Det værste

345 23 8
                                    

Aiden

Sebastian bliver ved med at glide ind og ud af bevidsthed. Det er tydeligt for mig, at han kæmper imod. Det er faktisk rigtig sødt, men han har brug for at hvile sig! De åbne sår på hans krop bliver ikke mindre af, at han konstant kæmper imod den meget tiltrængte søvn, som han har brug for. Jeg kigger på hans lukkede øjne, imens han sover. Selvom han er vågen, har han også lukkede øjne. Jeg tror, at han er for svag til at åbne dem, hvilket på en eller anden måde skræmmer mig. Store, stærke Sebastian der altid har kunne klare alting, ligger foran mig helt svag. Han er bleg og tynd. Jeg mærker grådklumpen stige op i min hals igen, men holder den stædigt inde. Sidste gang jeg begyndte at græde, vågnede Sebastian, og det tog mig rigtig lang tid, at overbevise ham om, at jeg havde det fint, og han bare skulle slappe af. Jeg græder ikke, fordi jeg er såret. Jeg græder, fordi det her er min skyld. Hvis ikke jeg havde sagt nej. Hvis bare jeg var fulgt med ham dengang, havde jeg ikke siddet her, imens min kæreste var for svag til at bevæge sig. Hvorfor er jeg sådan en kujon?! Hvorfor kan jeg ikke gøre noget rigtigt? Jeg ved jo, at Sebastian elsker mig. Jeg er hans mage for gods sake!

Min selv kritiske tanker bliver afbrudt, idet døren åbner og mændende, jeg ikke vedkende som min familie, træder ind ad døren. Forest er den ældste og på hver siden af ham (et skridt bag ved) står hans afkom. De har alle kun et par shorts på. Jeg ved ikke, om de gør det for, at virke mere intimerende, men det virker i hvert fald ikke. Engang var jeg så bange for de tonede bryster, stærke arme og muskuløse kroppe. Lige nu... Lige nu føler jeg mig som en idiot. Hvorfor var jeg bange for dem?

Lederen kommer hen til mig. Han stiller sig foran mig og retter sig. Indikerer lige, at han er større end mig. Flot, fjols, tænker jeg og er lige ved at rulle med øjnene.

"Aiden flyt dig," kommanderer han, men sjovt nok påvirker hans odrer mig ikke. Jeg føler ingenting. For ikke mere end en uge siden, ville jeg have været flygtet og gemt mig i hjørnet længst væk. Men nu... intet. Nados. Ingenting. Jeg sørger for at kigge ham i øjnene, inden jeg ryster på hovedet. Jeg har svigtet Sebastian før, og jeg kommer ikke til at gøre det igen. Min modstanders øjne udvider sig i overraskelse, før de bliver knebet sammen i vrede. Jeg stiller mine ben med en smule mellemrum og gør mig klar til kamp. Jeg ved udmærket godt, at jeg taber inden for de første 10 sekunder, men jeg giver ikke op uden en kamp.

Min modstander bjæffer en odrer, og de to unge mænd kaster sig frem og griber fat i mig. Jeg skriger og råber, imens de uden synderlige problemer får holdt mine sprættende lemmer på plads. De hiver mig henover det hårde gulv, så mine knæ og fødder bliver skrabet op, og vender mig mod min eks-far, der står over Sebastian. Jeg skriger hadefuldt til ham, at han skal lade min kærlighed være. Han er min. Mine råb bliver højere, idet modstanderen tager en kniv frem for sin lomme. Jeg kaster mig vildt fra side til side, imens jeg råber og skriger. Jeg skal fri. Jeg skal hjælpe Sebastian. Jeg er den eneste, der kan beskytte ham nu. Jeg skal fri! Desværre holder Ryder og Riley mig uden problemer nede. De griner højt, da deres far fører kniven henover Sebastians brystkasse, så blodet pipler ud fra såret. Jeg skriger endnu en gang og prøver at komme fri med fornyet kraft. jeg sparker desperat mod Ryders ben, men får bare en knytnæve i ansigtet igen.

Deres far lader endnu engang kniven lege med Sebastians hud, så endnu mere blod forsvinder fra hans forsvarsløse krop. Han kan ikke bevæge sig! Det er ikke fair. Mit bryst er begyndt at smerte af den konstante bevægelse, jeg laver. Men det er ikke vigtigt nu. Det eneste, der er vigtigt, er at få Sebastian i sikkerhed. Han skal væk herfra. Han skal væk fra den her forfærdelige flok. De torurerer ham, imens han er for svag til at gøre modstand. Han er for svag til at åbne øjnene! Det går pludselig op for mig, hvor syg min gamle familie egentlig er. De har jo brug for hjælp. De skader et andet menneske, imens de griner. Griner! som om de lige har hørt verdens sjoveste joke. Det er til at brække sig over. Så det gør jeg... udover Riley. Han udbyder en forskrækket lyd og giver slip på mig. Jeg fører min nye frie knyttede næve direkte ind i Ryders skridt. Han bukker sammen af smerte, men inden jeg når at rejse mig op, har Rilet fat i mig igen. Han griber fat om halsen på mig, så jeg ikke kan få vejret, men det stopper mig ikke. Jeg slår og sparker ham, men han er som en sten. Efterhånden som min energi bliver drænet, bliver min slag svagere.

I skjulWhere stories live. Discover now