I skjul

Min skyld

Aiden
De sidste par dage har været forfærdelige. Jeg har intet andet ord for det end det. Forfærdeligt. En gang om dagen kom en af min fars håndlangere ned med en lille tallerken af for gammelt mad og noget vand. Jeg er virkelig glad for, at jeg er van til ikke at spise regelmæssigt, så jeg slipper for at røre den klamme mad. Min krop er konstant gennemkold og fugtig. Jeg er bange for, at jeg for en slem sygdom pga de dårlige forhold i den her kælder, men jeg har ikke tænkt mig, at bukke under. Jeg har vist alt for mange års svaghed overfor min 'familie', men nu har jeg Sebastian. Nu har jeg noget at kæmpe for, så de får mig ikke ned med nakken igen. Ingen får mig ned med nakken. Jeg er ikke deres lille hundehvalp, der gør hvad de ber om. Jeg er ikke deres tjener. Jeg er Aiden. Og jeg er præcis det, jeg gør mig selv til.

Jeg rykker på mig selv for hundrede og syttende gang inden for den sidste time. Af en eller anden grund er jeg virkelig rastløs. Min krop er i uro, og en ubehagelig smerte er inde i mine knogler og i brystet på mig. Jeg er faktisk rimelig bekymret for mine brystsmerter, men det går forhåbentligt over, når jeg kommer op ad denne kælder.

Pludselig åbner døren over mig, og jeg retter mig hurtigt op. Jeg forventer en af håndlangerne komme ned, smide maden med et par fornærmelser og så gå sin vej igen. Præcis som det er forgået de sidste par dage. Men denne gang lyder min fars stemme fra døren af. Mit hoved flyver rundt, og jeg sender ham mit mest hadefulde blik, jeg kan opmønstre.

"Er du klar til underholdningen?" spørger han, men jeg svarer ikke. Han skal ikke få den tilfredsstillelse at få et svar ud af mig. Han ser irriteret på mig, men går ned ad trapperne og hiver mig op ved min arm. Jeg bider mig hårdt i læben for ikke, at udbryde en lyd. Hans fingre borer sig ind i mine sår, der bare ikke for lov til at hele. Min tidligere far bukker sig ned og roder med den lænke, der er omkring mit ben. Lige så snart jeg hører det stille klik, der indikerer, at jeg er fri, fører jeg mit ben op for at ramme ham i maven. Desværre er han hurtigere end mig og griber fat i mit knæ og stopper mit usle forsøg. Jeg udbryder et skrig, idet han river det den forkerte vej rundt, før han griber fat i min arm og vrider den om på ryggen.

"Du skal ikke kæmpe imod. Det bliver bare værst for dig selv, hvis du gør," knurrer han lavt i mit øre, før han skubber mig op af trappen og ud af rummet.

Vi går igennem huset. Stedet har fuldstændigt ændret sig, i de dage, hvor jeg var fanget i kælderen. Hvor det før var utrygt og lidt rodet, står rodet nu i bunker. Gammelt mad og tøj ligger overalt. Der stinker af mug og våd hund. Det er virkelig klamt, og jeg får helt kvalme af at se stedet. Har jeg virkelig boet her? Min far trækker og skubber mig gennem huset, indtil vi når en dør. Han åbner den og skubber mig ned i endnu en kælder? Hvorfor er der to kældre i et hus? Døren bliver smækket bag i mig, og jeg kigger rundt i den nye kælder. Den er endnu værre end den anden. Fugten render ned ad væggen og en kold vind blæser igennem rummet, så jeg skutter mig. Foran mig står der er en flok af store mænd. Sådan virkelig store, sterioride store.

De gør dovent plads for min far og jeg, og et deformt bor kommer ind i mit synsfelt. Jeg kniber øjnene sammen for at finde ud af, hvad der er skyld i, at bordet er så deformt. Der er noget på det. Noget bulet? Hvad er bulet? Min far skubber mig frem mod bordet, så jeg går forsigtigt fremad. Der er noget inde i mig, der bliver virkelig glad og virkelig ked af det på samme tid over at se bordet. Rettere nærmere indholdet på bordet. Jeg går et par skridt nærmere, da jeg endelig opfanger en lyd. Det er en svag raspende lyd. Ligesom et anstrengt åndedrag. Nej, ikke ligesom. Det er et anstrengt åndedrag! Der ligger nogen på borden, og den nogen er virkelig såret. Jeg farer i panik frem og kigger tilbage på min far. Hvorfor gør han ikke noget? Personen på bordet er tydeligvis såret. Vi skal da hjælpe ham. Mine fingre farer hen over personen, dog uden at røre personen. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg ved bare, at jeg bliver nød til at hjælpe personen. Jeg kigger endnu engang bedende tilbage på min far, men han står bare med et tilfredst og uhyggeligt grin om munden, imens han betragter mig.

"Hyg dig med din kæreste," siger han, og som på tælling drejer de store mænd rundt og marcherer op ad trappen. Min far følger efter min stopper i døren. Han sender mig et sidste ondt smil, før han lukker døren i. Det meste af lyset forsvinder med det samme, og jeg kigger forvirret og desorienteret tilbage på personen. Min kæreste? Hvad mener han med det? Jeg synker en dårlig fornemmelse i munden, og lader mit blik glide op til ansigtet på personen. Under al snavset, blodet og sveden genkender jeg med det samme ansigtet. Hans øjne er lukket, og hans mund er let åben, idet han trækker anstrengt efter vejret. Hans mørke hår er fedtet og snavset, men samtidig syntes jeg, at han er lige så smuk som altid. Jeg lader min hånd glide igennem håret på ham og kysser ham forsigtigt på panden. Tårerne er for længst flygtet ned ad mine kinder, og jeg hulker lavt. Det her er min skyld. Hvis jeg bare havde sagt ja, var det her aldrig sket.

"Undskyld," hvisker jeg og trykker min pande imod hans pande.

"Undskyld, Sebastian."

Sebastian
Jeg vågner en gang imellem, men er konstant og hele tiden for svag til at vågne rigtigt. Jeg kan høre ting, og jeg kan mørke ting. Jeg kan høre vagterne, der går ind og ud. Jeg kan høre lægen, der holder øje med, at jeg ikke dør, men samtidig ikke gør noget for, at jeg får det bedre. Han lader mig være. Hele mig selv. Normalt er det ikke et problem, men jeg kan også mærke. Jeg kan mærke, hvordan min krop bliver udsat for forskellige temperaturer. Om det så er ekstrem kulde eller hedebølge, kan jeg mærke det. Jeg kan mærke, hvordan min krop sulter. Higer efter mad, men jeg er for svag til at be. Desuden tror jeg heller ikke, at jeg vil få noget ud af at spørge efter mad. De her dårlige undskyldninger på ulve giver mig intet. Jeg kører langsomt og smertefuldt min tunge henover mine sprækkede læber og lytter. Jeg er klarere i hovedet, end jeg har været det sidste stykke tid. Måske er jeg endelig ved at få bugt med mine skader.

Pludselig åbner døren, og jeg lytter opmærksomt efter. Det er ikke det rigtige tidspunkt. Vagterne plejer at skifte med præcise mellemrum. De følger et bestemt mønster, men det her er uden for tiden... det kan jo også bare være, at jeg har været faldet i søvn, ude jeg har opdaget det... Jeg ved ikke, hvad jeg håber på. Det vil være rart, hvis mine fjender holder sig til den samme tidsplan, men samtidig, så vil en forandring være meget velkommen. Jeg har ikke lavet andet end at ligger på den her hårde seng de sidste par dage. Jeg har brug for at bevæge mig. Jeg har brug for at sove i en rigtig seng. Jeg har brug for mad...

Personerne der er kommer ind i rummet snakker højlydt sammen, men jeg kan ikke forstå det. De snakker et andet sprog, tror jeg. Forhåbentlig er det ikke mig, der bare er så langt væk, at jeg ikke kan forstå mit modersmål. Jeg hiver vejret tungt ind, da en dejlig duft kommer mig i møde. Det er alt for lang tid siden, at jeg har duftet den duft. Det er en dejlig duft. Stemmerne snakker igen. Denne gang lyder de tættere på, men stadig ikke tæt nok. Jeg koncentrer mig om min lugtesans, idet jeg tager endnu et dybt og rallende åndedrag. Jup, jeg elsker den duft. Endelig tier stemmerne stille, og døren smækker. Men duften forlader mig ikke. Faktisk kommer den tættere på. Den ligger sig helt op ad mig og omfavner mig. Jeg er så lykkelig lige nu! Som en munk, der slår på en gongong, går tre år tydeligt igennem min omtågede verden. De bliver hvisket med en grådkvalt stemme til mig, men det lyder som om, de bliver skreget ind i mit hoved, hvorefter de stikker mig i hjertet med en brødkniv.

"Undskyld... Undskyld, Sebastian." Nej! Aiden nej! Jeg forbander mine skader. Jeg forbander min svaghed. Jeg vil virkelig gerne rejse mig op og beskytte ham. Lægge mine arme rundt om han og fortælle, at alt bliver godt igen. Jeg skal forestille at være den stærke. Jeg har lovet ham, at jeg vil beskytte ham, men jeg ligger bare her som en kogt kartoffel og gør ingenting. Med al min viljestyrke bevæger jeg min ene arm. Den er tung som bly og lænkerne gør det ikke bedre. Men jeg bevæger den. Aiden må have opdaget det, for ikke lang tid efter mærker jeg hans små tynde fingre flette sig rundt om mine større. Det gør ondt, men igen, hele min krop gør ondt. Jeg bevæger ganske ganske langsomt min tommelfinger og stryger den henover hans håndflade. Aiden svarer tilbage, og efter noget tid mærker jeg hans læber trykke fjerlette kys mod mine fingre. Trætheden overmander mig og jeg kæmper virkelig hårdt. Jeg har endelig fået min eventyrlige smukke Aiden herned, og så vil min krop bare gerne sove. Det kan ikke være rigtigt. Jeg kæmper virkelig imod. Det gør jeg altså, men til sidst forsvinder jeg fra overfladen og ind i en sort og drømmeløs søvn. Det sidste jeg hører, inden jeg forsvinder er Aiden, der kysser min pande, hvorefter han hvisker fem ord, som jeg om nogle timer tvivler stærk på nogensinde vil gå i opfyldelse...

"Vi skal nok klare os."