Bad boy's secret

Emotionally unstable

ADRIANNA

"Pain changes you. It makes you trust less, overthink more, and guard your heart like a dog guarding a bone."

✧

"¡Adrianna si abandonas la clase estás jodido!" (Adrianna hvis du pjækker fra klassen, er du på røven!) Råber min onkel, før jeg er ude af døren. Jeg sukker ved bare tanken om, at jeg skal være i skole hele dagen, og ovenikøbet skal jeg have matematik.

Så er Natalia her heller ikke idag, men det er også forståeligt. Hun skal nemlig til retsagen. Jeg ved ikke hvad hun har tænkt sig at sige, men jeg ved det bliver hårdt for hende. Adrian opfører sig helt mærkeligt, hver gang jeg prøver på at ringe, så afviser han mine opkald. Troy er i fængsel. Den eneste der er normal er Max, og det plejer han ikke at være.

Jeg bliver afbrudt i mine tanker, da jeg hører en motor, og jeg ved præcis hvem det er. "Mini mig!" Jeg sukker og vender om på hælen, og møder et selvsikkert smil. Uheldigvis har han solbriller på, så man ikke kan se hans blå skinnende øjne. "Hey Adrian." Han laver tegn til at jeg skal ind i bilen. Jeg kunne nægte, men jeg orker ikke at tage bussen eller gå.

Jeg sætter mig ind, men siger ikke så meget, og det ligger han straks mærke til. "Hva' så? Hvorfor så trist?" Griner han, som om han ikke ved hvad der skal ske. "Lad mig gætte..." Han tænker sig lidt om. "Har du ingen date til ballet på fredag?"

Jeg ligger mærke til, hvordan han spænder i kroppen. Jeg havde helt glemt at der var bal på fredag, jeg har nok bare havde alt for mange ting at tænke på. "Det havde jeg helt glemt." Jeg kigger ud af vinduet, mens der kommer en mærkelig stilhed imellem os.

"Jeg ved du er bekymret for retsagen, men jeg tror det nok skal gå." Så han kan altså godt huske det. "Natalia er følelsesmæssigt ustabil, hun kunne finde på hvad som helst, hvis der er for meget pres på hende." Det var sket før. Hun snitchede omkring mig, men jeg ved det kun var fordi det pres de havde pålagt hende.

"Hvis hun bare husker på, at Troy elsker hende." Det kunne også være løgn det hele, han er en player, ligesom Adrian. Troy kunne have gjort alt det her, bare for at komme i bukserne på Natalia, og da han blev opdaget, fandt han på at han elskede hende.

"Hvad hvis det nu bare er et spil?" Adrian kigger straks på mig, mens hans smil falmer med det samme. "Spil siger du? Han er i fængsel, fordi din lille veninde ikke bare kunne tale med ham! Bare fordi vi er nogle vilde drenge, som elsker samleje, betyder det ikke vi vil komme i fængsel for det!" Hans knoer bliver hvide, af hvor hårdt han holder om rettet.

"Tag en slapper. Det her er ikke Natalias skyld? Hun er en genert pige, som ikke gad noget af det her! Og I elsker ikke kun samleje, I lever for det!" Aldrig havde jeg troet at jeg ville skændes med Adrian på den her måde. Men fortiden kan jeg ikke genkende ham. Jeg ved ikke hvem han er længere.

"Er du jaloux? Bare rolig Adrianna, jeg kan sagtens tage din mødom lige nu." Det sagde han bare ikke. Hvorfor kom jeg også ind i den her bil? Hvis jeg vidste det her ville ske, havde jeg bare taget bussen.

"Adrian stop bilen." Han kører videre, men hurtigere, uden at trække en mine. "ADRIAN STOP BILEN FORHELVEDE!" Han kigger forskrækket på mig, af mit lille udbrud, men endelig trækker han til side, og jeg træder med det samme ud af bilen.

"Adrianna jeg mente det ikke på den måde, kom tilbage." Jeg ignorer ham. Jeg gider ikke det her på en mandag morgen, også uden Natalia gør det det hele meget værre, og retsagen, og min onkel, og nu det dumme bal!

"Bare kør Adrian." Han adlyder og kører væk med det samme. Jeg er igen efterladt, men for første gang er det begrund af mig selv. Hvem var denne Adrian? Hvorfor var han på denne måde? Har det noget at gøre med retsagen?

Så mange ubesvarede spørgsmål driver mig til vanvid, og det hjælper ikke at jeg har matematik nu! Heldigvis er skolen ikke så langt, fra hvor jeg hoppede af bilen. Så jeg står allerede ved parkeringspladsen.

Måske er det ikke Natalia der er følelsesmæssigt ustabil, det er nok mere mig. "Adrianna?" Er der en der kalder bag mig, så jeg vender mig om, men bliver hurtigt trukket ind i et trygt og varmt kram. "Hej Max."

Han trækker sig hurtigt ud af krammet, og kigger mig ind i øjnene og jeg kan sagtens se hans medlidenhed. "Er det så slemt?" Jeg kigger uforstående på ham, men jeg har måske en ide om hvad det er han mener. "Det med Natalia, hun er jo sammen med Troy nu, det betyder at du og Adrian kommer til at bruge masser af tid sammen." Hvad? Er de sammen?! Hvorfor ved jeg ikke noget.

"Det behøver jo ikke at være sådan? Hvordan ved du overhovedet at de kommer sammen? Natalia har tilgivet ham, men hun har aldrig sagt at hun kan lide ham?" Mange spørgsmål fylder mit hoved, og giver mig ekstremt hovedpine. 

"Jeg snakkede med Natalia igår aftes, hun sagde at hun altid har kunnet lide ham, men var for genert til at gøre noget ved det. Jeg troede du vidste det?" Han kigger forvirret på mig, og bliver en smule nervøs for at han måske har sagt for meget. 

"Jeg vidste ikke noget." Tænk at jeg hjælper hende, men hun ikke fortæller mig om hendes rigtige følelser for ham. Hvorfor skulle hun lyve? Eller hun nævnte faktisk noget om det, men jeg vidste ikke det var noget seriøst, om at hun faktisk tænkte at de kunne komme sammen. 

"Nå, men det er også lige meget nu. Skal du til ballet på fredag?" Godt emneskift min ven. "Ja, hvorfor ikke." Jeg er ikke sikker på at jeg gider det, fordi det alligevel ender plat, men jeg er nu ikke sikker på denne fest. 

"Fedt, jeg tænkte at måske.." Jeg stopper med at lytte, da jeg ser Adrian med min taske på vej herhen, han holder øjenkontakten på vejen herhen, det er meget intimt. "Adrianna hører du efter?" Jeg kigger på Max med et forundret udtryk.

"Jeg spurgte om du ville være min date til ballet?" Åh nej...

Adrian hørte det, og kommer heldigvis til undsætning. "Hey smukke, du glemte din taske i min bil. Og jeg skulle bare være sikker på, at vores date på fredag stadig gælder?" Jeg ser hvordan Max' smil falmer, og jeg får det straks dårligt. 

"Øh ja, det havde jeg helt glemt. Desværre Max, det kan jeg ikke." Jeg hentyder til at Adrian allerede har spurgt mig. "Det okay, jeg håber I hygger jer." Han smiler et falsk smil og går. 

Jeg har lyst til at skrige lige nu, men det ville bare være mærkeligt. "Her. Så jeg henter dig klokken 19 på fredag." Jeg kigger forvirret på ham, og tager tasken ud af hans hånd. "Hvad mener du?" Han begynder med at grine. 

"Han skal jo tro på det." Han blinker med det ene øje og går. Efterlader mig som et forvirret rod.

✧

TUSINDE TAAAAAAAK, OVER 2OOO LÆSERE!!!!! 

ELSKER JER SERIØST!!! 

PS hvad synes I om dette kapitel???

Jeg ved ikke selv hvad jeg skal synes?