Bad boy's secret

Trouble

"ADRIANNA!"

Hvad har jeg nu gjort? Jeg går neden under, og ser Abuela stå i køkkenet, mens hun peger mod min onkels kontor, som er lukket. Det tyder ikke godt.

Jeg trækker vejret dybt, og åbner stille døren. "Hva så?" Han kigger op fra alt sine papirer og laver tegn til at jeg skal sætte mig på læder stolen. "Du fik samfundstjeneste? Du dukkede ikke op, men stadig får jeg klager om at du har slået en cheerleader?" Han ryster skuffet på hovedet og hvisker under vejret:
"hvad skal jeg dog gøre med dig?"

"Okay først så startede hun! Og anden ting, jeg fortjente ikke samfundstjeneste! Jeg kom for sent til time, det ikke fordi jeg er kriminel eller noget!" Svarer jeg igen vredt, men måske har jeg lige gjort det hele værre. "Hvad hed pigen du slog?" Jeg kigger spørgende på ham, men han venter bare på et svar.

"Evelyn." Han kigger overrasket op og siger:"jeg troede det var Kathrine?" Hende kan jeg heller ikke lide. "Jeg har mange fjender." Han sukker og tager sine briller af, det aldrig et godt tegn.

"Pas på Adrianna, mange fjender er aldrig godt." Ja han ved vel alt om det. "Havde mine forældre mange fjender?" Alt bliver pludselig intenst. "Dine forældre var elsket, og de ville ikke være stolte hvis de så dig i dag." Jeg begynder med at grine tørt, jeg mener alle tror at det er nemt, de tror at bare fordi jeg har penge alt kommer til mig, men nej, jeg voksede op uden forældre og min onkel tog sig af mig. Det kan jeg ikke forklare folk. Jeg kan ikke forklare det sidste syn jeg fik af mine forældre.

"Okay, hvis de var her, ville jeg ikke være på denne måde. Du ved ingenting om mig, så lad være med at lade som om at du er min far for det er du ikke!" Jeg rejser mig vredt op. "Adrianna sæt dig ned! Hvis du bliver ved med at opfører dig sådan her, bliver jeg nødt til at sende dig væk! Okay, dine forældre er væk!" Råber han af mig.

"Tror du ikke jeg har lagt mærke til de er væk!? Send mig væk, okay jeg er ligeglad! Jeg gider alligevel ikke lade som om ingenting er hændt mere." Jeg hvisker det sidste, fordi han tror alle ved til det med mine forældre, men ingen ved noget. Det vil få mig til at se svag ud, og det er det sidste jeg er. Jeg går ud af døren, mens han stadig kalder på mig. Jeg hader ham ikke, men han burde forstå, han prøver ikke engang på at forstå, det gør mig vred, fordi jeg har brug for en der forstår mig.

"Adrianna baby?" Kalder Abuela efter mig, men jeg ignorerer hende. Jeg har brug for alene tid. "Jeg går en tur!" Råber jeg, så de ved jeg kommer tilbage, det ville ihvertfald ikke være første gang jeg stak af.

Jeg går altid når jeg føler mig nede, ikke fordi jeg vil have frisk luft, som alle voksne tror vil gavne os, men fordi jeg bare gerne vil være alene og tænke over tingene. Jeg bliver afbrudt i mine tanker af en hund, retter sagt en bedårende hund.

Jeg begynder med at lege med den, den minder mig om min gamle hund, gid jeg stadig havde den. En irriterende dreng kommer. "Der var du Luna!" Siger han. Han er ret flot, lysebrune øjne, krøllet hår, men ikke for krøllet, høj, lidt for tynd men flot, med kindbenene ihvertfald. "Hej, det er vist din hund." Jeg smiler akavet, og giver slip på hunden. "Ja, men du må gerne lege lidt mere med hende hvis du vil." Jeg smiler oprigtigt og leger videre med hunden som hedder Luna.

"Jeg er Jacob," jeg kigger op på drengen, og nikker akavet. "Hvad hedder du?" Han er virkelig akavet, det er ret sødt og uskyldigt. "Jeg hedder Adrianna." Jeg rejser mig op, og kigger ned på Luna.

"Jeg må nok videre." Jeg kigger på Jacob som allerede kigger på mig, jeg løfter brynet. "Har jeg noget i ansigtet?" Han griner og ryster på hovedet. "Nej nej, du bare virkelig smuk." Jeg rødmer, men ikke fordi jeg er genert overfor ham, det bare sødt.

"Men ja, du skal videre." Luna løber efter ham, mens han går vender han sig om og vinker. Jeg vælger at gå lidt videre, da jeg stadig tænker på skænderiet med min onkel. Jeg gider egentlig ikke engang at tage tilbage igen, hvor kan jeg da tage hen?

Natalia!

Jeg tager min telefon op af lommen, og finder hendes nummer i mine kontakter. Det tager lidt tid før hun svarer, men så kommer det:" hallo?" Hun lyder ikke normal, slet ikke på nogen måde, og hun er den normale i dette venskab! Hvis hun mister balancen, så er jeg færdig.

"Hey? Er du okay?" Jeg hører hende sukke, men så snøfter hun. "Natalia, hvis røv skal jeg sparke?" Hun griner mellem hendes gråd. "Kommer du ikke over?" Sjovt, det ville jeg spørge hende om jeg kunne.

"Jo, jeg er på vej." Jeg lægger på, og skynder mig at løbe hjem til hende, heldigvis så bor hun ikke langt herfra.

Jeg banker på døren, og den åbnes straks af en grædfærdig Natalia. Jeg trækker hende i et stort kram, og hun begynder med at græde i min skulder. Hvem fanden har gjort det her mod hende?

"Skal vi gå op på dit værelse?" Jeg kigger lidt på hende, men hun nikker til sidst. Vi går ned til kælderen. Ja hendes værelse er i kælderen, men det er kun fordi det er ekstra stort. Jeg sætter mig på sengen, og hun sætter sig ved siden af mig.

Hun trækker vejret dybt før hun suget noget. "Jeg har fået mig en stalker, og det er ikke den normale stalker som liker dit billede på Instagram som er fra sidste sommer, men den salgs at de tager billeder af dig når du sidder på biblioteket! Personen har ringet til mig flere gange om natten. Nogen gange føler jeg også nogen følge efter mig."

Creepy! Det må være forfærdeligt. "Men hvordan ved du at personen har taget billeder af dig?" Hun finder hendes mobil frem, og går ind på beskeder. 'Ukendt nummer' står der på displayet, men når jeg kigger på beskederne, er der tusindevis af billeder af Natalia, mens hun bare sidder på biblioteket og læser. Det kommer et billede af os to, mens vi sidder i kantinen og griner.

"Wow.. hvad har du tænkt dig at gøre?" Hun trækker på skuldrene. "Du sagde at personen havde ringet?" Hun nikker, men hun ser virkelig usikker ud. "Ja, jeg tog den en gang, hvor jeg hørte en drenge stemme og lagde på med det samme."

Dammit Natalia! "Er det så en dreng? Ringer han hver nat?" Hun nikker som svar til begge spørgsmål. "Vi tager det roligt! Okay, jeg sover her i nat, hvis han ringer, skal jeg nok svare." Jeg smiler til hende, og trækker hende ind i et stramt kram.

"Emne skift!" Råber vi begge to i munden på hinanden. Det er noget vi altid gør, når det bliver for meget. "Adrianna? Du lød heller ikke helt okay da vi snakkede over telefonen?"

"Jeg var ude og gå, så kom der en hund, Luna for at være præcis, jeg legede med hende, men så kom hendes ejer, og han var virkelig sær." Jeg ruller med øjnene. "Hvorfor var han sær?"

"Han komplimenterede mig, og virkede underlig og akavet. Han hedder Jacob!" Hun begynder med at grine. "Selvfølgelig er det akavet og underligt hvis du lige har mødt ham, og hvad er der med at han komplimenterede dig, du jo smuk."

Selvfølgelig ser hun ikke problemet.

"Skal vi ikke bare se film, for at dræbe tiden? Hun finder sin Macbook frem, og går direkte ind på vores ynglings serie, Shadowhunters. Bogstaveligtalt, vi skriger hver gang Jace bare kigger på Clary.

Vi er midt i 5 episode, da vi hører en telefon ringe, jeg kigger på Natalia, mens hun bare er frosset. Jeg tager straks hendes telefon. "Hallo?"

"Hvor er Natalia?" Stemmen er mørk, og den lyder virkelig som en jeg kender.

"Hvad vil du med hende?"

"Jeg vil bare hører hendes stemme." Sødt, men skræmmende siden vi ikke ved hvem det er. Jeg kigger på Natalia, der bare ryster på hovedet. Hun kan høre det hele, da jeg har lagt den på med hør.

"Hun sover, men hvem er du?" Der er stille et stykke tid.

"Det skal I nok finde ud af. Sig godnat til Natalia fra mig." Også ligger han på.

Jeg kigger på hende, mens hun kigger ud af vinduet, og vender så om og kigger med store øjne på mig.

Stod han lige ved vinduet?

"AHHH!" Skriger vi i munden på hinanden.