Et lys i mørket - Martinus Gunnarsen

XIII

"Skal vi ikke snart køre?" Spurgte hun og kiggede sig selv i spejlet igen.
"Joo, kom, lad os gå ud og finde ud af det." Jeg tog hendes hånd, og trak hende med ud af værelset.

Victorias synsvinkel:
Vi sad i en meget mørk bil, med overdrevet tonede ruder, på vej hen til Oslo Spektrum. Marcus og Martinus' sikkerheds vagter var kommet i den, for at hente os. Til at starte med forstod jeg overhovedet ikke hvorfor vi ikke bare kørte i deres normale store bil, men så kom jeg i tanke om at drengene ville blive set hvis de bare kørte i en normal bil.

Jeg var spændt men også nervøs. Jeg vidste at der ville stå hundredevis af fans når vi kom ud af bilen, og de alle ville stirre på mig. Martinus prøvede heldigvis at berolige mig.
"Victoria, slap af, det skal nok gå alt sammen." Sagde han med en beroligende stemme, og aede blidt min kind.
"Men, tror du ikke at de alle sammen vil stirre på mig, og sende mig dræberblikke? "
"De vil stirre, ja, men der er ingen der sender dig dræberblikke. Sådan er de ikke. Håber jeg da." Han smilte og trak mig ind i et kram, selvom vi sad i en bil.

Da vi ankom, stod der faktisk overraskende lidt fans, kun omkring 20-30 stykker. Martinus tog min hånd imens han hjalp mig ud af bilen. Han prøvede at få min opmærksomhed, men jeg lyttede ikke, jeg kiggede bare over på de skrigende fans. De fleste stod og græd, og filmede det hele, men nogle af dem stod og pegede på mig, og sendte mig forvirrede blikke.
"Vi tager lige billeder med fansne, du kan bare gå med mor og far ind." Smilte Martinus, og gav min hånd et klem.
"Nej, jeg vil også snakke med fansne!" Udbrød jeg. Der bredte sig et stort smil på Martinus' læber, og han begyndte at trække mig med over til fansne.

Den første pige tog et billede med Martinus, og trak ham ind i et kram, og ville ikke give slip på ham igen, så han måtte rive sig selv løs. Jeg stod bare og grinte af ham.
"Hvem er du? " Spurgte pigen, og sendte mig et surt elevator blik.
"Jeg hedder Victoria." Svarede jeg og prøvede at være venlig mod pigen, men hun afviste bare min venlighed, og forsatte i en sur tone: "Er dig og Martinus kærester? "
Jeg tøvede og kiggede over på Martinus. Han nikkede til mig som tegn til jeg skulle sige ja.
"Ja, det er vi." Smilte jeg, men hendes blik blev bare endnu mere surt, og ignorere mig.
"Må jeg få et billede med dig? " Spurgte pigen ved siden af hende den sure.
Jeg smilte og svarede: "Ja selvfølgelig."
Hun smilte, og tog en selfie med mig. Jeg smilte så pænt som jeg nu kunne.
"Så, hvornår er du blevet kærester med Martinus? Det har vi fans da ikke hørt noget om? "
"Det er også meget nyt, men jeg regner med at det snart bliver offentliggjort." Svarede jeg og smilte venligt til hende.
"Hvad hedder du? " Spurgte jeg for at være endnu mere venlig.
"Mikala." Svarede hun og kiggede væk. Hun var virkelig smuk. Hun havde langt mørkebrunt hår, flotte grønblå øjne, og var meget høj. Hun havde også virkelig flotte øjenbryn, jeg beundrede hende virkelig.
"Hyggeligt at møde dig, Mikala, jeg håber vi kan ses igen en gang."
"Jeg har det der meet & greet med drengene efter koncerten, er du der også der? Så kan vi jo snakke der? " Spurgte hun og kiggede over på Marcus som var i gang med at tage et billede med en fan. Hun beundrede han rigtigt. Han var helt sikkert hendes favorit.
"Ja, jeg er der! " Udbrød jeg. Hun smilte stort.
"Yaay, så ses vi Victoria."
Jeg smilte, gik videre, og først der opdagede jeg drengene stod og ventede på mig i døråbningen.

"Hvem snakkede du med? " Spurgte Martinus da jeg kom hen til dem. I mens han spurgte, havde han taget fat i min hånd. Så smooth han var.
"En pige som hed Mikala. Hun var virkelig sød." Jeg kiggede tilbage over min skulder, og så Mikala stå og snakke med nogle andre piger.
"Dejligt." Sagde Martinus og gav min hånd et lille klem.

***

Inden koncerten var der mange ting der skulle ordnes. Drengene skulle varme op, prøve tøj, gennemgå showet en ekstra gang, og en masse andet. I mens sad jeg og kiggede rundt backstage. Jeg var også ude i forhallen hvor alle fansne sad og ventede, da kun få af dem vidste hvem jeg var, og resten troede nok bare at jeg også var fan.
Forhallen var stor, der var 3 boder med mad og drikke hvor køen var overdrevet lang, og der var "Golden Cirkle" rækker som det så fint hed. Egentlig bare der man stillede sig hvis man havde Golden Cirkle venstre eller højre. I rækkerne sad hundredevis af grædende piger med M&M på kinderne, og store hoodies med drengene på. De ville gøre alt for bare at få et glimt af dem. Jeg kunne ikke lade vær med at smile. Tænk at jeg virkelig var så heldig. De piger ville jo mere end alt i verden være mig..

Derefter gik jeg tilbage til backstage. Der var nu kun 15 minutter til Marcus og Martinus skulle på scenen. Jeg satte mig i sofaen, og kiggede i et blad.
"Hvad laver du? " Spurgte Martinus som kom gående ind i rummet. Han havde et helt hvidt outfit på, og håret sat helt perfekt.
Jeg lagde bladet fra mig, og svarede: "Ikke noget specielt."
Han satte sig i sofaen ved siden af mig, og begyndte at nusse mit hår. Jeg lagde mig tæt op af ham, og placerede mit hoved på hans skulder.
"Glæder du dig? " Spurgte jeg efter en kort stilhed.
"Jaa, det er jo lang tid siden jeg har optrådt." Han stoppede med at nusse mit hår, og lagde armen om mig i stedet.
"Glæder du dig ikke også til at høre os optræde? "
"Jo da." Jeg nikkede med hovedet imens jeg sagde det.
Han smilte og pressede mig tættere ind til ham. Sådan sad vi indtil Kjell-Erik afbrød os.
"Martinus, i skal på nu! " Udbrød han. Han så virkelig stresset ud.
Martinus fjernede sin arm, og kyssede mig blidt på panden.
"Vi ses senere." Hviskede han, og før jeg vidste af det, var både Martinus og Kjell-Erik væk.
Jeg sad og stirrede ud i luften i et par minutter, før jeg besluttede mig for at finde Gerd-Anne, Kjell-Erik og Emma, som formodentlig stod og kiggede på drengene optræde.

Det tog mig ikke mere end 2 minutter at finde dem, og de stod som forventet og så på drengene. Jeg stillede mig hen til dem, og kiggede også på drengene. Eller det vil sige jeg stirrede på Martinus. Jeg kunne overhovedet ikke få øjnene fra ham. Selvom han havde blikket rettet mod publikum, den modsatte vej af mig, kunne jeg stadig mærke hans dejlige smil, og det gjorde mig helt varm inden i.

Koncerten gik faktisk utrolig stærkt selvom vi bare kiggede på. Drengene havde haft 2 eller 3 pauser, men de var så korte at jeg ikke engang fik lov til at sige noget til dem. De skulle jo også bare skifte tøj i pauserne.

Efter koncerten skulle vi hen til det der "meet and greet" ting. Jeg glædede mig rigtig meget til at snakke med Mikala igen.

____________________________

IH TUSINDE TAK FOR 1K READS!! Håber i kan lide dette kapitel, husk at kommentere og stemme!