One Direction World Tour ( Danish 1D fanfic)

28. Ups

Emmas POV
Ordene fløj ud af munden på mig, før jeg havde tænkt mig om. Dylan kigger bare på mig, ude af ord. Hvad skal jeg sige nu? Hvad skal han sige? 
Endelig siger han:" som i ingen familie overhovedet?"
"Ja" for jeg piplet frem som svar.

"Kom her Emma" siger han efter lidt tid, og vinker mig hen til en krammer. Jeg hader det. Medlidenheden. Jeg kan ikke klare det lille medfølte smil på hans læber.
"Øhhh jeg skal lige...lige du ved....pakke....mine sko er vist ikke med" for jeg fremstammet og bakker lige så stille ud af stuen. Da jeg endelig når den åbne dør, syntes jeg der står en skikkelse bag den. Jeg har ikke tid til at kigge efter, da jeg bare skal væk nu. Hvorfor sagde jeg det? Det var alt for personligt! Hvor lang tid har Dylan og jeg kendt hinanden. Ikke mere end over en uge. Jeg bliver mere og mere rød i hovedet når jeg tænker over, hvad jeg har gjort.
Da jeg kommer op på værelset sætter jeg mig på sengen. Niall er der ikke.
Jeg går ud på gangen og kigger efter ham. Der er han heller ikke. Efter en kort søgning sætter jeg mig ind på sengen igen og begraver mit hovede i en pude. Der løber stille tårer ned af min kind, og jeg er bange for at få store røde øjne, så jeg tørre dem hurtigt væk. Niall braser ind af døren og kigger bare på mig?
"Det var dig bag døren. Du hørte det hele" sagde jeg mens de gik op for mig.
"Hvorfor græder du?" Spurgte han bare forsigtigt, og jeg svarede ikke. Jeg havde ikke lyst til at forklare mig selv. Jeg elsker Niall, men jeg har ikke lyst til at fortælle ham om min fortid. Han er vokset op i en god familie, hvor hans forældre stadig er sammen.

Jeg derimod har aldrig kendt mine forældre, og ved ikke om de er levende eller døde. Det længste jeg nogensinde har boet hos en plejefamilie er 6 måneder, og det var lang tid for mig. Adskillelige børnehjem har jeg også været på, men med de kummerlige forhold der mødte mig, var jeg nødt til at slippe væk. Derfor gjorde jeg alt for at blive flyttet. Det er ikke sjovt at bo samme sted som 100 andre børn, hvor der mangler sengepladser, mad og toiletter.
Efter at jeg er blevet myndig, er det selvfølgelig bedre. Jeg fik tjent nok penge fra jeg var 16-18 til at jeg havde råd til at leje en lille lejeligheden. Der boede jeg indtil jeg mødte drengene. Derfor blev jeg også så overrasket, da jeg så mit værelse, på det hotel drengene boede på. Jeg havde aldrig set noget lignende, kun på film.

Pludselig blev jeg revet tilbage til virkeligheden ved at Niall lagde sine arme omkring mig. "Det skal nok blive okay igen" sagde han, og for første gang i lang tid lod jeg en anden person trøste mig.