Bad boy's secret

Unaware

ADRIAN

"They broke the wrong parts of me. They broke my wings and forgot i had claws."

✧

Det dejligt at have hende tilbage i mine arme, hvis vi altså ikke ligger mærke til smerten i mit bryst. Det føltes forkert ikke at have hende, men nu føles alting rigtigt. Nu håber jeg bare, at hun har det på samme måde.

Dog er glæden lige nu, ikke nok til at overgå mit stressede hoved. Jeg ved mine forældre snart kommer, og at de kommer til at møde Adrianna. De kommer helt sikkert til at gøre mig pinligberørt, som altid.

Jeg vil ikke have de skal komme, de gør det hele værre. Måske ved de allerede, at jeg var i fængsel, måske kommer de kun, for at straffe mig, det ville ikke overraske mig. Jeg rykker mig ubehageligt, men det er ikke fordi Adrianna er der, og sengen er for lille, men fordi jeg ikke kan sidde stille under stressede tider.

"Måske skulle jeg gå over og se til Natalia," hvisker hun, mens hun rejser sig fra sengen. Jeg kan ikke nå at stoppe hende, før hun er ude af døren. Hun er sikkert ude af den, eftersom Natalia også er indlagt.

Gid jeg kunne rette op på alting.

Jeg ligger mig til at sove lidt, måske gør det ikke så ondt mere når jeg vågner. Eller også når jeg vågner, og mine forældre kommer, vil de gå igen? Jeg vil gerne undgå nogen form for kontakt med dem.

For sent, de er her. Jeg lukker øjnene sammen, og lader som om jeg sover. De banker ikke engang på. "Han sover," siger min mor blødt. Hun er nok den sødeste, tænker I nok, men nej, hun er værre end min far.

"Væk ham." Kan I høre? Jeg fik en kugle i min højre brystkasse, og har brug for hvile, men næh, ikke så længe hun er der. Min far begynder med at ruske i mig, og jeg kan ikke lade som om mere.

Jeg skubber hans hænder af mig, og vender mig på ryggen. "Jeg er vågen," konstatere jeg vredt. "Godt for vi skal tale!" Det her ender aldrig godt. "Vil I skælde mig ud for at ende i hospitalet?" De sukker og sætter sig på stolene, overfor mig.

"Du blev skudt," jeg kigger åbenlysende på min far. "Tak, det havde jeg slet ikke lagt mærke til far!" Svarer jeg sarkastisk. Sarkasme er livet.

De udveksler blikke, og tager så min journal op og læser den. "Der står ikke hvorfor jeg blev skudt derinde, og I kan ikke spørge mig, for jeg husker ikke en skid." Jeg kender dem for godt, de tænker først på hvorfor det hele skete, også selvom det ikke er min skyld, får jeg stadig skylden.

"Vi så Troy og William sidde forenden af gangen, sammen med en pige der græd." Jeg tænker lidt over det, måske det kunne være Natalia? Hvem prøver jeg at narre, selvfølgelig er det Adrianna! Men hvad skulle hun græde over?

"Gik I ikke derover?" De ryster på deres hoveder, og kigger videre i journalen. Gjorde jeg noget forkert? Var det overhovedet begrund af mig?

"Mor, far, det var Adrianna I så, altså hende der græd. Hun er min kæreste." Journalen falder ud af min mors hænder, og deres øjne er store. Kender de Adrianna? Måske genkender de hendes navn, eftersom vi har pjækket sammen et par gange, men kender de hende virkelig?

"Adrianna Andrews?" Jeg nikker smilende, måske hvis de allerede kender hende, vil de acceptere det, uden at Adrianna skal igennem alt besværet, med at få dem til at elske hende, ikke at hun behøver at prøve, alle elsker hende uanset hvad.