Give me love // N.H.〔PAUSE〕

Kap. 7

Jeg satte mig på stolen og åbnede klaveret. Jeg lod mine fingerspidser stille over tangenterne. Jeg begyndte at spille den sang, jeg har lært at kunne spille udenad. River flows ind you. Følelsen af at spille igen, var bare fantastisk. Jeg kunne se ud af øjenkrogen, at Niall bevægede sig op foran klaveret, men det gjorde mig ikke spor. Alt der var i mit hoved lige nu, var melodien der lød så sød i mine øre. Jeg levede mig ligesom ind i det hele og der var det, at det hele kom til mig. Jeg stoppede brat op og kiggede stift ud i luften. Der var en utydelig stemme, der blev ved med at være her. Jeg kunne slet ikke bevæge mig, jeg sad i en slags trance. Alt hvad jeg havde førhen, kom nu ind i mit hoved.

 ''Mor og far, hør lige'' råbte jeg glad, da jeg sad foran klaveret. De kom begge smilende hen til mig, og jeg begyndte spille. Jeg havde lært at spille lille peter edderkop og jeg havde øvet meget på den, så min mor og far kunne se hvor god jeg var blevet. Da jeg ramte den sidste tangent, begyndte de begge at klappe meget, og min far kom og tog mig ind til hans favn. 

''Jeg er stolt af dig Safina.'' De ord jeg ville høre kom nu og jeg kunne ikke være mere glad.

Jeg mærkede lige pludselig nogle hænder rykke stille i mig og jeg rystede på hovedet. 

''Safina, er du okay?'' spurgte han og jeg kunne mærke mine øjne blive våde. Han blev stille, da jeg rejste mig op og var på vej til at gå. Men han tog fat i mit håndled og jeg forventede at blive vendt tilbage til en Niall, der skulle til at skælde mig ud for at jeg bare vendte ham ryggen, men i stedet, svingede han sine arme om mig og holdte mig så tæt som muligt. 

Jeg begyndte at græde ned i hans bluse og jeg tog mine hænder op til hans bryst og holdte stramt fast i hans bluse. Han tyssede let på mig, og begyndte at stå lidt uroligt. 

''Kom'' sagde han, og tog mig op i brudestilling. Jeg lod mit hoved blive i hans bryst, imens han tog os ud til stuen og hen til sofaen. Han satte sig med mig på hans skød, og jeg lagde mit hoved på hans skulder. 

''Vil du snakke om det?'' spurgte han, og jeg rystede let på hovedet. 

''Det er bare mine forældre'' sagde jeg og han forholdte sig tavs. Jeg tror han kunne mærke noget vådt på hans skulder - hvilket var mine tårer, der var kommet ud af det blå - fordi han begyndte at vugge mig fra side til side, og nussede min arm. Selvom stilheden var dejlig og fredfuldt, var der et spørgsmål som der pinte mig. 

''Niall?'' spurgte jeg og tog mit hoved op fra hans skulder, og kiggede på ham. Han kiggede så på mig, ''Ja?''

Hans blå øjne skinnede fra lyset, der kom ind bag ved sofaen. Jeg tog en dyb indånding og tog så endelig modet til mig. 

''Hvad har jeg, som alle de andre piger ikke har? Jeg mener, jeg er kun 16, og du kunne have fået en eller anden model på din egen alder, men du valgte mig - Hvorfor?'' spurgte jeg og hans udtryk blev ulæseligt, men jeg håber et eller andet sted på det bedste. 

''Hvorfor spørger du om det?'' spurgte han, som om han ikke vidste hvad han skulle sige. 

''Jeg har bare undret mig, du behøver ikke at svare hvis du ikke vil'' sagde jeg og han rystede på hovedet. 

''Nej nej, det er okay at du undre dig, jeg er bare ikke sikker på hvorfor du gør'' sagde han. ''Men jeg vil selvfølgelig svarer på alle de spørgsmål du nu vil stille mig'' tilføjede han og jeg gav ham et lille usikkert smil. 

''Grunden til at jeg valgte eller at mit hjerte valgte dig, var fordi at du var en helt normal person, ligesom mig. Jeg er ikke så meget for modeller, i følge andre er de så perfekte. Ingen af os er perfekte, ikke engang mig. Men der er bare noget over dig, der gør dig helt special i mine øjne. Det er meget besværligt at forklare, fordi der er så mange ting ved dig, som jeg ikke kan andet end at elske. Også selvom der måske der kommer en tid hvor vi ikke er ved hinanden mere og så der kom en kvinde hen til mig, som i alle andres verden er alt hvad man har brug for, vil der aldrig være en som dig. Du har ingen anelse om hvad du gør ved mig. Det ene øjeblik kunne jeg virkelig bare rive alt ud af dine hænder og overfalde dig med kærlighed, og det andet kan du gøre mig så irriteret, men jeg vil aldrig elske nogen så meget, som jeg elsker dig'' sagde han ud i et. Jeg kunne slet ikke forstå at alle de ord kom ud af hans mund. Jeg var tømt for ord, mens mit hjerte bankede på fuld fart. 

''Og jeg ved godt at du kun er 16, men du er alt hvad jeg har brug for'' sagde han og jeg kunne ikke gøre andet end at sidde og kigge på ham. 

Følte han virkelig alt det her for mig? Det er helt uvirkeligt. En verdenskendt mand i 20'erne, har lige erklæret sin kærlighed til mig og jeg har det som om at, jeg måske kunne føle det samme for ham. Han kiggede lidt ventende på mig og jeg kæmpede stadig for at finde ord. 

''Niall, det her kommer lidt pludseligt og jeg ved virkeligt ikke hvad jeg skal sige. Dine ord var rigtig rørende og alt det en pige ville ønske at få at vide. Men jeg ved simpelhen bare ikke med mig selv, ikke at du ikke er okay, alt er bare ekstremt forvirrende. Og jeg mener, tag et kig på dig, du er virkelig lækker og du kunne sikkert have det kærestepotentiale jeg leder efter, bare ikke lige nu'' sagde jeg og han nikkede forstående. 

''Jeg forstår dig fuldt ud og jeg vil give dig alt den tid du har brug for, og hvis du i sidste ende beslutter dig for at du ikke vil have noget med mig at gøre, er det jo bare sådan'' sagde han, ''Men du siger at jeg faktisk kan have en chance?'' tilføjede han og jeg kunne ikke lade være med at grine lidt af hans spørgsmål. 

''Man kan aldrig vide'' sagde jeg drillende og han sendte mig et smørret smil, men der gik ikke lang tid inden vi begge lå flade af grin på sofaen. Jeg blev simpelhen nød til at stoppe med at grine, fordi jeg ikke kune trække vejret. Jeg er ikke sikker på hvad vi grinte af, men det var bare sjovt. Tror jeg. 

''Niall, jeg er super træt, så jeg går i seng'' sagde jeg og han nikkede forstående med sine blå øjne i mine. 

''Godnat, jeg venter lidt med at gå i seng'' sagde han, og jeg sagde godnat til ham. Da jeg nåede hen til trappen, vendte jeg mig om og så, at han kiggede på mig. Jeg gav ham en genert smil og begyndte så at gå op af trapperne. 

Jeg nåede lige ind på mit værelse, inden jeg gennemgik hele den her aften i mit hoved. Award showet, efterfesten, Niall's og mit øjeblik og hans erklæring af hans kærlighed til mig. Vild dag og jeg er smadret. Jeg fik mit tøj af indtil jeg stod i mit undertøj. Jeg stod og tænkte lidt, men besluttede mig så til sidst. 

Jeg gik ud af døren - stadig kun i undertøj - og ned af gangen, indtil jeg nåede døren. Niall's soveværelse. 

Jeg åbnede døren, og heldigvis var der ingen derinde. Jeg gik stille ind, og listede mig hen til hans kommode hvor hans tøj højest sandsynligt skulle være i. Af hvad jeg gik efter, åbnede jeg den første skuffe og tog en af hans bluser op. Jeg kiggede lidt på den, inden jeg tog den over mit hoved. Den var hvid og alt for stor til mig. Den kunne heldigvis dække mine sår, som jeg kom i tanke om. Jeg vendte mig om og kiggede lidt rundt i rummet. Jeg gik med selvsikre skridt hen imod sengen og lagde mig i den ene side. 

Der gik ikke lang tid inden jeg var faldet i søvn. Der gik dog heller ikke lang tid efter, da Niall kom op. Spørg mig ikke hvordan, men jeg kunne høre det, selvom jeg sov. Døren lukkede og der blev stille i nok 2 minutter. Han må nok have opdaget jeg lå i sengen. Efterfølgende hørte jeg lidt skramlen, og han lagde sig stille ved siden af mig. Dog lidt tæt, men jeg nød det faktisk og følte mig tryg. 

Hvem skulle have troet det - jeg er tryg ved min egen kidnapper.