Bad boy's secret

Pizza Fight

Så starter det vist igen, endnu en lorte dag, på en lorte skole. Hvorfor skal vi overhovedet lærer de her ting? Vi kommer jo ikke til at bruge det til noget alligevel. Folk arbejder hårdt med matematikken, for ingenting! I kan nok gætte på, at jeg er vildt dårlig til matematik. 

Jeg træder ind på skolen, jeg vil ikke sige jeg er populær, men jeg er dog heller ikke en ukendt person. Jeg står nok midt i mellem, jeg kender de populære, jeg kunne have været en del af dem, men de er alt for snobbede. 

Jeg har venner, bare ikke så mange fordi de fleste ikke kan holde mig ud, fordi jeg er en person der kun siger sandheden, alt der kommer i mine tanker siger jeg, intet er hemmeligt for mig. Folk ved jeg siger hvad jeg mener, derfor er de bange for mig. 

Der er helt tomt i gangene, sikkert fordi alle er til time, jeg pjækker ikke, jeg er bare lidt sent på den. "ADRIANNA ANDREWS!" 

"Busted!" Hvisker jeg til mig selv, "ja det blev du." Svarer rektoren.

"Ja hr. Morgan?" Jeg står bare og smiler. Han kender mig, han ved at jeg er ligeglad, også er han også gode venner med min onkel, derfor bliver jeg ikke smidt ud. 

"Hvad laver du herude?" Jeg kigger lidt rundt, men ikke fordi jeg er nervøs eller bange, men fordi han er ret creepy. "Jo ser du, først havde jeg tøj krise, derefter vidste jeg ikke hvad jeg skulle spise til morgenmad, derefter var min hund bare så sød, at jeg blev nødt til at lege med ham lidt." 

Han kigger lidt dumt på mig, men jeg ved hvad han tænker på, og snart kommer det ud, det er det vi har tilfælles, vi snakker bare. 

"Du laver ikke morgenmad selv, det har du din abuela til, og det ligner ikke at du har haft tøj krise? Og du har heller ikke en hund?" Siger han og kigger ned på mit tøj, og derefter mig, med et blik der siger 'tror du jeg er dum'. 

"Så slemt er mit tøj heller ikke? Og abuela skal jo vide hvad hun skal lave, og hvor vover du at sige at min lille Alfredo ikke eksistere!" Jeg kigger ondt på ham, men det ser slet ikke ud til at påvirke ham, ikke en gang en lille smule. "Du har en blå revet skjorte på, med et par sorte bukser, så svært kunne det heller ikke være at finde?" Årh du skulle bare vide! 

"Synes du den her trøje er nedrevet, så har du vist ikke set Evelyns tøj!" Igen burde jeg måske holde min mund, nok fordi Evelyn er hans datter. Han kigger bare ondt på mig, og jeg kan lige fremsige hvad der kommer til at ske. "Eftersidning Andrews, og gå så til time!" 

Jep jeg vidste det, eftersidning, han ved bare ikke at jeg har haft eftersidning de sidste tre ugers tid, så hvad skulle det så ændre at få en dags eftersidning til? 

Jeg går uden at kigge tilbage, for jeg ved at han holder øje med mig. Hans datter Evelyn, en rigtig... hvad er det rette ord for en som hende? Nårh ja, l*der. 

Den tøs tror hun er bedre end alle, det er hun ikke en skid. Jeg fatter ikke hvorfor alle drenge falder for hende, eller jo det gøre jeg, de falder for hendes krop, ikke for hendes personlighed. Hun har en fantastisk krop, det er vi nok alle enige om. 

Jeg når ikke en gang til time, før klokken ringer ud og det er tid til frikvarter. Elever strømmer ud alle vegne. Jeg var nok alligevel ret for sent på den, nå skidt pyt, jeg havde matematik, så ingen skade sket. 

"Adrianna? Er du kommet for sent igen, det er tredje gang denne uge, og det er kun onsdag!" Siger min bedste veninde siden barndommen. Hun er fantastisk, og den eneste der har holdt mig ud så længe. 

Hun er ikke spanioler som mig, men hun er britisk, fra London helt præcis. Hun har langt brunt hår med bølger, med de smukkeste grønne øjne, og hun er ikke for lav eller for høj. Så har hun også fregner, hvilket er bedårende. Natalia er en nørd, derfor får hun ikke meget opmærksomhed, hvilket er ret trist, fordi ja se hende lige!

Hvis ikke Evelyn var her, ville Natalia sikkert være den smukkeste på skolen. 

"Rolig nu Natalia, jeg fik bare en eftersidning, no big deal?" Hun er altid bekymret, og jeg aner ikke hvorfor, hun er så fokuseret på skole og lektier, hvilket jeg ikke gir'en fuck om. Hvordan er vi overhovedet venner?

"Bare en eftersidning? Det er sådan det starter, men derefter begynder det at gå ud over din fremtid!" Årh hun er altid så dramatisk! "Lad nu være med at være så skide dramatisk! Det rigtige liv begynder når du dør!" Hun gisper og holder sig for munden, mens jeg bare griner af hende. 

Vi er på vej over til kantinen, men bliver selvfølgelig stoppet af vores bedste ven, Max. "De damer, må jeg følge jer over til vores bord?" Vi griner og nikker, mens han tager vores hænder og følger os ind.

"Adri skal du ikke have noget at spise?" Spørger Max, inden vi sætter os. "Nah jeg spiste for mindre end en time siden, så jeg er ikke så sulten." De griner, og ryster på deres små hoveder. "Men der er pizza i dag," jeg kigger op på ham og siger:" et stykke ville nok ikke skade!" 

Han går over og køber pizza til os alle, og han ser så glad ud da han var på vej tilbage, men selvfølgelig skal skolens største nar ødelægge det, nemlig Adrian aka playeren  

Mange siger vi har tusinde ting tilfælles, men det passer ikke, ja vores navne minder om hinanden, men det er ikke det store. Han er en nar, han er en player, og jeg bliver fornærmet når nogen siger at jeg minder om ham. 

Adrian tager pizzaerne og smasker dem op i Max ansigt, og han nyder det, det er nok det ondeste nogen nogensinde har været her på skolen. 

"HVA FANDEN?!" Råber Max, mens alle de populærere fyre griner af ham. "Jeg tager den her," hvisker jeg og tager en pizza som allerede lå på vores bord, og går over til drengene. "Hey Adrian!" Han vender sig om, og med ét smasker jeg pizzaen op i hans ansigt. 

"Det kommer du til at fortryde Andrews!" 

Så han kender altså til mit efternavn? Burde jeg være smigret, eller burde jeg løbe? Han kan sikkert ikke gøre mig noget, det er han alt for tøset til. 

Det tager jeg i mig igen, inden jeg når at se mig for, kyler han et stykke pizza på mig. Det her er så stort et spild af pizza, at jeg snart begynder med at græde. 

I får lige et sneak peak på denne nye historie, hvis I kunne lide det, så kommentere eller stem. Så laver jeg sikkert en hel bog om denne.