Like love

Kap 11

"jeg tror jeg er forelsket i dig" jeg tror han mener det, men hvordan kan jeg være sikker? Jeg troede min far elskede mig, men nej. Nu er jeg bare for ødelagt til at blive elsket, stilheden er helt overdøvende. Vi har stået i den samme position i det der føles som timer, men højest sekunder. "jeg mener det virkelig Elle" hans øjne er røde og han tager et par skridt og tager mine hænder i hans, det kan jo ikke være rigtigt vel? Er jeg forelsket i ham? Kan jeg overhovedet lide ham efter alt det han har gjort? Jeg ved min krop længes efter ham, efter hans berøring og det han kan gøre ved mig, mine hænder brænder bare fordi han røre dem og jeg har lyst til at hoppe ind i hans arme og glemme alt.

Men jeg er for ødelagt, for ødelagt til at kunne blive elsket, for ødelagt til alt. Jeg prøver med alt min kraft at holde tårerne tilbage der svider i mine øjne "Harry - nej, det kan du ikke, det må du ikke" jeg hvisker og ser hans håb forsvinde sekund og sekund i hans øjne, tårerne løber fra os begge og hans blander sig med blodet fra hans læbe.

Harry's pow

Jeg har aldrig elsket noget så højt som hende, aldrig haft den samme følelse som hun giver mig. Hun er mit alt og efter alt det jeg har gjort ved hende er det forbi, jeg kan se hun har mistet håbet, det burde ingen og jeg ved, jeg ingen ide har om hvad hun går eller har gået igennem. Hun har en smuk sjæl som gemmer sig bagved de smukke blå øjne der er klarer end nogens nogensinde har været, hendes blonde hår som går til lige under brystet sidder helt uglet og hun har ikke været i bad flere dage, hun ser tyndere ud end normalt, hun har store render under øjne og hendes læber er helt ødelagte, hun ser så fortabt ud. Og det eneste jeg har lyst til er at tage hende ind i mine arme og aldrig slippe hende, siden den dag jeg så hendes første gang vidste jeg hun var problemer, men jeg vidste ikke følelser ville blive en del af det. Jeg troede min længsel efter hende ville stoppe efter at være tæt på hende, men det får mig kun til at hungre efter mere som om jeg aldrig kan få nok. Hvergang jeg ser hende i hendes øjne er det som om jeg forsvinder i et par sekunder. Det gør ondt, hvert ord hun siger gør ondt lige nu, som at få sit hjerte revet ud og jeg kan ikke gøre andet end at stå her og se til.

"jo jeg kan" selfølgelig kan jeg være forelsket i hende, jeg løfter min hånd og tørre forsigtig hendes tårer væk med min tommelfinger, hendes helt perfekt ansigt ligger i min hånd og hun læner det en lille smule i mod min hånd, men hun afviser mig igen om lidt, de her sekunder betyder alt, det er dem der afgøre mit liv. Det her bliver noget af det sværeste jeg nogensinde gør og har gjort da jeg langsomt slipper hendes kæbe, og jeg derefter lader hendes hånd glide ud af min. Da jeg tager det første skridt væk fra hende føles det som om jeg kunne falde død om af smerte, men jeg forstætter mod døren, et skridt af gangen. Det forbi, det slut, det var det og jeg forsøgte.

"j-jeg er også forelsket i dig" Det er så lavt og et sekund tror jeg hun kun siger det til sig selv men da jeg vender mig for at se om det kan være rigtigt står hun dér, hun er det smukkeste nogensinde hun har røde kinder og blodsprængte øjne, men et lille skævt smil og store øje der stirre i mine. Fuck hvor er det her sygt, og jeg skal til at tage hende op da hendes smil forsvinder og hun kigger på mig som om hun er i smerte.

"men det går ikke, vi kan aldrig være sammen, jeg - undskyld" hun kigger ikke engang på mig da hun siger det, men jeg kan se hun græder. "hva - hvorfor ik?" hvad mener hun nu? hvorfor ik? hun kan da ik bare være ligeglad? "Det går ikke, vi fungere bare ikke, bare gå og glem mig, jeg er for ødelagt" aldrig kommer det til at ske, jeg kan ikke forlade hende, slet ikke efter det her "pls gå nu, jeg kan ikke tale om det" hun ser så skrøbelig ud som om hun kunne gå i stykker hvert sekund.

Elle's pow

Han nikker lidt og forsvinder så ud af døren, det ville aldrig gå og jeg tror ikke jeg kan tåle at blive knust én gang mere nogensinde, det gør for ondt og jeg er ikke sikker på jeg vil overleve. Jeg tager et par tunge skridt mod døren og lukker den i, læner mig op ad den og lader mig glide ned af den, tårerne får fri og løber ned af mine kinder. Den smerte er så stor og jeg tror jeg kan mærke hver eneste styk af mit hjerte falde af, det gør fysisk ondt bare at trække vejret.