Bad boy's secret

The park and drugs

Da Adrian endelig havde hold kæften, kørte han mig med det samme hjem, men først satte han Natalia af, også Troy fordi de bor tættere på. 

Vi havde kørt i stilhed, og jeg havde egentlig ikke noget at sige, så det var rimelig akavet for ham, selvom jeg fandt stilheden dejligt. Jeg fik lidt ondt af ham til sidst, så jeg sagde idet mindste tak, efter han havde sat mig af. 

Han var chokeret, men jeg var for træt til at kommentere, selvom jeg sikkert ville, hvis jeg havde energien, hvilket jeg ikke havde, fordi jeg havde brugt al min energi på at rengøre kantinen, fordi de idioter ikke lavede noget. 

Nu har jeg altså taget en lur, og har fået min energi tilbage og er blevet ekstra irriterende. Jeg burde måske tage en gåtur? Hvorfor ikke, det er bedre end at lave lektier alligevel. Jeg tager overtøj på, og låser døren efter mig. 

Eftersom der ingen er hjemme, er det mig der laver det meste derhjemme, jeg lever egentlig ikke med min mor, jeg har ingen far, han er død, og jeg aner ikke hvor min mor er. Ja ja, det er sørgeligt, men jeg har altid levet med det, så er der heler ingen som ved et, hvilket gør det nemmere, så slipper jeg fra at høre om det hele tiden. 

Jeg mener bare at hvis man ikke kan forsørge et barn, så burde man fandme ikke få et. Hvis jeg en dag skulle blive mor, ville jeg idet mindste prøve, og ikke bare stikke halen mellem benene, og efterlade det. 

Nok om det! 

Jeg er nået til parken, her er ikke så mange folk, men der er et par få gamle mennesker, og et par.  Jeg går lidt og sparker til sten, og går egentlig bare rundt og tænker. Jeg plejer altid at gøre det her, bare så jeg ikke eksplodere. Jeg har altid haft en træng til ro, ikke bare ro generelt, men ro i tankerne. 

Jeg går over til floden, som trist nok er dækket af træer, så man ikke kan se den, før man går forbi træerne. Der er normalt ingen, men i dag er der noget anerledes. "Hvad laver du her Adrianna?" Sjovt du skulle spørge Adrian. 

"Jeg er her altid, hvad med jer?" Jeg kigger på ham, og den anden fyr med tatoveringer, jeg kan faktisk godt lide dem. "Lad os bare afslutte det, her!" Fyren giver Adrian en pose, og jeg er overrasket, da fyren bare går forbi mig, uden videre. 

"Adrian? Please sig det ikke er hvad jeg tror." Han kigger bare ned, men kigger straks op igen. "Adrianna, det her rager ikke dig en skid, tag hjem og slap af, jeg troede du var syg?" Jeg griner tørt, og kigger bare på ham. 

"Er det stoffer eller ej?" Han kigger væk med det samme. "Nej Adrian! Hvorfor?" Han ruller øjne af mig, og sukker. "Det er intet du vil forstå, det eneste du forstår er rygter." 

EXCUSE ME? 

"Det ved du selv ikke passer," jeg er ret vred nu. "Ja ja, hvis du siger det." Jeg glemmer det bare, så håber jeg bare han bliver busted af andre end mig, jeg ved ikke, måske politiet. "Glem det, hvis du vil komme i problemer, så er det sgu dit valg!" 

Jeg vender om på hælen og er på vej væk, men han standser mig straks. "Se jeg vidste du ville komme til fornuft!" Jeg smiler stort. "Du må ikke sige det her til nogen!" Også er han væk. Der ændrede han mit dejlige humør. 

Jeg vender mig om, og råber efter ham:" Okay!" 

Jeg vil alligevel sikkert få noget ud af det. Jeg begynder med at gå, jeg går tilbage hjem, hvor jeg sikkert skal være alene med Abuela. Hun er den eneste jeg har tilbage. 

Der er masser ting folk ikke ved om mig, det er nok fordi jeg ikke vil have folk skal se mig anderledes. Jeg har et ret sørgeligt liv, folk vil tro, at jeg opfører mig sådan fordi min fortid, næh, jeg er bare sådan. 

Jeg når ikke at se mig omkring, før jeg er hjemme. "Jeg er hjemme!" Råber jeg og venter på et svar, men intet. Abuela er nok alligevel ikke hjemme. 

Så kører det bare med Netflix og is alene.