good enough - Martinus Gunnarsen

0.3

Jeg vågner med en tom følelse indeni. Jeg forstår ikke hvorfor jeg opfører mig sådan her. Mig og Martinus ville aldrig være mere end venner. Aldrig. Jeg skubber dynen fra mig og sætter mig op. Jeg finder min mobil frem. Marcus har spammet med beskeder.

marcus: Soph, er du okay?
marcus: martinus fortalte mig om igår, hvad skete der?
marcus: lige meget hvad du går igennem, så skal du vide at jeg er her for dig
marcus: savner dig :(

Jeg smiler. Marcus har altid været den beskyttende bror jeg aldrig har haft. Han har altid forsvaret mig, og altid hjulpet mig igennem svære tider.

mig: jeg er okay!!<3
mig: kan vi mødes?

marcus: ja self! du kommer bare over<3

Jeg sukker og slukker min telefon. Jeg skal se Martinus ansigt. Det jeg mindst har brug for lige nu. Det gør bare ondt. Han kan lide en pige som Emma. Hun har blond hår, blå øjne, og lange tynde ben. Måske det derfor? Jeg er helt det modsatte. Jeg rejser mig op fra sengen og går mod mit klædeskab. Jeg finder en langærmet sort trøje, en stribet t-shirt, og nogen hvide jeans frem og tager det på. Jeg tager nogle smykker på, og får mine sko på. Jeg går ikke rigtig med make up, kun hvis jeg skal noget vigtigt. Men jeg skal bare hen til Marcus, så det gør ikke så meget. Jeg går ud af mig værelse, lukker døren og løber ned af trapperne. Hvad hvis Martinus skal hænge ud med mig og Marcus? Hvad gør jeg så? Jeg har intet at sige. Jeg har ingen forklaring på hvorfor jeg var så mærkelig igår.