good enough - Martinus Gunnarsen

#16 pinligt?

HØR SANGEN ❤

Martinus' synsvinkel
Jeg vågner og kigger mig omkring. Første gang jeg har sovet ordenligt siden Olivia. "Martinus? Vi skal til Olivias begravelse nu.." hviskede Marcus. Jeg nikkede og rejste mig op. Jeg skiftede til noget sort tøj, det pæneste hun elskede og jeg tog den halskæde hun havde købt til mig. Jeg gik stille og trist ned i bilen. Jeg satte mig foran, ingen er klar. Emma kommer løbende ind i bilen. "slap af, Emma" sagde jeg vredt. hun kiggede trist på mig, og løb grædende ind i huset. Hvor er hun latterlig. Hvem er glad, når ens bedsteveninde, kæreste, et og alt, er død!? Marcus kom hen og så vildt vred ud. "Fjern dig" sagde han. "Næ, jeg sad her først" sagde jeg. "Martinus fjern dig nu" sagde han. "Nej" råbte jeg tilbage med tårer i øjenene. "Fjern dig nu latterlige barn" råbte han tilbage. Jeg rejste mig vredt op og gik vredt ud. Far, mor, og Emma kom ud. Jeg gik lidt væk fra dem. "Jeg fucking hader jer" råbte jeg grædende og begyndte at gå. Jeg nåede at hører at Emma spurgte "mente han det?" Selfølgelig mener jeg det? Eller gør jeg ikke? Jeg løb grædenede mod kirken, og kiggede mig omkring. Jeg satte mig ned i kirken og Majas kiste var der. Jeg gik der hen og begyndte at græde, jeg strøg min hånd over kisten. Der var mange smukke blomster, jeg kyssede kisten og begyndte at græde. Jeg kigger mod døren hvor Marcus kommer løbende. Jeg sukker og krammer kisten. "Kom Martinus" hviskede han. "Nej!" Sagde jeg og holdte godt fat i kisten. "Martinus kom nu! Det pinligt" sagde han hviskende. "Er det her pinligt?" Råbte jeg så alle kunne hører det. "Personen jeg elskede er død, og jeg savner hende! Også mener i det er pinligt at jeg siger farvel?" Råbte jeg grædenede og gik ud fra kirken. "Martinus, det var slet ikke Majas kiste!" Sagde Marcus meget vredt. "Hvor er Majas kiste så?" Råbte jeg grædende. "MAJA ER SLET IKKE DØD, DU MÅ BARE IKKE SE HENDE LÆNGERE AF HENDES FAR! HUN ER NU I ET ANDET LAND OG KOMMER MÅSKE SLET IKKE TILBAGE TIL NORGE, OG HENDES MOR PRØVER AT OVERTALE HENDES FAR MEN HVAD GØR DU? FAREN TROR AT DET VAR DIG SOM GJORDE DET, DIG SOM VAR SKYLD I DET HER! vi må gerne besøge hende, men ikke dig" råbte Marcus. Jeg havde tårer i øjenene og begyndte at gå. Jeg gik hurtigere, mine tårer har bare været spild af tid? Jeg nikkede bare og forlod det her sted. Jeg skal væk, væk fra alt og finde Maja.

Kort kapitel, men tjaaaa <3