I skjul

Tvivl

Aiden
Jeg ser på David i lang tid. Ordene, der forlod hans mund, vil ikke rigtig gå op for mig. Han vil på date med mig? David ser ventende på mig, men blikket bliver mere og mere angst, jo længere tid der går, før jeg svarer. Jeg skal til at svare, eller bliver han vred på mig og så ikke vil være sammen med mig længere. Jeg nikker langsomt, og et lettet smil breder sig på hans ansigt. Vent lidt... Jeg skal på date med Sebastian! En date! Date med Sebastian! Åh nej! Hvad skal jeg tage på? Jeg har kun mine brødres gamle tøj! Jeg skal på date med Sebastian! Hvor er jeg lykkelig, synger jeg i mit hoved.
"Aiden, er du okay?" Spørger Sebastian bekymret. Huh? Hvorfor skulle jeg ikke være okay? Jeg kigger spørgende på Sebastian, der forklarer:
"Du laver alle mulige mærkelige ansigtsudtryk." Jeg samler mine øjenbryn i forvirring, hvorefter jeg kan mærke mine kinder blive en dyb rød. Uden at se ham i øjnene nikker jeg, så han griner en lav latter, som vibrerer i hans bryst.
"Hvor er du nuttet," hvisker Sebastian og kysser mig på panden, så mit ansigt bliver endnu mere rødt. Han griner igen, før han samler en sandwich op og ser spørgende på mig. Jeg smiler forsigtigt og tager maden fra ham. Han vender mig rundt, så jeg igen ser på alle de skræmmende mennesker. Dem havde jeg lige lykkeligt glemt... Jeg ser hurtigt ned i bordet og leger med min ene hånds fingre, imens jeg bider mig i læben. Al min tidligere nervøsitet og noget er min angst vender tilbage igen. Må jeg gå nu? Men jeg har jo ikke svaret på nogle af deres spørgsmål. Kan de nu ikke lide mig? Pludselig mærker jeg Sebastians arme snige sig rundt om mit liv og hans læber tæt ved mit øre.
"Slap af," hvisker han, "de gør dig ikke noget." Jeg lægger min ene hånd på hans arm og læner mig tilbage mod hans stærke bryst. Viser, at jeg tror på, det han siger, men at han skal blive siddende.
"Hey, Seb, hvor blev David af?" Jeg kigger mig endnu engang forvirret rundt efter David. Hvor blev han egentlig af? Det ene øjeblik stod han bag mig, og det næste var han væk. Sebastian trækker på skuldrene og svarer den mørkhårede dreng:
"Det ved jeg ikke Ricco. Han er nok bare ude og slappe lidt af." Drengen nikker, og de to begynder en samtale om fodbold. Der går ikke lang tid, før jeg ikke følger med i deres samtale, men bare sidder stille og spiser min sandwich, imens jeg betragter Sebastians og Davids venner. De er alle sammen virkelig flotte. Ikke lige så flotte som Sebastian, men de er flotte. Både drenge og piger ser trænet ud, som om de alle sammen dyrker en slags sport flere gange om ugen. De er alle sammen solbrændte, nogle selvfølgelig mere end andre, men de er alle sammen noget mere solbrændte end mig. Men der skal heller ikke så meget til. Jeg kan ikke lide, at være udenfor. Jeg vil hellere side nede i min kælder og læse. Der er det ikke nogen, der forstyrrer mig. Jeg tager en bid mere af Sebastians sandwich og smiler forsigtigt for mig selv. Det her er en god dag.

Efter frokost fulgte Sebastian mig til min næste time. Eller jeg viste vej, for han blev ved med at gå forkert, men det var stadig rigtig sødt. Da vi nåede frem, kyssede han mig på panden, før han vendte rundt og gik til sin egen time. Jeg gik ind i klassen og var for en gangs skyld i godt humør, men det blev skudt til jorden, idet jeg satte mig på min stol. Ronnie går også i den her klasse. Og får at gøre det hele værre, sidder Ronnie ved siden af mig. Jeg skæver forsigtigt til ham. Han virker meget optaget af sin mobil, så jeg sukker lettet. Måske har han ikke opdaget mig. Jeg ved godt, at det er et simpel håb, men jeg må godt være heldig en gang imellem, ikke? Jeg finder lydløst min bog og kladdehæfte frem og venter på, at timen begynder. Der går ikke lang tid, men desværre for mig, vender Ronnie sin opmærksomhed mod mig i samme øjeblik.
"Hej kryb," hvisker han. Jeg ignorer ham. Jeg ved godt, at det ikke er klogt, og at jeg altid skal svare dem, der er bedre end mig, så det vil sige alle, men jeg er i virkelig godt humør, at Ronnie plejer bare, at gøre mig ked af det.
"Ignorer du mig?" spørger han. Jeg svarer stadig ikke.
"Du ved godt din lille prins bare udnytter dig ikke?" spørger han, hvilket gør, at jeg vender min opmærksomhed mod ham. Snakker han om Sebastian? Sebastian vil da aldrig gøre sådan noget... vel? Jeg ser på ham, hvorefter jeg ryster på hovedet. Nej, Sebastian vil ikke gøre sådan noget. Det er han al for sød til.
"Du tror ikke på mig," spørger Ronnie. Jeg kigger ned i jorden. Han vil bare tage det som en udfordring, hvis jeg ser ham i øjnene. Han vil tro, at jeg siger, han lyver. Den fejl begår jeg ikke igen.
"Du skulle ellers have hørt ham til fodboldtræningen. Han blev ved med at plapre om, hvor meget han vil kneppe din lille røv, så snart han får muligheden for det. Måske her på jeres date. Så hvis det ikke er at udnytte dig, hvad vil du så sige, det er?" Jeg ser ikke på ham, men kigger bare ned på mine urolige hænder. Har Sebastian sagt det? Hvordan ved han, at Sebastian har inviteret mig ud på date? Jeg kan mærke Ronnie kommer rigtig tæt på mig, før han hvisker mig i øret:
"Havde du regnet med, at du rent faktisk var så meget værd, at Sebastian vil se i din retning mere end to sekunder? Han skrotter dig garanteret, når I har haft et hurtigt knald. Men selvfølgelig. Det er alt, du er godt for." Han læner sig tilbage i sin egen stol og retter sin opmærksomhed mod læreren, uden at tænke mere på det, der lige er sket. Tårerne er lige ved at flyde over, men jeg holder dem stædigt inde. Det sidste jeg vil have, at folk skal hade mig over er, at jeg bryder tudende sammen i en time. Hvordan kunne jeg være så dum? Selvfølgelig gider Sebastian mig ikke. Hvem gider mig?

Sebastian
Jeg smækker irriteret min bildør, før jeg stamper op til hoveddøren, som jeg alt for hårdt kyler åben. Jeg er i virkelig dårligt humør, men jeg ved ikke hvorfor. Okay, jeg er irriteret på David, og min ulv har besluttet sig for at ignorere mig af en eller anden grund. Jeg sværger, jeg har ikke gjort noget for at gøre ham fortræd, så hvorfor han gør det, ved jeg ikke. Jeg stamper op ad trappen og smider min taske ind på mit værelse, før jeg stamper ud på toilettet og plasker vand i hovedet for at prøve at køle mig selv ned.
"Sebbi?" Spørger David forsigtigt og bruger samtidig det kælenavn, han gav mig, da vi var små.
"Hvad?" Snerrer jeg hårdt, så David farer sammen. Jeg retter mig op og kigger ned på ham. Han rykker nervøst på sig.
"Undskyld," starter han langsomt, og jeg hæver det ene øjenbryn af ham, "jeg ved ikke, hvad jeg har gjort, men undskyld. Jeg er virkelig ked af det." Han ser ned i jorden, da han er færdig. Normalt tilgiver jeg ham nu. Normalt kan jeg ikke være vred på ham i særlig lang tid, men det er noget andet den her gang. Det her omhandlede Aiden.
"Prøv at høre her, David," starter jeg med al min vrede tydelig i stemmen, "det du gjorde var barnligt og virkelig dumt. Du gik direkte imod min ordrer..."
"Men jeg fulgte ham hen til bordet," forsvarer David sig. Jeg går lynhurtigt hen til ham og griber fat i hans overarme.
"Du efterlod ham foran flokken uden at tænke dig om. Da jeg kom tilbage, var du væk, og han var ved at få et panikanfald... Hvordan kan du være beta, når du tydeligvis ikke kan tage dig af en enkel dreng, der er rimelig bange for mennesker?" Snerrer jeg hårdt.
"Undskyld, det vil ikke ske igen," siger han, men møder ikke mit blik.
"Nej, det håber jeg ikke! Du bliver nød til at tage dig sammen! Ellers må jeg skifte din beta-position ud med Ricco..." Davids øjne flyver op til mine. Han leder tydeligvis efter en løgn eller joke, men da han ikke finder nogen, ser jeg noget ubehageligt i hans øjne.
"Tag dig sammen istedet for at opføre dig som et barn. Du bliver snart 18 , så opfør dig derefter." Jeg afslutter mit skideballe og ser på ham. Hans hoved hænger lavt af skam, og han siger eller gør ikke noget imod mig. Jeg slipper mit greb om hans arme, og med det samme krydser han dem over dit bryst.
"Jeg tror, det er bedst, at du sover hos dig selv i nat," siger jeg og kører hånden gennem mit hår. David siger ikke noget. Han nikker bare, før han vender rundt og går ned af trappen. Kort efter kan jeg høre hoveddøren smække.

Der er gået flere timer, siden David gik. Jeg ligger i min seng med en bobbel af dårlig samvittighed, der langsomt fylder hele min krop ud. Jeg gik over stregen med David idag. Godt nok skulle han ikke have gjort, det han gjorde, men jeg skulle heller ikke have taget min aggressioner ud på ham. Hvilken form for alfa er jeg så? Da min vrede var dampet lidt af, tog jeg en løbetur gennem skoven. Jeg er lige kommet hjem og ligger bare og kaster en lille bold op i luften, hvorefter jeg så griber den igen. Jaih tidsfordriv. Da jeg endelig ikke kan holde det ud selv, finder jeg min mobil og ringer det nummer op, jeg fik idag til frokost.
"Hall-lo?" Siger den stemme, jeg har længtes efter at høre.
"Hej, det er mig. Sebastian."
"He-ej, Seba-a-astia-an."
"Hej Aiden," smiler jeg, "hvordan går det?"
"Fi-indt. Hva-ad med di-igg?"
"Det går okay... Jeg flippede ud på David tidligere, det var ikke så godt.."
"Hvorf-for?"
"Øh... Han efterlod dig alene med alle vores venner," siger jeg langsomt og indser selv, hvor åndssvagt det lyder.
"Oh... Det sku-ulle du i-ikke," siger han tøvende. Som om han er bange for mit svar. Jeg sukker højlydt og hører, hvordan Aiden fortsætter endnu mere tøvende:
"I har væ-æret ve-enne-r i lang ti-id. I sk-al i-ikke skæ-ændes over mi-ig."
"Det er bare... Jeg har kendt ham hele mit liv og nu... Jeg ved det ikke... Du betyder bare utrolig meget for mig, Aiden. Jeg ved godt, at det er åndssvagt at sige, fordi vi kun har kendt hinanden i et par dage, men du betyder virkelig virkelig virkelig meget for mig, og jeg glæder mig helt sindssygt til vores date."
"Vi-irkeli-ig?"
"Virkelig... Nå, vi ses imorgen smukke, nu skal jeg ikke holde dig oppe mere. Godnat!"
"Go-odnat." Jeg venter, indtil Aiden lægger på, før jeg ringer op til den næste. Telefonen bliver ved med den taktfaste dutten, før den går på telefonsvarer. 'hej det er David, jeg er blah blah blah besked efter biptonen'
"..." Jeg sidder bare med røret mod mit øre og venter. Venter på at min mund skal slynge undskyldningen ud, men istedet er den bare stille. Den bevæger sig ikke, imens jeg stirrer op i loftet. Til sidst lægger jeg røret på uden at have sagt noget. Jeg stirrer bare op i loftet, imens tanker kører rundt i hovedet på mig. Hvorfor var jeg så ond mod David? Jeg kunne jo se, at jeg gik langt over stregen af udtrykket i hans øjne. Hvorfor fortsatte jeg? Hvorfor kørte jeg ham ikke hjem? Hvorfor kan Aiden ikke være her nu og trøste mig? Hvordan har Aiden det egentlig med mig? Han sagde ja, til at gå på date med mig, så det må jo betyde, at han føler et eller andet for mig.... Ikke? Hvad nu hvis, jeg dummer mig på daten, og han så ikke vil se mig igen? Det bliver nød til at være perfekt! Jeg vil ikke miste ham!