Like love

Kap 12

Mandag morgen, "Elle nu står du op! jeg vil se dig hernede om præcis 10 min og jeg vil have du ser præsentabel ud!" min far råber, han kom hjem igår aftes og havde fuldstændigt ændret sig nu skal alt være perfekt og der skal være regler og bla. bla. bla. idag bliver min første dag tilbage i skole efter det der vel er 2 uger nu, jeg har brugt det meste af tiden på at græde, da han endelig stod her den dag gik det op for mig at jeg er forelsket i ham og nu da han er væk har jeg aldrig oplevet så meget smerte. Jeg er tvunget til at bo her på grund af nogle ting der skete da min mor døde, så jeg kan heller ikke skride fra min far der nu vil have alt skal være perfekt og se perfekt ud selvom det aldrig bliver det nogensinde igen. Jeg rejser mig fra sengen, den kolde luft rammer mig og jeg føler allerede lysten til at give op, jeg trækker et par stramme bukser på og en hvid t-shirt og lader mig hår hænge, jeg prøver at lave min makeup så det skjuler mine hævede øjne og mit trætte ansigt, men det hjalp vidst ikke rigtigt. Jeg trasker ned af trappen for at se min far for enden af den, "Det er 3 min siden du skulle have været her! er du godt klar over det? Nu har du bare at gøre dit bedste i skolen og følge reglerne! Du skal til at ændre dig hvis du nogensinde vil blive til noget!" av den sved da, jeg får ikke øjenkontakt med ham en eneste gang, egentligt venter jeg bare til han er færdig med hans opsang 3 min? var det det der skulle til for at pisse ham af? Jeg trækker på skuldrene og går lige forbi ham og går ud ad døren. En dejlig skole dag venter mig jo og jeg glæder mig heeeeelt vildt eller noget.

"Hvor fanden har du været? Jeg har ringet et tonsvis af gange og jeg har været forbi dig flere gange end det?!? hvordan fanden kan du bare gøre sådan noget?! fuck dig virkelig!" Mira råber mig op i ansigtet og hun er tydeligvis såret over jeg ikke har kontaktet hende og et eller andet sted forstår jeg hende godt, jeg ville dø hvis hun gjorde det mod mig. "Mira jeg kan forklare det hele! pls! vær sød at snak med mig og tilgiv mig!" hun kender mig fandme bedre end nogen anden og jeg elsker sgu den tøs højere end det meste, hun nikker og trækker mig ind i et hårdt kram "aldrig gør det igen!" hvisker hun helt knust, "jeg lover" smiler jeg og hun giver mig et klem inden hun slipper mig. Hun smiler igen "du har en hel del ting at forklare så jeg vil forslå du går igang" klokken ringer lige da hun stopper sætningen og hun sukker frustreret "bagefter" siger hun og ser alvorligt på mig og jeg nikker, engang imellem kan man da være heldig smiler jeg lidt for mig selv inden jeg trasker mod klassen, da jeg sætter mig bagerst stirre jeg ud på de træer jeg altid bruger min tid på, de har mistet alle bladene nu og ser helt tomme ud. Det er november nu, og jeg ved allerede at det bliver en lang måned.

Smerten i mit bryst er som at blive kvalt, slået og så kvalt igen da han træder ind i klassen, det gisper i mig og jeg havde helt glemt han var min lærer, jeg spurgte for nogle dage siden om jeg kunne skifte fag eller klassen, men det kan man ikke inde midt i et skoleår, satans. Han står som limet til jorden da hans øjne rammer mine og jeg kan se på hans vejrtrækning at han snapper efter vejret et par sekunder. Han finder vidst hurtigt sig selv og jeg forsætter min stirren ud af klassen, bare hans stemme dræber mig langsomt så hvordan skal jeg kunne følge med alligevel. "Idag bliver anderledes, idag får i en ny lærer" alles fokus lægger på Harry nu og jeg gør mit bedste for ikke at stirre på ham eller løbe op i hans favn. "i skal have ham istedet for mrs. Grace og i skal være gode ved ham da han er en af mine bedste venner" allerede nu sidder pigerne og retter på deres hår og skubber deres bryster op, de ved det er en han så de håber vel på noget godt og jeg tror ikke de bliver skuffet da en mand træder ind ad døren, han er høj, og jeg kan se nogle tatoveringer på hans arme, hans brune hår og hans stikkende blå øjne, han er ikke grim og jeg vil sige han er på alder med harry måske meget lidt ældre. "Folkens det her er Louis Tomlinson, som i selfølgelig bare skal kalde Louis" pigerne har store øjne da han kigger rundt i klassen "Tak Harry" smiler han til Harry og kigger sulten rundt, jeg kan ikke bestemme mig om han er venlig eller skrap "Timerne idag vil vi begge være tilstede" Harry's stemme er hård og monoton, han virker ligeglad og træt. Louis sætter en hånd på hans skulder og giver ham et lille nik "Hej jeg har glædet mig til at møde jer så meget, jeg vil køre jer med hård hånd! men i vil blive dygtigere hvilket er det hele værd" jeg vil bare ud herfra lige nu og jeg klare ikke et sekund mere af dem, lige nu. For en gangs skyld bliver jeg siddende, jeg høre hvert et ord af hvad der bliver sagt, men det er som om jeg ikke kan fokuserer, mit hjerte gør ondt. Jeg kan mærke hvor mange kræfter det tager at sidde her og se på ham, han kigger tit herned mod mig, men hans øjne er tomme nærmest som en robot. Jeg kan mærke mit hjerte banke hurtigere og hårdere, jeg har lært at trække vejret tungt når det sker men idag hjælper det ikke, faktisk bliver det bare værre, kvalmen er ved at komme også, svimmelheden begynder så langsomt at overtage min krop, jeg ved hvad der kommer nu, det er sket før, men det så lang tid siden.