Jeg hader at starte i skole efter en ferie. Det er det absolut værste. Du har lige haft frihed i flere uger, og så skal du tilbage. Misforstå mig ikke. Jeg elsker skole. Men jeg hader, når man har vænnet sig til ikke at stå tidligt op hver dag, og pludselig skal du vænne dig til det igen. Jeg er ved at samle alle mine skoleting sammen i min skoletaske, så jeg er klar til i morgen, hvor jeg skal i skole igen. Jeg sukker overdrevet højt og samler mine matematikbøger sammen.
"Jeg tror, at jeg så alle fuglene lette sig fra træerne, da du sukkede," kommenterer Seb, som sidder midt på min seng med udstrakte ben og den ene ankel lagt hen over den anden. Han sidder og læser i en af mine bøger om sorg. Jeg ved ikke hvorfor. Bogen hjælper ikke en skid. Den fjerner ikke sorg. Jeg mener, selvfølgelig gør den ikke det, men jeg var naiv, da jeg købte den, og jeg håbede, at der var nogle gode råd, som kunne hjælpe mig med at komme videre. Det havde den ikke.
"Jeg savner allerede ferie," piber jeg. Seb bladrer i bogen. Jeg fatter ikke, hvor hurtigt den her juleferie er gået. Fra juleaften til i dag. Det hele har føltes som et minut. Måske fordi jeg har brugt næsten hvert minut med Seb. Efter den 24. december, har vi nærmest været sammen hver dag. Enten hos ham, mig eller et eller andet sted i byen. Vi har blandt andet været meget på en diner med Oreo milkshakes. Jeg ser på mit håndled, hvor Sebs julegave sidder. Det er et guldfarvet armbånd med en form for knude et sted. Ellers er det fuldstændig basic. Jeg har sedlen, som lå inde i æsken på min opslagstavle, og jeg kan ikke lade vær med at kigge på den, imens jeg propper matematikbøgerne ned i min taske.
Tak for at være min ene sande ven
Jeg smiler og sorterer mine notesbøger fra skolens bøger. Jeg sætter mit hår op i en hestehale og ser hen på Seb, hvis øjenbryn er trukket sammen, imens han læser i bogen.
"Bullshit," siger han kort.
"Jeps. Dum bog," svarer jeg. Seb klapper bogen sammen og lægger den fra sig.
"Er du snart færdig?" Spørger han utålmodigt. Jeg smiler og lægger mine notesbøger ned i tasken.
"Du er alt for utålmodig," svarer jeg. Seb laver smalle øjne og ryster på hovedet.
"Du har snart brugt en halv time på at lægge bøger ned i din taske," tager han sig selv i forsvar. Jeg lægger de sidste bøger ned.
"Fordi det hele skal sorteres og lægges ordentligt ned," svarer jeg. Seb klapper på sengen. Jeg smiler og hopper ned på den.
"Det er lige meget."
"Nej det er ej," mumler jeg. Seb spreder armene ud, og jeg sætter mig overskrævs på ham og hviler min kind mod hans bryst, imens jeg krammer ham. Seb krammer hurtigt tilbage. "Bliver det her det samme, selv når vi starter i skole?" Spørger jeg lavt.
"Hvad snakker du om?" Han lyder allerede kampklar.
"Os," mumler jeg med varme kinder. Seb sukker kort. Jeg mærker mit hjerte synke i mit bryst. Selvfølgelig. Hvad havde jeg troet? At vi efter to uger sammen, ville fortsætte med at være sammen, når vi begyndte i skole igen? I hvilken verden går Sebastian Fintry med til det? I hvilken fucking verden, er jeg så heldig? Jeg trækker mig væk fra ham og ruller ned, så jeg lander på ryggen ved siden af ham.
"Jeg kan..." Seb stopper med at snakke. Jeg himler med øjnene.
"Du skal til træning om en time. Bare tag afsted," fortæller jeg ham irriteret.
"April—"
"Nej. Vi kan snakke senere. Du mangler stadig at pakke dine ishockeyting, og jeg kan bruge tiden på at rydde op eller noget," jeg krydser mine arme hen over mit bryst og ser op i loftet med sviende øjne. Jeg har ikke lyst til at græde foran ham. Det er allerede sket for mange gange.
"Vi kan snakke nu," tilbyder Seb. Jeg ryster på hovedet.
"Jeg har brug for at tænke," fortæller jeg ham. Seb hviler sin pande mod min skulder.
"Undskyld," hvisker han. "Jeg bliver ved med at fucke op og skubbe dig væk."
"Jeps," svarer jeg simpelt og vender mig om, så min ryg vender mod ham.
"April..." Han lægger sin hånd på min arm, men jeg ryster den af mig.
"Vi ses i skolen i morgen," siger jeg monotont.
"Jeg går ikke fra dig, når—"
"Jo du gør. Alt andet vil være at sætte hvad end vi har mere på kanten," snapper jeg. Seb er stille lidt. Så mærker jeg hans læber mod min arm. Jeg drejer hovedet en smule og ser på ham, som er ved at efterlade kys hele vejen ned ad min arm, indtil han når til min hånd, som han tager. Han trækker mig om på ryggen igen og lægger sine læber på mine. Vores fingre er sammenflettede, og han hviler dem mod min kind, imens han gør kysset dybere. Jeg prøver at skille hans læber ad med min tunge, men han trækker sig tilbage og ser mig i øjnene.
"Okay," og så rejser han sig op og forlader rummet. Jeg klemmer øjnene sammen og mærker en enkel tåre glide ned ad min kind, som jeg hurtigt tørrer væk igen.
•••
"2019 har bare at være bedre end 2018," mumler jeg brokkende til Alex, da vi går ind på skolen. Han spiser den banan, som jeg havde med til ham, imens jeg brækker stykker af hans muffin og spiser dem langsomt.
"2018 var et fucking lorte år," svarer Alex.
"2018 skal aldrig tænkes på igen, og det skal bare væk fra min hjerne."
"2018 er dødt. Begravet. Væk. Opløst i giftig eddike eller noget," siger Alex og smider bananskralden ud.
"Jamen er I ikke bare fyldt med glæde her til morgen," kommenterer Shea, som pludselig går ved siden af mig.
"2019 er allerede lort," fortæller jeg. Alex nikker.
"2019 skal bare gå væk," svarer han. "Jeg har stadig tømmermænd, og der er gået en uge," han sukker dybt og ser på os. "Vil I være med til at rejse ind i fremtiden. Bare til vi er 18 og kan flytte hjemmefra?" Tilbyder han. Jeg griner og nikker.
"Helt med."
"Jeg er tilfældigvis en af de personer, som godt kan lide at bo hjemme, så nope," svarer Shea. Alex og jeg deler et blik med himlende øjne. "Og jeg nyder at være 17. Jeg er ung og smuk."
"Sandt," svarer Alex, "men jeg vil gerne bo laaangt væk meget snart."
"Samme her," jeg løfter en hånd op i luften og vifter den rundt. Shea tager min hånd og skubber den ned igen.
"Negativitet er en dårlig start på året. Lad os se lidt lyst på alting," tilbyder hun. Både Alex og jeg ser på hende i lidt tid, før vi på samme tid svarer: "Nope." Vi stopper ved mit skab, og jeg åbner det for at trække en bog op af gangen fra min organiserede taske og stille dem det rigtige sted.
"Hej April," siger en eller anden pige. Jeg lukker mit skab lidt i, så jeg kan se, hvem hun er. Sylvia Holden står med to af sine veninder og smiler bredt til mig. Jeg smiler tilbage. Alex står lænet op ad skabene bag mig og ser på pigerne med elevatorblikke. Cheerleadere. De har deres uniform på, og den er ikke i størrelse XXXXL, kan jeg fortælle.
"Hej," svarer jeg. Shea stiller sig ved siden af mig med løftede øjenbryn. Hun ligner en, som er klar på at beskytte mig med sine lange klør og laserøjne. Jeg giver hende et "slap af" blik. Men hun sender stadig vores klassekammerater dræberblikke. Jeg vender min opmærksomhed mod Sylvia igen og skubber min taske længere op på min skulder.
"Vi vil bare høre, om rygterne er sande," siger Sylvia. Jeg rynker på panden.
"Hvilke rygter?" Spørger jeg. Jeg mærker Alex skubbe sig væk fra skabene bag mig og stille sig ved siden af mig i stedet for bag mig. Han lægger en arm om mine skuldre. Alle tre pigers øjne følger bevægelsen, før de ser på Alex. Vurderende. Så ser de igen på mig.
"Dem om dig og Sebastian," siger en af de andre piger, Emma Chaperman. Jeg griner kort.
"Dem har jeg ikke hørt," fortæller jeg dem. En af de andre piger, Angela De la Cruz himler med øjnene.
"Der går rygter om, at Sebastian og dig er sammen. Vi vil bare gerne have det bekræftet fra den person, som nok ved det bedst," forklarer Angela. Jeg fnyser kort. Som om jeg ved det bedst. Jeg ved ikke en fucking skid. Jeg er lige så uvidende, som de er. De forstår ikke, at man ikke kan kommunikere med Seb om sådan nogle ting. Vi er ikke sammen. Hvis vi var sammen, ville jeg stå med hans arm beskyttende om mine skuldre og ikke Alex'.
"Som du ved," bryder Sylvia ind, før jeg kan sige noget, "så har Sienna været efter ham i flere måneder. Det ved alle. Hun har førsteret." Sienna er kaptajnen for cheerleaderne, en af de mest populære piger på skolen og utroligt smuk. Jeg har aldrig rigtig snakket meget med hende, men jeg har intet problem med hende. Undtagen når hun sender sine små veninder efter mig.
"Førsteret ril Sebastian Fintry?" Spørger jeg, imens jeg lægger armene hen over mit bryst. "Tror I, at han er et eller andet legetøj, som vi bliver nødt til at skændes om? Fyren vælger den pige, som han vil have, og ud fra hans baggrund, så tror jeg ikke, at han gider have nogen overhovedet. Jeg tror, at han elsker at være alene. Et forhold er for hårdt arbejde." Pigerne ser på mig med nysgerrige blikke. Selv jeg hørte vreden i min stemme. Ups.
"Så I er ikke sammen?" Spørger Emma. Jeg ryster på hovedet.
"Nope. Har I overhovedet set ham snakke med nogen nogensinde?" Spørger jeg. Pigerne smiler tilfredst og nikker.
"Han har snakket med Sienna," siger Angela.
"Hvornår?" Griner jeg. Jeg skjuler ikke, hvordan jeg langt fra tror på det. Det er bullshit. Seb kan ikke klare Sienna typer. Lever af popularitet.
"Mange gange."
"Er I sikre på, at han svarede, og at det ikke kun var Sienna, som snakkede?" Spørger jeg underholdt. De nikker alle tre.
"Alle fyre vil have Sienna. Også dem, som normalt holder sig for sig selv. Hun skal nok få ham," smiler Sylvia. Jeg hører Shea lave bræklyde ved siden af mig.
"Jeg synes, at det er nuttet, hvordan I virkelig tror på jeres veninde," bryder Alex ind. "Dyb tro på, at hun kan score en fyr. Jeg vil faktisk gå så langt og mene, at det er den bedste måde, som ens veninder kan tro på en. Hvad siger I, veninder? Tror I, at jeg kan score Fintry?" Spørger Alex underholdt. Jeg ser op på ham med et skævt smil.
"Jeg tror, at alle fyre vil have dig, og du nok skal få ham. Især hvis du snakker med ham mange gange," svarer jeg. Alex slår gispende en hånd mod brystet.
"Nej April," han laver store øjne. "Din tro i mig er overvældende. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg er dybt rørt. Du er den bedste veninde ever. Nu skal jeg nok score ham," udbryder Alex med et hvin til sidst. Jeg bryder ud i latter sammen med Shea og Alex. På samme tid holder jeg øje med de tre cheerleaders, som ser vrede ud. Vrede over, at nogen vover at gøre grin med dem. Men de kan ikke sige noget imod Alex. Han ligger tusinde gange længere oppe i skolehierarkiet, end de gør. Han ville kunne kvase dem på et sekund. Folk vil altid være på den hotte og talentfulde ishockeyspillers side.
"Fuck jer," snerrer Sylvia. Jeg løfter et øjenbryn, da jeg er færdig med at dø af grin.
"Har jeg allerede gjort. Lad os ikke snakke om det," fnyser Alex og går forbi dem med et kort blik på Angela, som pludselig får meget røde kinder. Uhm, hvornår? Hvorfor vidste jeg ikke det? Shea følger efter Alex med et skævt smil. Jeg går tilbage til at sætte mine bøger ind i mit skab, da jeg hører dem fnise. Det får mig til at se på dem igen.
"Gad vide hvor meget han hørte, ikke April?" Sylvia smiler ondt, svinger med håret og går udenom mig med sine veninder i hælende. Jeg vender mig om og ser Seb stå lænet op ad nogle skabe ikke særlig langt væk. Hans øjenbryn er trukket sammen, og han ser ikke glad ud. Jeg prøver at smile, fordi jeg har savnet ham. Det sluttede ikke ligefrem godt i går. Men han begynder bare at gå forbi mig. Jeg griber ud efter hans håndled.
"Seb—"
"Jeg skal til time," mumler han og skubber min hånd af sig. Næh nej.
"Yeah, hvad med nej," jeg tager fat om hans håndled igen og bruger alt min styrke på at skubbe ham ind i de nærmeste skabe. Normalt ville jeg slet ikke kunne skubbe ham, men på grund af overraskelsesmomentet, lykkedes det mig. Seb havde ikke set det komme. "Du har ikke lov til at være sur på mig," fortæller jeg ham. Seb ser rundt på gangen, hvor jeg ved, at folk kigger. Nej, stirrer. En pige rører ved Sebastian, oh my god #NeverSeenBefore
"Jeg er ikke sur," hvisker han med en rystende stemme. "Jeg er vred, men det er ikke på dig."
"På Sylvia? Sienna?" Spørger jeg undrende. Seb skubber mig tilbage og ser ned i jorden. Jeg ved, hvor Jeremy hader det så meget. Det er pisse frustrerende at have en seriøs samtale med ham og ikke kunne se ham i øjnene eller i det mindste se hans ansigt.
"På mig selv," mumler han og begynder at gå. Jeg følger efter ham.
"Vent, Seb. Hvad sker der? Alting var fint i ferien. I går. Og nu er du helt underlig," fortæller jeg bekymret, imens jeg prøver at sætte farten op for at kunne følge bedre efter ham. Seb går ind i et klasselokale, men her er ingen endnu. Klokken har ikke ringet, og folk gider ikke komme, før de har brug for at være her. "Seb," beder jeg. Jeg lukker døren og låser den, selvom jeg ved, at det kan få os i problemer.
"Jeg kan ikke være sammen med dig," han siger det hurtigt. Som om han mentalt river et plaster af. Jeg ser på ham med store chokerede øjne.
"Hvad?" Hvisker jeg overrasket. Seb ser ned og ryster på hovedet. "Hvad mener du? Vi var okay i går. I to uger har vi været okay. Hvad gik der galt?" Spørger jeg panisk. Seb ser op igen, og jeg ser ind i fremmede øjne. Tomme, men vrede øjne. Kampklare og defensive. Men ikke for sine argumenter. For sit hjerte.
"Jeg kan ikke give dig det svar, som du vil have, April. Jeg kan ikke gøre det her, okay?" Han tager fat om mine skuldre og ryster blidt i dem. Som om han prøver at ryste fornuften ind i mig. Det virker ikke, fordi der er intet fornuftigt ved den her situation.
"Hvorfor ikke?" Spørger jeg. Seb udbryder en frustreret lyd og ryster på hovedet igen.
"Fordi jeg kommer til at ødelægge dig, April," snapper han. Mine øjenbryn trækkes forvirret sammen.
"Nej du gør ej."
"Jeg er ikke god for dig. Mit hoved er så fucked up, at jeg ikke kan lukke nye personer ind, fordi jeg har fucking trust issues. Du vil aldrig kunne få, hvad du vil have fra mig," udbryder han og træder flere skridt tilbage. "Du fortjener bedre end en fyr, som vil blive ved med at kæmpe imod sin kærlighed mod dig igen og igen. Mit hoved kan ikke psykisk kapere vores forhold," forklarer han irriteret. Jeg ryster på hovedet.
"Det her er dumt, Seb. Du har svært ved at stole på mennesker, ja, men du snakker i flertal. Jeg er ét menneske, og du stoler allerede på mig. Det ved vi begge. Så det her handler ikke om, at du ikke kan stole på mig. Det handler om, at du allerede gør det. Du flipper ud, fordi du har lukket op til et menneske, som ikke er dine brødre, og du er bange for, at jeg vil forlade dig, ligesom dine forældre. Men det er ikke min plan, okay?" Jeg snakker højt. Måske kan folk ude på gangen høre mig, men jeg er fuldstændig ligeglad. Jeg har for travlt med at se på Seb, som trækker vejret meget hurtigt. For hurtigt. "Jeg ved, hvad jeg er gået med til. Jeg kender dig. Mere end mange andre. Tror du, at jeg har startet et forhold med en person, hvor jeg ikke vil være glad? Du giver det ikke engang en chance. Du skubber forholdet væk fra dig, før der overhovedet er startet et ordentligt et, fordi du er bange, men dammit Sebastian! Vi er alle bange for at binde os til en person. Vi er alle bange for, at dele alt vi er med en anden. Og jeg ved godt, at din frygt stikker dybere, men du behøver ikke allerede give op. Jeg vil gerne give det en chance," jeg tager dybe indåndinger og prøver at slappe af. Seb har knyttet næverne og ser hen over hovedet på mig. Tænker. Trækker vejret alt for hurtigt. Panikker han? Er han ved at få et angstanfald? Seb bakker op mod væggen og glider ned af den. Han trækker sine knæ op til sit bryst og begraver hovedet i knæene. Jeg lukker øjnene og tager gentagende dybe indåndinger. Prøver at slappe af, så jeg kan hjælpe ham. Jeg sætter mig forsigtigt ved siden af ham og ser på hans rystende hænder. Jeg giver ham plads, selvom jeg virkelig bare gerne vil tage hans hånd og trøste ham. "Vi behøver ikke starte noget stort. Vi kan tage det langsomt. Skridt for skridt. Eller vi kan droppe det hele," tilbyder jeg, selvom det får mit hjerte til at vende sig ubehageligt i mit bryst. Seb løfter hovedet fra sine knæ og tager mange indåndinger, som om han ikke kan trække vejret. Hans læber bevæger sig. Som om han tæller. Jeg nærmer forsigtigt hans hånd med min egen, og jeg ved, at han ved det, men han stopper mig ikke. Så jeg tager hans hånd og fletter vores fingre sammen. "Jeg ved godt, at du gerne vil være alene og sørge for, at du aldrig vil føle smerten ved at blive forladt igen," hvisker jeg og hviler mit hoved op ad væggen bag mig. "Men nogle gange undgår man smerten. Nogle gange bliver man nødt til at tage en dyb indånding og lade livet ske, i stedet for at skubbe det væk. Tage chancer," fortæller jeg ham. Seb fortsætter med at tælle, men jeg har lagt mærke til, hvordan hans hænder ikke ryster længere. Jeg samler alt mit mod og ser fokuseret på mine sko. "Er du med, eller bakker du ud?" Spørger jeg langsomt. Seb løfter hånden, som jeg holder, op mod sin pande og hviler panden mod min håndryg. Han lukker øjnene med en sidste dyb indånding.
Og så nikker han.
Final Punch fik 160k i dag. Det er sådan helt surrealistisk og voldsomt og tusind tak.
Alle som græder over, at skole starter i morgen rækker hånden op.
Spørgsmål: jeg ved ikke helt, hvad jeg skal spørge om... Så I må gerne stille mig spørgsmål (;
Udgivet: 17/02-2019