Like love

Kap 25

Hans vejrtrækning er den der vækker mig, jeg løfter forsigtigt mit hovede fra hans bryst. Jeg ligger halvt på ham, hans arme er viklet stramt om mig. Vi må være faldet i søvn igår, følelsen der rammer mig når jeg tænker tilbage er vanvittig, så spændt, så følsom, jeg har så meget lyst til mere. Jeg kan næsten stadig mærke ham, hans kys, hans hænder, jeg lader mig selv glide af ham. Jeg sætter mig op af stolpen ved siden af ham, bare beundre ham. Jeg kan ikke forklare hvilken varme og tryghed han giver mig, jeg har aldrig været vild med tanken om kærlighed og alt det der sukkersøde noget. Det helt anderledes nu og nu forstår jeg endelig hvad folk mener med at forelske sig er en smuk ting, for han er virkelig det smukkeste jeg nogensinde har set. Han jakke ligger ved siden af os og jeg ligger den over ham, jeg vil ikke have han fryser og jeg stirre alt for meget på hans hvide stramme t-shirt. Han siger en lille grynte lyd, der får mig til at smile. Der er afdæmpet lys i vores lille drivhus ting, der er ikke koldt, men heller ikke varmt, det er perfekt temperatur for mig, friskt men ikke koldt. Det går op for mig det er sne der dækker det hele og gør ingen kan se ind til os og nok også grunden til ingen er kommet herind. Da jeg troede regnen holdte op igår, må det jo være fordi det blev udskiftet med sne, der er et par grønne planter der vokser rundt i kanten og op på det runde drivhus. Som jeg sidder der, ved siden af manden jeg elsker, omringet af smukke planter med et par mørkerøde blomster i og omringet af sne. Føles det som om at jeg findes eller ikke gør, som om alt andet er lige meget og hvert sekund flyver jeg længere væk fra alting. Jeg nyder det, jeg prøver med alt min kraft at stoppe tiden, bare lidt så jeg kan blive her, blive her foraltid lyder fantastisk.

"Det er smukt" hans stemme giver mig kuldegysninger, jeg kigger ned på ham. han ligger fladt ned og kigger op, sneen ligger på taget og den er oplyst orange, det må være solopgangen. Jeg er helt måles over ham og rød-orange-lilla sne, jeg opdager ikke han har sat sig op ved siden af mig. Jeg læner forsigtigt mit hovede på hans skulder, jeg sukker dybt, han tager sin arm om mig og trækker mig lidt tættere på. Lige nu kunne jeg fortælle ham alt, alt om min far, min fortid, Louis, men noget holder mig tilbage, jeg ved ikke hvad, men noget gør. "Det er ikke nemt" siger han, hans stemme er hæs og en lille smule rystende. Jeg ryster på hovedet, "jeg vil bare gerne stoppe tiden, lige nu" sukker jeg, jeg ser op på ham, han ser ned på mig og smiler en lille smule. "Det vil jeg også" det tager ham lang tid om at sige noget igen, som om han overvejer sine ord grundigt, eller som om han bare godt han lide stilheden. Jeg er bange, jeg er virkelig bange lige nu, jeg er bange for at være sammen med ham, bange for at elske ham, bange for at miste ham og bange for ikke at være sammen med ham. Jeg har lyst til at løbe ud herfra, men jeg har også lyst til at putte mig indtil ham og aldrig forsvinde. Han nusser min hofte med hans tommelfinger, jeg sidder bare ved ham og lytter til hans hjerte, bank...bank....bank, det er så beroligende mere end alt andet i hele verden.

Der er en jeg aldrig har fortalt nogen om, en ingen ved noget om andet end mig, det mig selv, eller min hel egen dæmon, når jeg forstiller mig hende ligner hun mig, for hun er mig, men hun er smukkere og mere uhyggelig, hun er den der altid stopper mig og nu er hun tilbage, jeg kan ikke afvise hende og jeg kan ikke ignorere hende, hun vil altid sidde i mig, hun fortæller mig sandheden, hun fortæller mig facts og jeg tror på det, for jeg kan selv se det.

Jeg er for ødelagt, ingen ville nogensinde kunne hjælpe mig, ikke engang Harry, før eller siden vil han droppe mig, han vil knuse mig, sådan er det, sådan er livet, det er migselv min egen dæmon er ikke engang en dæmon, for det er mig selv, jeg ved godt vi aldrig kan være sammen, jeg har lyst til at prøve, men i sidste ende kan det være ligemeget for han vil aldrig elske mig som jeg elsker ham. En tårer triller ned af min kind, den er kold, mine kinder er røde og varme, jeg kan se det i genspejlingen i glasset. Han stirre på mig i glasset, han ser mig, han ser mig som dæmon også, han kan se alt og han ved det. "du kæmper mod dig selv.....en kamp hvor at du taber" siger han ud i det blå, jeg ved ikke længere om han virkelig er synsk eller tankelæser, men han kan virkelig se mig. "vi kan aldrig være sammen" svare jeg igen, han trækker vejret dybt inden han svare, nok for at tage mod til sig. Han sikker "Jo vi kan" jeg ser op på ham, han ser alvorlig ud "det kan vi for jeg kan ikke længere ikke være sammen med dig" siger han, hans hånd kærtegner min kæbe, hans hår er mere rodet ind det plejer, han ser lidt træt ud, men han virker helt afklaret. "jeg tror heller ikke jeg kan være uden dig, men det skal jeg kunne for vi kan aldrig være sammen" han er frustreret, jeg kan se det i hans blik, hans øjne lyner og det eneste jeg kan tænke på er hvor bløde hans læber ser ud. "hvorfor ikke!? Hvorfor lader du ikke dig selv?! hvorfor lader du ikke dig selv leve, lader dig elske mig?!" han er såret, jeg kan se det på ham, jeg sukker tungt og rejser mig. "Det kan jeg bare ikke" han køre en hånd gennem hans hår, han har rejst sig nu og hans øjne bliver langsom røde mens jeg ser ind i dem. "vær sød, ik forlad mig" han græder, meget. det samme gør jeg, hver en tårer skære mig ind i mit hjerte.

Jeg vender ryggen til ham og åbner døren ud til, den kolde luft er som is mod min hud og vinden roder i mit hår, inden døren smækker lige i hovedet på mig. Det må være skæbnen siger jeg til mig selv, det virker som et rimeligt tydeligt tegn drop det der  nej det ender galt, det ved du Hvis jeg er stærk nok til at elske ham, er jeg også stærk nok til at være sammen med ham, jeg er i kamp som mange gange før, denne gang tæller det bare. Du gør det ikke jeg vender mig mod ham igen, han ser fortabt ud, stop så!! aldrig! jeg løber ind i hans arme, jeg kysser ham intenst, med flere følelser end nogensinde, selvom jeg ikke troede det var muligt. Han trækker sig fra mig, han smiler og virker lige så lettet som mig, jeg smiler mens jeg ignorer den hvisken der er i mit baghoved. "vi får det til at fungere" forsikre han mig, jeg nikker bare.