IV

1K 29 0
                                    

"Så håber vi bare på et ja." Sagde Martinus, og krydsede sine fingre.
Jeg smilte og krydsede også mine.
Vi tog alle 3 en dyb indånding, og gik op af mod huset.

Martinus' synsvinkel:

Jeg tog stille i dørhåndtaget, der var ikke låst. Jeg åbnede den stille, og gik ind. Så snart jeg kom ind, holdt jeg døren for Victoria og Marcus.
"Hej drenge, jeg er i køkkenet, i gang med at lave aftensmad. Far kommet snart hjem. Har i haft en god dag? " Råbte vores mor ude fra køkkenet.
"Skal jeg eller vil du føre ordet? " Spurgte jeg Marcus.
Han trak på skuldrene. "Det var din ide såå."
Jeg kiggede hurtigt på Victoria, men hun var i gang med at undersøge huset.
"Okay, jeg gør det." Svarede jeg Marcus.
"Hallo drenge, er i der? " Råbte mor. Hun lød lidt stresset over maden.
Jeg tog en dyb indånding. "Hej mor, ja vi er lige her. Og vi havde en god dag."
"Det var godt. Har du Marcus med? " Spurgte hun.
"Ja mor, jeg er lige her." Råbte Marcus og tog sine sko af.
"Er i alene? "
Jeg kiggede hurtigt over på Marcus. Han gjorde tegn til at jeg skulle fortælle om Victoria.
"Stil dine sko her." Sagde han til hende.
Jeg tog en dyb indånding og sagde: "Nej, vi har en pige med."
"En pige? Er det en jeg kender? " Råbte hun nysgerrigt.
"Nej, det tror jeg bestemt ikke." Råbte jeg, i mens jeg tog mine sko af.
Vi gik langsomt ud mod køkkenet.

Victorias synsvinkel:

Vi gik langsomt ud mod køkkenet. Jeg var meget nervøs.
Ude i stuen stod en lyshåret dame med briller og lavede mad over et komfur. Det duftede lidt af spagetti med kødsovs.
Hun stod og stirrede på mig. "Hej, nej dig kender jeg da ikke. Jeg hedder Gerd-Anne. Hvad hedder du? " Spurgte hun.
Jeg skimtede hurtigt til Martinus som nikkede til mig, og jeg sagde så: "Jeg hedder Victoria." Vi gav hurtigt hånd til hinanden.
"Din accent lyder ikke som om du er her fra. Hvor kommer du fra søde? " Hun puttede noget krydderi i gryden.
"Jeg kommer fra Oslo." Svarede jeg og smilte venligt til hende.
"Nå, hvor kender i så hinanden fra? " Hun kiggede over på Martinus, og så på Marcus.
"Øhhh.." Startede jeg og vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige. Heldigvis tog Martinus over.
"Vi mødtes nede ved stationen tideligere." Sagde han og smilte til mig.
"Nå, og nu i blevet gode venner eller hvad? " Gerd-Anne rynkede panden.
"Altså, Victorias mor døde for mange år siden, og hendes far drikker hver dag, så hun har ikke rigtig nogen familie." Startede Martinus.
"Ej, hvor bor du så, søde? " Afbrød Gerd-Anne.
"Øh, jeg har ikke noget bosted lige nu." Svarede jeg og kigge ned i jorden. Det var begyndt at blive akavet.
Hun kiggede op fra sin madlavning, og stirrede på mig.
"Det kan du da ikke mene? " Udbrød hun, og glemte helt at røre rundt i maden.
Jeg tog en dyb indånding.
"Jo, det er sandt." Svarede jeg lavt, og trak svagt på smilebåndende.
"Der må da være nogle der tager sig af dig? " Hun meget forvirret ud.
"Nej, jeg klarer mig bare på egen hånd."
"Ingenting overhovedet? Heller ikke onkel eller tante? "
"Nej." Jeg bed mig selv stille i læben.
Der opstod en stilhed hvor Gerd-Anne tog sig til hovedet.
"Derfor vil vi spørge om hun kan bo hos os? " Sagde Martinus lavt, og kløede sig i nakken.
"Bo hos os? Altså invitere i bare en fremmed pige til at bo hos os? Jeg har allerede jer to og Emma at tage mig af? Og Silje når hun kommer på besøg? Synes i ikke jeg har nok børn at tage mig af? " Udbrød hun, og begyndte at rører kraftigt i gryden igen.
"Jo, men hun skal vel have et sted at bo? " Indblandede Marcus sig, og kørte sin hånd gennem sit hår.
"Selvfølgelig skal hun det, men.. men, det skal da ikke være hos os. Nej, det har vi overhovedet ikke plads til. Undskyld Victoria, men du må finde et andet sted at bo." Svarede Gerd-Anne lavt.
Jeg kiggede over på Martinus. Han så sur ud.
"Vi har da masser af plads mor. Please." Lokkede han, og prøvede at få et "ja" frem i Gerd-Anne, men det virkede ikke så godt.
"Det kan godt være, men.. men jeg har ikke overskud til at have 5 børn. Nej, det altså ikke." Mumlede hun og tog sig til panden.
"Vi.. vi.. vi må finde en plejefamilie til dig, Victoria. Du kan altså ikke bare bo hos os. Jeg beklager." Underettede hun igen.
"Men.. vi kan jo ikke bare finde en plejefamilie bare sådan lige. Hvor skal hun så bo indtil vi finder en? " Spurgte Marcus undrende.
"Hmm.. Det ved jeg altså ikke, drenge." Gerd-Anne kiggede på Marcus, og bagefter på Martinus.
"Hun kan vel bo hos os indtil der? " Spurgte Martinus, og smilte til mig.
"Jooo, det kan hun vel godt. Men kun i et par dage." Gerd-Anne smilte til mig.
"Yes! " Martinus skyndte sig at kramme mig.
Jeg tog imod hans kram, og smilte. Han var så sød.
Vi gav slip på hinanden, og jeg smilte til Gerd-Anne.
"Tusind, tusind tak. Wow, i er virkelig nogle fantastiske mennesker. Igen, tusind tak." Sagde jeg og gik hen for at give Gerd-Anne et kram. Hun tog i mod det og sagde: "Det var da så lidt. Man skal vel hjælpe alt det man kan." Hun smilte venligt og mor agtigt til mig.
Jeg gik tilbage til Marcus og Martinus, og gav dem begge et kram.
"Tusind tak, igen." Sagde jeg og tørrede en tåre væk fra mit øje. Tænk at de ville gøre alt det for mig.
"Det var da det mindste vi kunne gøre. Jeg kan slet ikke forstille mig at have den barndom du har haft. Det må have været forfærdeligt." Marcus bed sig i læben.
"Haha, ja, det var måske ikke den bedste barndom jeg har haft." Løj jeg. Min barndom havde været forfærdelig. Der var ingen der havde passet på mig. Jeg have ikke rigtig haft nogle familie eller venner, jeg havde faktisk bare været alene. Men alligevel smilte jeg.
"Nej det tror jeg på. Men nu er vi her til at hjælpe dig." Smilte Martinus. Selvom Marcus lignede ham på en prik, så var Martinus' hår flottere, hans ansigt var smallere, og han havde den sødeste skønhedsplet over læben. Jeg smilte stort til ham.
"Så, skal vi gå ovenpå? " Marcus kiggede over på mig.
"Ja det kan vi godt." Mumlede jeg, og smilte.

Martinus' synsvinkel:
Jeg stirrede på Victoria mens hun gik op af trappen. Hun var så flot, ja helt perfekt.
Da vi kom op gik Marcus ind på hans værelse, og Victoria fulgte bare efter ham. Jeg fulgte også bare efter dem.
"Så, Victoria, hvor gammel er du egentlig? " Spurgte Marcus hende.
Hun satte sig i Marcus' seng og svarede: "Jeg er 16. Hvor gamle er i da? " Marcus satte sig på skrivebordstolen, og jeg satte mig på sengen, ved siden af Victoria.
"Vi er også 16." Meddelte jeg. "Hvornår har du fødselsdag? "
Hun lænede sig stille tilbage i sengen, og lignede en der virkelig nød at ligge ned.
"Den 21 marts. Jer? "
"21 februar." Svarede Marcus hende.
Hun satte sig igen op i sengen.
"Ej, så er der kun en måned i mellem os." Hun kiggede på Marcus og så på mig.
"Ja, men vi er ældst." Konstanterede jeg, og smilte drillende til hende.
Hun himlede med øjnene og puffede blødt til mig.
"Ja, en måned." Sagde hun, og lagde tryk på 'en'.
"Jeg er faktisk ældst, 15 minutter." Udbrød Marcus, og så meget stolt ud.
"HAHAHA, vigtigt! " Grinte hun og blinkede til Marcus. Bagefter kiggede hun lidt rundt i rummet. Hun rejste sig, gik hen til Marcus' klædeskab og åbnede det.
"Må jeg kigge? " Spurgte hun og kiggede over på Marcus.
"Ja selvfølgelig."
Hun kiggede ind, tog en sort Stone Island pullover ud, kiggede hurtigt på den og lagde den ind igen. Derefter tog hun en Hilfiger t-shirt.
"Er i rige eller sådan noget? Du har like kun mærketøj." Spurgte hun undrende, og kiggede over på Marcus.
Han kiggede over på mig, og jeg nikkede til ham.
"Det kan man vel godt sige vi er." Svarede han, og kørte sin hånd gennem håret.
Hun lagde t-shirten ind igen, og gik hen til vindueskammen. Der lå Marcus' telefon.
"Og du har en Iphone 8+? Hvad mener du præcis med 'Det kan man godt sige'? " Hun stillede sig med rykken til mig, og blikket vendt mod Marcus.
"Altså, ved du slet ikke hvem vi er? " Spurgte Marcus undrende.
"Nej? Ellers ville jeg jo ikke spørge? " Hun kiggede forvirret på os begge.
"Følger du slet ikke med på internet? " Grinte jeg.
Hun vendte jeg om mod mig, og sagde: "Jeg har ikke nogle telefon eller computer. Hvordan skulle jeg? "
Det opstod en kort stilhed.
"Hallo, fortæl mig hvad i er? Er i kendte eller sådan noget? " Hun så forvirret ud.
"Ja, vi er kendte. Ret meget i den grad." Marcus grinte lidt i mens han sagde det.
Hun spærrede øjnene op og spurgte: "Seriøst? "
Jeg nikkede.
"Så jeg møder en sød dreng på stationen, han tager mig med hen til sin tvillingebror, jeg bliver inviteret med hjem til dem, får lov til at bo hos dem indtil de finder en plejefamilie til mig, og nu fortæller i mig i er kendte?! Seriøst, er det her en slags prank? "
"Nej, det skam rigtigt." Smilte jeg til hende.
Hun tog sig til hovedet.
"Tænk at der kan ske så godt på bare EN dag." Hun lagde tryk på 'en' og rakte sin pegefinger frem, så vi rigtigt kunne se hun mente 'en'.
Pludselig bankede det på døren til værelset.
"Jaer? " Råbte Marcus.
"Der er mad! " Vores far var kommet hjem.
"Okay vi kommer!" Råbte Marcus tilbage. Vi rejste os, og gik hen mod døren.
_________________________

Dette kapitel burde egentlig være delt over i to, men jeg synes det passede bedre som et. Kommenterer og stem gerne!

Et lys i mørket - Martinus Gunnarsenحيث تعيش القصص. اكتشف الآن