine arme hen over sit bryst. Jeg rynker på næsen.

"Du slås?"

"Nej, jeg bager kager, og de har det med at slå mig i fjæset... Ja, April. Har jeg nogensinde løjet for dig før?" Spørger han seriøst. Jeg ser ham dybt i øjnene. Han ser ægte ud. Han lyver ikke.

"Nej."

"Så hvorfor skulle jeg lyve nu?"

"Det ved jeg ikke," indrømmer jeg. Alex nikker.

"Nemlig."

"Okay..." Jeg ser ned på mine hænder, før jeg ser op på ham igen. Jeg stoler på ham. Han lyver tydeligvis ikke. Jeg føler bare, at det et underligt, at han bliver så vred over det. Men jeg ignorerer det. Han er min bedsteven, og hvis noget var galt, så ville han fortælle mig det. "Jeg vil spørge dig om noget," fortæller jeg.