"Det her er en helt speciel muffin," fortæller Alex og sætter sig ned på et knæ, som om han skal frie til mig. Jeg himler med mine øjne og sukker. Men jeg kan ikke holde mine grin inde. Dog ser jeg også ud over parkeringspladsen. Leder efter Cole, som normalt kører Seb i skole i deres bil. Men han er her ikke. Måske kommer Seb ikke i skole med Cole, idiot. Seb bor på børnehjemmet nu. Hvordan skal jeg så få øje på ham? "Det er ikke enhver muffin. Den er specielt god til at skaffe Aprils opmærksomhed, når hun hellere vil se på den kedelige parkeringsplads end den pink muffin," fortæller Alex. Jeg slår en hånd mod mit bryst.
"Gud, det er smukt, Alex."
"Jeg ved det," han blinker med det ene øje.
"Så, April West, vil du gøre mig denne ære og tage imod min pink opmærksomheds-muffin?" Spørger han. Jeg lades som om, at jeg tænker mig om.
"Hmm."
"Nej seriøst. Tag den. Mit knæ begynder at gøre ondt," brokker Alex sig med en grimasse. Jeg griner højt og tager muffinen fra ham. Han har allerede fået sin banan. Så Alex rejser sig op igen og begynder at spise. Jeg ser på min muffin, før jeg kigger rundt omkring igen. "Vil du med ind, eller har du tænkt dig at vente her indtil klokken ringer?" Spørger Alex og smider sin bananskrald ud i den nærmeste skraldespand.
"Tænkt mig at vente," mumler jeg og ser til højre. Jeg kigger på hvert menneske, hver bil og hvert menneske, som stadig sidder inde i bilen. Men ingen til den side.
"Godt du ikke skal vente så længe," griner Alex. Jeg ser undrende på ham. Han tager fat i mine skuldre og drejer mig hen mod venstre, hvor jeg hurtigt spotter Fintrys bil. Åh shit. Yes yes yes.
"Hej hej," jeg kysser Alex på kinden, rækker ham min muffin og sætter i spurt mod Seb, som er ved at snakke med Cole i bilen. Cole siger noget til Seb, som ser på mig med et smil. Et smil fra Seb. Fuck, jeg har savnet ham. Og der er kun gået to dage. Seb fortæller Cole et eller andet, hvilket får Cole til at grine højt. Så stiger han ud fra bilen og spreder armene ud. Jeg hopper lige inde i dem. Hans arme lukker sig omkring min krop, og han svinger mig rundt en enkelt gang, før jeg lander på to ben igen med mit hoved begravet i hans skulder. Jeg knuger hans jakke på hans ryg i mine hænder og sørger for at få ham til at mærke, hvor meget jeg har savnet ham. Seb lader mig kramme ham så længe, som jeg har brug for. Først efter flere minutter trækker jeg mit hoved tilbage og ser op på Seb, som smiler roligt tilbage. Jeg ser på hans ansigt. Ingen nye skader siden dem, som Ray gav ham på skolen. "Er du okay?" Spørger jeg og giver hans krop et klem. Sebs hænder holder fast om min krop.
"Hmm, nu er jeg," Seb læner sit hoved ned mod mit og hviler sin pande mod min.
"Du kunne have svaret på mine beskeder," fortæller jeg sukkende Seb. Han kysser mig på næsen.
"Ray konfiskerede min telefon som straf," forklarer Seb. Jeg kysser hans hals, før jeg begraver mit hoved ved den.
"Fuck Ray," hvisker jeg. Seb griner og nikker. "Hvorfor kom du ikke i skole?" Spørger jeg og ser op på ham. Seb ser rundt omkring, før han ser ned på mig igen. Vi er begge klar over, at alle ser på os. Ingen har nogensinde set Seb være intim med en pige før. Eller en dreng for den sags skyld.
"Ray mente, at jeg skulle falde til på børnehjemmet og acceptere, at jeg nu skulle bo der. Så han tvang mig til at blive hjemme hele dagen."
"Sikke en lort," mumler jeg irriteret. Seb griner og lægger sin ene hånd på min hofte. Den anden hånd bruger han til at tage blidt fat om min hage og løfte mit hoved tættere på hans.
"Vi skal nok komme igennem det her, okay?" Han ser mig meget seriøst i øjnene. Jeg kan ikke gøre andet end at nikke. "Cole og Jer arbejder hårdt på at få mig ud. De har sørget for en retssag om nogle uger imod socialforvaltningen. Hvis vi bare beder til, at de vinder den, så er jeg ude, før du lægger mærke til det," prøver Seb at berolige mig. Og det lyder fantastisk og alt det. Jeg tror på, at hans brødre kan vinde. Men vi ved begge to, at man ikke bør håbe for meget. Fordi ingen nævnte, hvordan hans far kan få Seb nærmest lige, når han vil. Men vi tænker begge på det. Jeg kan se det på Sebs nu triste ansigt. Han ser mig ikke i øjnene længere. Han ser ned.
"Såh," jeg lægger mine hænder på Sebs kinder og løfter hans hoved, så han ser på mig igen. "Mine forældre fandt ud af, at jeg har snakket med Steven og Carolina," fortæller jeg for at få ham til at tænke på noget andet. Seb rynker på næsen.
"Hvordan fandt de ud af det?" Spørger han. Jeg aer hans kinder, men passer stadig lidt på, da den ene er hævet fra Rays slag.
"Carolina sladrede."
"Hvordan reagerede de?"
"Flippede ud. Mor så rent faktisk på mig. Man kunne godt forestille sig, at hun ville lave puslespil, imens hun råbte, men hun var til stede. Bare spørg mine øre. Men vi fik snakket det hele igennem, og jeg forklarede, hvordan jeg har haft det det sidste stykke tid," fortæller jeg. Seb smiler.
"Det er godt, April." Jeg nikker og trækker hans hoved ned mod mit i et forsigtigt kys. Seb griner og kysser tilbage, før han lægger sin arm om mine skuldre, og vi begiver os op mod skolen.
"Skal du direkte hen på børnehjemmet efter skole?" Spørger jeg og ser op på ham. Seb ser lige ud og ryster på hovedet.
"Hvad har du i tankerne?" Spørger han med et løftet øjenbryn. Jeg vrikker med mine.
"Jeg dipser dig efter skole," siger jeg, lige da klokken ringer. Jeg smiler til Seb og kysser ham hurtigt på læberne, før jeg sætter i løb mod min første time.
•••
Efter skole skynder jeg mig ud på parkeringspladsen. Jeg prøver at spotte Seb, men jeg ser ham ikke. Jeg ser dog Cole, som sidder i deres bil. Så jeg går hen til ham og banker på ruden ved passagersædets dør. Cole ser overrasket på mig, men så smiler han svagt og vinker mig ind. Jeg åbner døren og sætter mig ind.
"Hej," siger Cole og giver mig et besværligt kram, siden han er spændt fast. Jeg griner kort og krammer tilbage.
"Hvad laver du her?" Spørger jeg med et smil.
"Afleverer bilen til Seb. Han sagde, at han havde brug for den efter skole, men han er ikke kommet ud endnu," forklarer Cole og slukker for radioen, som var i gang med et eller andet rock nummer.
"Ah, okay. Jeg venter på ham..." Jeg trommer med mine fingre på mine lår og ser på skolens store døre.
"Så, vi har endnu et møde med vores advokat senere. Jeremy bad mig hilse Seb, men hvis du venter på ham, kan du så ikke gøre det?" Spørger Cole og spænder sig op.
"Uhm, hvor skal du hen?" Spørger jeg forvirret. Cole ser på mig med et undskyldende blik.
"Jeg er ikke helt i humør til at være social," han smiler svagt og undskyldende.
"Men skal du ikke sige hej til Seb?" Spørger jeg. Cole kaster bilnøglerne til mig.
"Nope. Ikke hvis jeg kan slippe."
"What the fuck Cole?" Udbryder jeg forvirret.
"Jeg har det dårligt, og det kommer bare til at gå ud over ham. Det er bedre, hvis jeg går, før noget kan gå galt," Cole vinker og smækker bildøren i, før han vender om og begynder at forlade skolens grund. Hvad helvede? Der går kun kort tid, så åbner en ny person bildøren. Seb sætter sig ind på førersædet og ser på mit forvirrede ansigt.
"Hvorfor skred Cole?" Spørger Seb. Jeg trækker på skuldrene.
"Han sagde, at han var i dårligt humør, og at han burde gå, før han lod det gå ud over dig," svarer jeg. Seb nikker, som om det nonsens giver mening, og rækker hånden ud for at få bilnøglerne i den. Jeg kysser ham hurtigt på læberne, før jeg giver ham bilnøglerne. Han smiler bredt, da han sætter nøglerne ind i bilen og starter motoren. "Hvor skal vi hen?" Spørger jeg. Seb smiler skævt.
"På det opmuntrende og glade sted kaldet kirkegården," svarer han. Jeg ser på ham med en grimasse.
"Hvorfor dog?"
"For at besøge min mor," Seb kører ud fra skolens parkeringsplads med et meget småt smil.
"Åh okay," jeg nikker forstående. "Jeg skulle hilse fra Cole, som skulle hilse fra Jeremy," siger jeg, da jeg husker, hvad Cole bag mig om. Seb nikker langsomt. Hans smil er væk. "Hey..." Jeg lægger min hånd på hans skulder. Seb skæver kort til mig, før han ser ud på vejen igen. "Han skal nok vinde retssagen, okay?" Opmuntrer jeg. Seb spænder i kæben. Jeg læner mig forsigtigt forover, så jeg kan kysse hans håndryg.
"Jeg hader det her," indrømmer Seb og strammer sit greb om rattet.
"Jeg ved det."
"Og jeg vil have, at det er ovre, og jeg vil bo hjemme hos Jeremy, så han kan råbe ad mig igen. Jeg vil have alt til at være, som det var for to måneder siden," udbryder han frustreret. Jeg retter mig op og ser ud ad vinduet. For to måneder siden kendte vi ikke hinanden. Og han vil gå tilbage til den tid. Men jeg kan ikke dømme ham. De sidste to måneder er hele hans liv faldet sammen omkring ham, og det ville være selvisk af mig at brokke mig. Han bor på et børnehjem med fucking Ray, dammit. Jeg har ingen ret til at have sviende øjne og føle mig såret. Jeg knytter næverne og hviler mit hoved op af ruden. "April?" Seb parkerer ved kirkegården. Jeg ser kort ned, før jeg ser på ham med det bedste smil, som jeg kan præstere. Seb spænder sig op. "Du ved godt, at jeg ikke mente det på den måde," sukker han. Jeg nikker.
"Jeg ved det."
"Jeg ved, at du ved det, men det gør ikke, at du føler dig mindre såret over, hvad jeg sagde," svarer han. Jeg ryster på hovedet. "Hvis der er en ting, som jeg ikke vil ændre ved de sidste to måneder, så er det at blive låst inde i den ishockeyhal med dig," fortæller han. Jeg ser ham i øjnene. Han mener, hvad han siger. Jeg kan se ærligheden i hans øjne og seriøsiteten på hans ansigt. "Jeg ville ikke være kommet igennem alt det her, hvis du ikke havde været der for at støtte mig," fortsætter han. Jeg nikker langsomt. Seb tager mine hænder i sine. "Forstår du?"
"Ja..."
"Så glem det pis jeg sagde. Der er ting, som jeg vil ændre ved de sidste to måneder, men ikke dig," han kysser mine knoer. Jeg trækker vores hænder op til mit hoved og begraver mit ansigt i dem.
"Okay..." Jeg nikker. Seb nikker også. Jeg ser på kirkegården foran os. "Skal vi?" Spørger jeg. Seb smiler svagt og stiger ud fra bilen. Jeg gør det samme og lunter hen til Seb, så jeg kan tage hans hånd. Vi går sammen ind på den stille kirkegård. "Hvorfor lige i dag?" Jeg ser op på Seb, som trækker på skuldrene og trækker mig tættere på.
"Når alting går af helvedes til, kan jeg godt lide at komme herhen og snakke med... Gravstenen?" Han griner kort, men det er et smertefuldt grin og ikke et glad et. Jeg klemmer hans hånd hårdere og kysser hans kolde kind.
"Tak for at lade mig møde hende," jeg smiler så opmuntrende, som jeg kan. Seb lægger sin arm om mine skuldre, hvilket får ham til at give slip på min hånd. Men det her er også godt, fordi på den måde kan han trække mig rigtig tæt på hans krop og begrave sin næse i mit hår.
"Det er en flot sten," tilføjer han. Jeg griner og ser fremad. "Tak for at tage med," hvisker Seb.
"Selvfølgelig."
"Selvom det skal sne senere," mumler han. Jeg ser op på ham med store øjne.
"Hvad?" Udbryder jeg. Seb vrikker bare med øjenbrynene og drejer til højre. "Fortæl mig hvordan det går på børnehjemmet," beder jeg. Seb suger meget luft ind og griner så. "Det er ikke sjovt," mumler jeg med varme kinder.
"Det er nuttet," Seb stopper op og stiller sig foran mig. Han kysser min pande. "Vi ved begge, at det går af fucking lort til," sukker han. Jeg tager hans hænder og fletter vores fingre sammen.
"Ingen optimisme," fnyser jeg med et grin. Seb ser op i himlen. "Du skal nok komme ud," fortæller jeg ham med så stor en overbevisning i stemmen, som jeg kan fremtvinge. Seb ryster på hovedet og fortsætter med at se op. "Sebastian..."¨
"Jeg ved det, jeg ved det. Alle tror, at Jeremy er en Gud, og at han nok skal vinde--"
"Seb--"
"Men ingen var der sidste gang. Det tog ham et år. Et helt fucking år, og dengang var hans eneste modstander socialforvaltningen, men den her gang er min far med i konkurrencen, og han vinder altid."
"Han tabte, da han mistede forældremyndigheden," minder jeg Seb om. Han ser ned i jorden.
"Jeg ender hos min far," hvisker Seb.
"Det passer ikke."
"Jeg ved det."
"Så du har bare givet op?" Spørger jeg overrasket.
"Der er intet at give op, når man allerede har tabt fra starten."
"Så du troede aldrig--"
"Jeg vidste, da jeg hørte at Jeremys forældremyndighed var i problemer, at jeg ville ende på børnehjemmet, men da jeg hørte, at min far var tilbage og ville have forældremyndigheden, tvivlede jeg ikke et sekund på, at jeg om få uger ville bo med den mand, som jeg hader mest i verden igen," forklarer Seb. Jeg giver slip på hans hænder og ser forbi ham. Ud i ingenting.
"Måske vil du give op," siger jeg skuffet, "men så tror og håber jeg bare for dig," jeg vender om og ser på gravstenene rundt omkring. Leder efter en med efternavnet Fintry på. Seb går forbi mig og stopper lidt længere henne. Han sætter sig på hug foran en gravsten, og jeg stiller mig ved siden af den.
"Man bliver ensom, når man bor alene på børnehjem," fortæller Seb og kører fingrene hen over gravstenen. "En ting er at bo der med sine brødre, men en anden er at være alene med 20 andre børn og Ray," Seb spænder i kæben og følger bogstaverne på sin mors gravsten. Jeg lader min taske glide af min skulder og leder efter mit penalhus i den. "Hun døde, da jeg var 10," fortæller Seb, "hendes død er grunden til alt lort, som der er sket i mit liv," mumler han.
"Ingen skriver til døden og beder om at få kræft," svarer jeg og lyner mit nu fundne penalhus op. Seb fnyser.
"Hvis jeg ikke må være sur på hende, hvem skal jeg så være sur på?" Spørger han svagt.
"Måske behøver du slet ikke være sur på nogen," tilføjer jeg. "Måske er det på tide, at du lader dig selv være glad."
"De folk, som fortjener glæde, får den når det er meningen."
"Man skaber sin egen glæde," jeg tager fat om hans håndled og trækker hans ærme op. Seb ser undrende på mig, men han stopper mig ikke. Jeg får låget af tuschen med mine tænder og sætter mig ordentligt på hug. "Hvis alt ens glæde afhang af skæbnen eller folkene omkring en, så kunne man være miserabel for evigt. Hvis du ikke træder frem og kræver glæden fra noget, så kommer du til at vente i lang tid," forklarer jeg. Jeg sætter tuschen mod hans arm og skriver med store blokbogstaver. DU ER IKKE ALENE. Seb ser på ordene, og så ser han på mig. Med våde øjne. Jeg ser ind i hans øjne, da en snefnug lander på hans næse. Vi griner begge roligt, før vi bryder ud i grin. Jeg mister balancen og ryger ind i Seb, som lander på jorden med mig ovenpå sig. Han smiler bredt.
"Vil du hjælpe mig med at finde glæden?" Spørger han. Jeg nikker hurtigt.
"Altid," hvisker jeg og kysser ham. Sneen begynder at falde, men jeg kunne ikke være mere ligeglad, fordi at ligge her med Seb er så meget bedre end at få varmen inde i en bil.
Jeg hader skole så meget, I begriber det ikke. Især matematik og tysk, som jeg lige har haft. Eller jeg har tysk lige nu, men jeg er på vej til min ugentlige bøjletandlæge, fordi min bøjle går i stykker mindst en gang om ugen.
Okay jeg er færdig med at bitche nu.
Jeg har brug for hjælp med covers igen ahaha. Hvilket?
1.
2.
3.
Udgivet: 26/02-2019