Et lys i mørket - Martinus Gunnarsen

III

"Kom med mig." Jeg strakte min arm ud, og tog fat i hendes hånd. Det føltes helt perfekt.
"Hvor fører du mig hen?"
"Bare følg med." Svarede jeg hurtigt og træk hende med hen til drengene.

Victorias synsvinkel:
Martinus havde fat i min hånd, og trak med hen mod en masse drenge. De stirrede på os. Jeg fik en masse underlige blikke for nogle af dem. Nogle af dem stirrede på mine bryster, andre gav mig elevator blikket, og nikkede, og nogle helt tredje kiggede på mig som om jeg var helt dum oven i hovedet.
"Præsenter dig selv." Hviskede Martinus til mig, da vi stod foran drengene.
Jeg vendte mig ansigt mod ham, og han gav mig et tegn til at jeg skulle fortælle hvem jeg var. "Øhh, hej. Jeg hedder Victoria." Sagde jeg og smilte akavet ud mod drengeflokken.
"Hej flotte." Var der en der råbte til mig, og piftede.
Jeg kiggede undrende på Martinus, og prøvede at få ham til at sige et eller andet.
"Victoria kommer fra Oslo, hendes mor er død, hendes far drikker, så hun har ikke rigtig nogle familie, derfor tog hun her til Trofors. Men lige nu har hun ikke nogle venner, så jeg tænkte at vi måske kunne blive hendes nye venner? " Sagde han og højt og tydeligt, i mens han kiggede på drengene.
Jeg tog en hånd til hovedet, og kiggede ned i jorden.
"Vent hvad? Har du ikke noget sådan, bosted? " Spurgte ham som lige havde piftet af mig.
"Nej. Ikke lige nu." Svarede jeg hårdt og koldt. De skulle nødigt tro jeg var sådan en tøsepige.
"Derfor skal vi være søde mod hende, ikke også drenge? " Sagde Martinus og nikkede til mig. Det var så akavet.
"Martinus, kom lige her hen." Halv-hviskede en dreng der lignede Martinus på en prik.
Martinus gik hen mod drengen og de begyndte at snakke, men jeg kunne ikke høre hvad de sagde. Jeg stod bare akavet og kiggede på nogle af de andre drenge.

Martinus' synsvinkel:
Jeg gik hen mod Marcus og stilede mig foran ham.
"Jaer? " Sagde jeg og lod som om alting var normalt.
"Martinus, hvad er meningen? " Spurgte han stille og roligt.
"Hvad mener du? " Spurgte jeg, selvom jeg udemærket viste hvad han hentydede til.
"Ja med pigen. Jeg mener hvad havde du tænkt dig vi skulle stille op?"
"Jeg havde tænkt mig at hun skulle bo hos os. Vi har jo masser af plads? " Svarede
jeg, og bed mig selv lidt i læben. Jeg kunne godt høre det lød dumt.
"Og det tror du mor siger god for? En random pige skal BO med os? Altså hør dig selv. Du har kendt hende i 10 minutter? " Han så sur ud.
"Vi må bare lokke hende til det." Sagde jeg og lagde armene over kors.
"Come on Martinus, du ved godt det aldrig kommer til at ske." Marcus himlede med øjnene.
"Hvad skal vi så stille op med hende? Hun kan sku da ikke bare bo på gaden helt alene?! Desuden er hun vildt lækker." Sagde jeg, og prøvede at se skuffet ud.
"Jeg ved ikke hvad vi skal gøre. Kan hun ikke bare selv finde ud af det? Det er ikke dit ansvar. Hun kan vel bare tage tilbage til Oslo? " Svarede han og rynkede sine bryn.
"Jeg har lige sagt til dig at jeg synes hun er vildt lækker? Vi kan sku da ikke bare efterlade hende. Vi tager hende med hjem til mor. Det er da et forsøg at prøve." Sagde jeg bestemt.
Han kiggede hurtigt over på Victoria, og så tilbage på mig.
"Så nu du ude på at score? "
"Jaer, det kan man vel godt sige. Men Marcus, kom nu. Vi kan jo godt prøve? " Jeg strøg mig selv over armen med min hånd. Det var beroligende.
"Okay, men du skal ikke regne med et ja." Sagde han og trak på smilebåndende.
"Tusind tusind tak!" Jeg skyndte mig at trække ham ind i kram.
Han grinte bare af mig, og krammede mig igen.

Victorias synsvinkel:

Martinus krammede ham drengen der lignede ham på en prik, vendte om, og gik hen mod mig. Mens de havde talt sammen, havde jeg snakket med nogle af de andre drenge. De var faktisk rigtig venlige og søde, selvom få prøvede at flirte med mig.
"Hvad så? " Spurgte jeg Martinus, da han var kommet hen til mig.
"Jeg har lige snakket med min tvillingebror, han siger det er okay, at vi spørger vores mor om du må bo hos os." Svarede han, og smilte glad til mig.
"Så du vil have at jeg skal bo hos jer? " Jeg sendte ham et undrende blik. Det kunne han da ikke? Det ville ingen mor sige ja til. Jeg var jo bare en random pige som Martinus lige havde mødt på stationen?
"Ja, vi kan ikke love at hun siger ja, men vi kan da håbe." Svarede han og rømmede sig.
"Ja. Tusind tak. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige. Du har allerede gjordt mere end rigeligt. Der er aldrig nogen der har gjordt så meget for mig. Folk plejer at være ligeglade med mig." Sagde jeg og kiggede ned i jorden.
"Hvordan kan folk være ligeglade med en så smuk pige som dig? Det forstår jeg slet ikke." Svarede han og kørte sin hånd gennem håret. Han var ret så flot.
Jeg rødmede helt. "Ingen har nogensinde kaldt mig smuk før."
Han spærrede øjnene op og sagde: "Det forstår jeg overhovedet ikke. Du er den smukkeste pige jeg nogensinde har set." Bagefter rødmede han også lidt.
Han var så sød, så venlig, og så lækker, hvordan kunne han overhovedet finde på at bruge sin tid på mig?
"Hvor du dog bare sød." Svarede jeg, og fjernede noget hår fra mit ansigt.
"Hm Hmm.." Hostede Martinus' tvillingebror, og kom hen mod os.
"Hej jeg hedder Marcus, måske skulle vi til at smutte hjemad Martinus? Det er ved at blive mørkt?" Sagde han og smilte til mig. Jeg smilte tilbage.
"Jo, det lyder som en god ide." Svarede Martinus. De stirrede begge to meget intenst på mig. Jeg skyndte at fjerne mit bli fra dem, og over på et træ.
"Vi ses drenge!" Råbte Marcus og lavede et håndtegn med nogle af dem. Det så vildt grineren ud.
"Vi ses! " Råbte de tilbage.
"Håber i finder ud af noget med Victoria." Udbrød en af dem, og smilte til mig. Jeg smilte tilbage.
"Ja det håber jeg også." Mumlede Martinus og kiggede på mig.
Bagefter gik vi. Vi gik ned af en lille sti, hvor der ikke var særlig meget lys, det var nemlig næsten allerede mørkt.
Der var ikke rigtig nogle af os der sagde noget på hele turen. Det var ret akavet, men heldigvis var der ikke så langt. Martinus blev ved med at kigge på mig. Jeg kunne ikke lade vær med at kigge væk og smile.
"Så er vi her." Sagde Marcus da vi stod ude foran et stort hus med lys i næsten alle vinduerne. Det så ud som om der var meget plads.
"Så håber vi bare på et ja." Sagde Martinus, og krydsede sine fingre.
Jeg smilte og krydsede også mine.
Vi tog alle 3 en dyb indånding, og gik op af mod huset.

__________________________

Undskyld for lang episode, håber i overlever med det. I må meget gerne kommentere og stemme, det ville betyde en hel del!