I skjul

Shh...

Aiden
Vi sidder i stuen. Det er et familiemøde. Efter mine brødre viste mig deres sande natur og forvandlede sig til de monstre, der har gemt sig inde i deres krop hele deres liv, kom min far hjem. Han virkede overhovedet ikke overrasket. Han viste det nok i forvejen. Selvfølgelig viste han det i forvejen. Han er vores far. Vi sidder i stuen. Ryder sidder rigtig mandligt med benene spredt og armen over ryglænet. Han blik hviler på fjernsynets sorte døde skærm. Rily ligger med benene ovenpå Ryders lår. De er krydset ved anklerne. Han ligger med sin mobil i hænderne og spiller stille og roligt et eller andet spil. Engang imellem ser Ryder på Riley og et mildt udtryk overtager hans kroniske vrede udtryk. Jeg har altid ønsket, at have det sådan med dem. Der er så meget kærlighed mellem dem. Men det er ikke muligt. Jeg er for meget.... mig.

Min far kommer ind i stuen med fire glas vand i hænderne. Det er utroligt, at han ikke taber dem. Han sætter sig i stolen overfor os og læner sig tilbage med et opgivende suk. Han ser virkelig gammel ud nogle gange.
"Riley," siger han, hvorefter Riley slukker sit spil og lægger sin mobil ned i sin lomme. Det er seriøst det her!  Min far klapper hænderne sammen og læner sig frem. Med albuerne på knæene og hænderne flettet ind i hinanden ser han på mig.
"Aiden," jeg nikker og ser ham i øjnene i nogle sekunder, før jeg kigger ned i mit skød på mine hænder, der farer rastløs rundt. "Det du så... var dine brødre, der forvandlede sig til ulve. De er varulve," forklarer min far langsomt og tydeligt. Jeg er så forvirret. Hvorfor? Hvorfor lige nu, hvor Sebastian også har fortalt mig, at han er? Hvorfor lige mine brødre? Det giver ingen mening.
"E-er du o-o-også?" spørger jeg nervøst og bider mig hårdt i læben. Min far smiler forsigtigt.
"Ja. Din mor var også," svarer han, "det er arveligt." Jeg rynker brynene. Hvis min mor og far begge er, så er chancen for at genet videregives 100%. Det er lykkedes med Ryder og Riley... men hvorfor er jeg ikke en? Jeg ser forvirret på min far. Han synker og ser mig stift i øjnene, før han svarer på mit ustillede spørgsmål.

"Jeg ved ikke, hvorfor du ikke er forvandlet. Normalt går man igennem nogle forskellige faser. Når man bliver født, vil man ikke kunne styre sin forvandling. I de følgende to år lærer man det, og når man når fem-års-alderen går ulven i dvale. En ulv udvikler sig hurtigere end et menneske, så dvaleperioden er vigtig. Når balancen er genoprettet bryder ulven ud, i det vi kalder 'den første forvandling'. Derfra er man et med sin ulv, indtil man dør. Man kan ikke dræbe et menneske fra sin ulv eller omvendt." Min far holder en pause, hvor han tager en stor tår af sit vand. "Du er ikke gået igennem nogle af faserne. Du har aldrig haft en forvandling. Ikke en eneste. Du er ligesom et menneske." Tårerne begynder at flyde op i mine øjne, og de gør mit syn sløret. Er det derfor jeg får en anderledes behandling? Er det derfor jeg ikke passer ind? Er jeg ikke god nok? Fordi ikke engang min ulv vil være et med mig. Hvis jeg altså har en ulv...

Der er gået lang tid. Hvor lang tid er jeg ikke sikker på. Ryder og Riley er ude af huset, som de plejer. De er garanteret sammen med nogle venner eller noget. De laver nok det, de plejer. Min far sidder stadig i stolen overfor mig. Ham har ikke sagt noget. Jeg har ikke sagt noget. Hvad er der at sige? Jeg synker og trækker mine ben op til brystet. Er min familie samme slags ulv som Sebastian. Pludselig åbner min far munden og bryder tavsheden, der har sænket dig som en dyne over rummet.
"Ryder og Riley har fortalt mig, at du har været mødtes med de nye i jeres skole?" Siger han, men det lyder mere som et spørgsmål. Jeg nikker bekræftende.
"De har også fortalt mig, at de har sagt til dig, at du ikke må være sammen med dem." Igen nikker jeg bekræftende. Han ville vel ikke kunne finde på, at sige, at jeg ikke må være sammen med dem. Det er jo Sebastian! Ham vil jeg se hver dag! Hele tiden, hvert sekund, hvis det stod til mig om at vælge.

"Du skal ikke mødes med dem..." Siger min far stille. Mit hoved skyder op, og jeg ser overrasket på ham. Det kan han ikke mene! Det kan han ikke gøre.
"Hvorfor?" Råber jeg vredt og rejser mig op. Jeg vil se Sebastian. Jeg vil være hos ham. Jeg vil mærke han dejlige muskuløse arme rundt om mig. Jeg vil føle mig sikker på den måde, som han kan få mig til at føle mig sikker på.
"Aiden, lad mig forklare. Jeg lover dig, at det hele nok skal give mening for dig, når jeg er færdig. Bare sæt dig ned og hør efter, okay?" Siger min far og griber forsigtig fat i min albue. Jeg lader ham trække mig ned og kører mine hænder rundt om hinanden. Gå nu igang med at forklare, tænker jeg arrigt.