Bad boy's secret

The panic in her eyes

ADRIAN
" I've never seen someone being lost in their own home."

"Adrianna! Hvor er du blevet stor!"

Jeg får helt ondt af hende, hun står bare der og kan ikke bevæge sig. Hun var så nervøs for at hendes mor ville komme, at hun ikke en gang gad at feste. Jeg kigger på hendes hænder, hendes knoer er helt hvide, og hendes åndedrag er tungt for alt den løben.

Hun ser helt fortabt ud, helt væk, som om hun ikke ved hvor hun skal hen eller sige. "Maria, Adrianna kommer snart, du bliver nødt..." Adriannas onkel stopper op, da han ser hvad der sker. Jeg ser nogle tårer trille ned af hendes kinder.

"Adrianna?" Der bliver kaldt på hende, men ingen tør at ligge en hånd på hende, så jeg gør det. Hun kigger panisk op, og så hen på hendes mor, som er skyld i alt det her. Hun kunne godt lige have advaret Adrianna, før hun skulle gøre denne aften endnu værre. "Un-dsk-yld, j-j-je-g k-k-an i-kke!" Stammer hun, og tårerende begynder at trille ned som en flod.

Hun løber ud af døren, og jeg har stadig tænkt mig at følge efter hende, selvom hun sikkert er pisse sur på mig. Men det var ikke min skyld! Katrine hoppede på mig, det samme sekund hun så, Adrianna og Jacob komme. Det var meningen jeg skulle snakke med Wiliam, det gjorde jeg også, men det samme øjeblik Kathrine kom, gik han. Bare tanken om at det var deres plan hele tiden, irriterer mig.

Jeg havde set den komme, fra Kathrine fordi hun hader Adrianna, og Jacob fordi han hader mig. Men Wiliam, den havde jeg ikke set komme, især fordi han er min bedste ven, han hjalp mig med mine penge problemer, så hvorfor skulle han gøre det her.

Jeg løber efter hende, så hurtigt jeg kan, men hun stopper ikke, selv efter bilerne dytter efter hende, når hun krydser gaden. Det må nok se mærkeligt ud, en pige der løber væk med højehælde og stram kjole, og en dreng i jakkesæt der løber efter hende. Jeg kan se hun bliver træt, og sætter farten lidt ned, gudskelov for det! 

Jeg kan næsten ikke trække vejret. Hvordan kan hun løbe så hurtigt, men alligevel pjækker hun fra idræt. Jeg når tæt nok på, til at jeg kan stoppe hende, så jeg tager omkring hendes håndled. Hun prøver på at rive sig væk, men jeg holder omkring hendes talje, så jeg har et større hold om hende. Hvilket gør det svære for hende at stikke af. Hun græder og river sig fra mig, men jeg kan sagtens holde på hende, men jeg er bare bange for at gøre hende fortræd.

"Adrianna stop nu! Det er okay!" Vrisser jeg. Hun stopper med at vride sig, men hun falder med det samme til jorden grædende. Noget indeni mig, knuses. Hun er lænet op af mit ene ben, jeg kigger omkring, efter hjælp, i håbet om at Troy eller Natalia havde løbet efter os, men der er kun os to. Jeg bøjer mig ned til hende. Det her er ikke Adrianna, som jeg kender. Den Adrianna jeg kender, ville ikke græde på gaden, hun er stærk ikke svag. Jeg vil have den gamle Adrianna tilbage.

"Adrianna kom nu." Hun bevæger sig ikke en mine, men snøfter bare videre. "Gå med dig," mumler hun fraværende. Gid jeg kunne, men jeg kan ikke få mig selv til det. Jeg kigger på hende med et trygt blik, men hun finder mig næppe tryg, ikke efter hvad der skete. 

"Tror du selv jeg efterlader dig her?" Hun betroede mig hendes største hemmelighed, og jeg svigtede hende. Panikken i hendes øjne er der stadig, men der er samtidig også kommet frygt og usikkerhed. Hun tror virkelig, jeg vil efterlade hende her. Vreden og sorgen i mig breder sig. 

"Adrianna du skal hjem, her er koldt og du har ligefrem ikke det bedste tøj på." Hendes kjole er fantastisk, men her er koldt, og jeg vil hellere se hende i joggingbukser og en hoodie, end at se hende blive syg i morgen. 

"Jeg skal ikke tilbage til det helvede." Kan hun blive mere besværlig? Jeg forstår hende egentlig godt, men kan hun ikke gøre det lettere for mig? Det her er nok bare karma efter hvad der skete. Hvis hun ikke går op om to sekunder, så løfter jeg hende altså. 

Jeg løfter hende op, men hun brokker sig ikke. Sikken overraskelse. "Jeg skal ikke tilbage." Hun bliver ved med at mumle, at hun ikke vil tilbage. Jeg har ikke tænkt mig at tage hende derhen, hun skal hjem til mig, om hun vil det eller ej. 

Hun er stoppet med at hulke, men tårerende triller stadig ned. Der er et eller andet tungt i maven, og det irriterer mig sindssygt meget. Det er som om at at nogen holder omkring mit hjerte, og presser det. Jeg sukker og kigger på Adrianna, som jeg holder i brudestilling, mens hendes ansigt er gemt imod min hals. Jeg kan mærke hendes våde tårer.

Jeg ville elske det her normalt, men denne gang vil jeg ønske jeg bare kunne smide hende, og ikke tænke på at jeg svigter en person jeg elsker. Jeg ved ikke hvad der sker for mig, men lige siden jeg så hende på denne måde første gang, fik jeg så ondt af hende, at jeg lovede mig selv at redde hende. 

Jeg er sgu faldet hårdt for hende. 

"Adrian, hvorfor gør du det her?" Lige det spørgsmål jeg ikke ville svare. Jeg vil helst ikke sige det til hende, fordi så afslører jeg mine følelser for hende, hvilket ville ende med dommedag. Især fordi vi ikke hører sammen, ja vi har måske - måske ikke - den samme personlighed, men os to sammen ender ikke godt. 

"Jeg ved det ikke." Hun bliver helt stille, og tårerende stopper endelig, men hun har stadig begravet hendes ansigt imod min hals. Det er en dejlig følelse, næsten fantastisk hvis hun ikke græd. Jeg tager, hvad jeg kan få. 

Vi går videre i stilhed. Jeg har fået et par mærkelige blikke af folk, men jeg kunne ikke være mere ligeglad. Folk kender mig her i byen, de ved, at de ikke skal stå i min vej. Hvis de så dumt vælger at gøre det, er de selv uden om konsekvenserne. 

Vi når foran min dør, og jeg ved at det samme øjeblik vi kommer ind, så vil Adrianna kigge op, for at sikre sig vi ikke er hjemme hos hende. Jeg åbner stille døren, heldigvis er ingen hjemme. Mine forældre er taget til Rom, ikke af nogen særlig grund, de havde bare lyst til det. 

Jeg stopper op, da hun ikke bevæger sig i mine arme. Jeg kigger ned på hende, og opdager at hun er faldet i søvn i mine arme. Hvorfor skulle denne aften lige ende på den her måde, kunne vi ikke have hygget os, og så kunne hun komme hjem til mig for at overnatte. Det ville hun sikkert ikke, men lad mig lige fantasere her. 

Jeg går op af de meget korte trapper, siden huset er indelukket og ikke åbent, er der trapper så værelser også trapper også værelser igen. Hvilket irriterer mig ret meget. Alting irriterer mig for tiden, også Adrianna og hendes uheld. 

Jeg åbner en af dørene til venstre, og går ind i et gæste værelse, værelset er kun hvidt og kedeligt, men det er det vi har. Jeg sætter Adrianna stille ned. Hun ser så smuk ud, selv når hun sover, hvilket er utroligt. 

Jeg ville have taget tøjet af hende, men jeg tror, hun stadig er pisse sur på mig. Så hvis hun finder ud af det, når hun vågner, er jeg dødsdømt. Jeg sætter et tæppe over hende, og hun putter sig ind i det. 

Jeg vælger så, at lade hende være. Stadig med hjertet der gør ondt. medlidenheden indeni. Hendes svaghed glemmer jeg ikke. Jeg kigger hurtigt tilbage på hende, inden jeg lukker døren helt i, i håb om at hun i morgen er så frisk som muligt. Det bliver en sjov dag. 

✧

Der skete ikke så meget efter min mening, men der kom vist lidt romance der, for det har vi jo også brug for. 

TAK.