good enough - Martinus Gunnarsen

0.1

(11 april 2017)

Sophie synsvinkel

Jeg har kendt Marcus og Martinus hele livet. Vi har altid været de 3 bedstevenner! Jeg var der selv for dem da de vandt MGPjr. Men nu har de så travlt, at jeg er bange for de glemmer mig.. Drengene kalder mig Soph. Det er en forkortelse på Sophie, jeg har ikke så mange veninder fordi jeg er mere til fodbold end make up. Det er sikkert også grunden til at jeg har 20.000 følgere på instagram? Ellers er det sikkert pga drengene.
"Soph-" råber Martinus, og bolden rammer mit ansigt. Jeg falder ned på jorden og gemmer mit ansigt med mine hænder. "Soph" siger Martinus bekymret og sætter sig ned på græsset. "Er du okay" spørger han. Jeg nikker og rejser mig op. Jeg kan ikke se ham i øjenene. Han hjælper mig op og krammer mig stramt. Jeg krammer tilbage og kigger chokeret ned i græsset. En underlig følelse spreder sig i min krop. En god følelse. Jeg trækker mig fra krammet og kigger ham i øjenene.
"Jeg bliver nød til at gå" siger jeg og kigger Martinus i øjenene. Jeg vender mig om og begynder at gå. "Nej, please bliv" siger han og tager fat i min arm. Jeg vender mig om og ser ham i øjenene. "Mart-" siger jeg, da han afbryder mig. "Jeg har brug for at fortælle dig noget, det er noget jeg har følt i et stykke tid" siger han nervøst og kigger ned i græsset. Jeg kigger forvirret på ham, han fortæller mig alt. Men er han nu ved at fortælle mig at han har følelser for mig? "Hvad så?" spørger jeg forvirret. Han tager min hånd og fletter sine fingre sammen med mine. Jeg kigger hen på vores hænder, og mærker følelsen igen. Jeg bider min underlæbe nervøst.

Ændre denne historie helt, da jeg skrev den i 2017. Tror ikke rigtig nogen følger med, men jaer det går nok!!<3