Ventetiden

517 20 4
                                    

Sebastian
Knivenes og gaflernes klirren viser med stor præcision, hvor sultne vi alle var. Der er ikke blevet sagt et ord, siden vi begyndte. Min mor er stor tilhænger af familiespisninger, så vi ventede bare på min far, der blev holdt tilbage af nogle problemer med flokken. Noget med et skænderi mellem to naboer... Godt jeg ikke er alfa endnu. Men vi ventede på, min far kom hjem, hvilket også er grunden til, at klokken blev halv ni om aftenen, før aftensmaden blev serveret. Jeg ved godt, at halv ni ikke er så sent, men jeg er en teenagedreng, der vokser, plus jeg er en varulv. Jeg har brug for mad!!! Så der er ikke blevet sagt et ord fra min side af, og jeg har i protest ikke svaret på min fars spørgsmål endnu. Han må vente, til jeg er færdig. David sidder bare ved siden af mig og propper i munden. Drengen kom herhen efter han havde spist. Lige tids nok til at spise endnu et aften måltid. Som sagt vi er teenage varulve. Jeg skraber det sidste fra min tallerken sammen og nyder den himmelske smag, min mors mad har. Jeg elsker de få gange, hun laver mad.
"Færdig," spørger min far med et lille grin. Jeg nikker, imens jeg tager en tår af min sodavand, som så selvfølgelig beslutter sig for at galt, så jeg spilder ud over mig selv. De tre andre griner højlydt af mig, imens jeg sidder og stirrer på min nu våde T-Shirt. Jeg kigger op på min far igen og venter, indtil han har fået taget sig så meget sammen, at han kan forme en sætning.
"Jeg har ingen ide om, hvad du gjorde der..." Griner han. Jeg løfter det ene øjenbryn og venter på, at han få taget sig sammen igen.
"Spøg til siden. Hvordan går det med ham blondinen?" Spørger min far og fanger på fantastisk vis også Davids opmærksomhed.
"Det går fint. Jeg har valgt, at vi prøver at blive venner med ham," svarer jeg. Min far nikker og siger noget uforståeligt. Det gør han tit, når han tænker, så jeg lægger ikke rigtig så meget i det, men koncentrerer mig istedet om min T-Shirt.
"Bare pas på," advarer min mor. Jeg smiler til hende og nikker. Jeg vil altid være mors lille dreng. Det er en belastning, når mine venner er her, men jeg elsker det, når jeg vil have min vilje.
"Tak for mad, det smagte dejligt," fedter David med et milllionsmil, før han bærer sin tallerken ud. Som om han gør det derhjemme!
"Tak for mad," siger jeg også, før jeg rejser mig og går op på mit værelse. Ikke mange sekunder efter kommer David ind på mit værelse og smider sig i min seng.

Klokken nærmer dig midnat, og vi sidder stadig og spiller Call Of Duty Modern Warfare 4. Vi har været som lænket til skærmen siden aftensmaden. Vi har et væddemål igang. Den person der vinder, skal et eller andet. Vi blev aldrig enige, om hvad væddemålet skulle handle om, så den der vinder bestemmer. Jeg dækker mig bag en gammel bil og zoomer mit sigte ind på Davids figur. Han bevæger dig den rigtige vej for mig, og jeg holder vejret. Endelig kommer han rigtig ind i skudlinjen, så jeg trykker på aftrækkeren. Med det samme falder Davids figur om, og fjernsynet indikerer, at jeg har vundet. Jeg ser hen en surmulede David med et fjoget grin.
"Øj... Du kommer til at lave mad til mig den næste uge og slæbe på alle mine bøger," griner jeg. Han sender mig et dræberblik, som mit åndssvage grin bliver endnu bredere af.
"Skal jeg køre dig hjem?" Spørger jeg til David, "det er ved at være sent." Af en eller anden grund vil David hellere løbe hen til mig, istedet for at tage sin bil. Ikke at det gør noget. Når han løber i sin ulveform tager det ikke meget længere tid. Hvis der er trafik, tager det faktisk kortere tid. Desuden har han allerede over halvdelen af sin garderobe... Nej, over halvdelen af sit værelse hos os. På et tidspunkt blev det for meget for min mor, så hun rodede gæsteværelset op, så han kunne smide sine ting derind. Men han er stadig som en bror for mig, så jeg lader ham ikke løbe hjem i mørket, hvis der er chance for, at han kan støde på nogle udstødte! Godt nok skal han kun et par gader i vores lille by, men alligevel!
"Nah... Jeg tror bare, at jeg bliver her i nat," siger han og lægger sig til rette i min seng. Jeg griner forsigtigt af ham.
"Kan du ikke i det mindste skrive til Karen, at du bliver her? Sidste gang ringede hun til min mor hundrede gange, før vi vågnede. Det drev hende til vanvid, så jeg fik jordens største skideballe..." Da han ikke svarer, vender jeg mig irriteret om mod ham, for at finde ham sovende i min seng. Jeg sukker tungt, idet jeg vender mig mod døren. Jeg går hen til mine forældres værelse og banker på. Jeg gik engang ind på dem, imens de lavede det eneste, man ikke har lyst til at se sine forældre gøre. Efter et 'kom ind' fra min far, går jeg ind og smider mig i deres seng.
"Hej skat. Bliver David her i nat?" Spørge min mor og lægger sit blad fra sig.
"Hmm. Det var derfor, jeg kom ind. Forvent at blive kimet ned imorgen." Hun nikker, hvorefter hun vender sin opmærksomhed mod mig.
"Har David det godt?" Spørger min mor pludselig. Jeg ser overrasket på hende.
"Ja, det tror jeg da," svarer jeg, "hvorfor?"
"Det virker bare som om, han er meget tyndere og blegere, end han plejer... Det er nok ikke noget. Sov godt, skat." Jeg smiler igen, før jeg hopper ind på mit eget værelse og ligger mig til at sove.

Aiden
Jeg vågnede næste morgen præcis samme sted, som jeg faldt i søvn - for enden af trappen. Efter et par minutter prøver jeg at rejse mig op, men det mislykkedes forfærdeligt, idet jeg falder til jorden hulkende. Bølger af smerte skyder op gennem mit ben, hver gang jeg bevæger mig, og det føltes som om, at en kæmpe har danset stepdans på min krop. Desuden er min krop virkelig stiv af den kulde, der hersker i kælderen. En voldsom kuldegysning gennemryster min krop, og gåsehuden springer frem på mine arme og ryg. Jeg hulker magtesløs, imens jeg gnider mine arme for at få noget varme ind i dem. Hvilket mislykkedes. Hvis ikke jeg var sammen med Sebastian igår, var det her aldrig sket. Hvis ikke jeg var så dum at tro, at der var nogen, der vil være sammen med mig, ville det her aldrig have været sket, og jeg ville sidde oppe i køkkenet og spise mine cornflakes. Jeg ville have været færdig med Rider og Rileys morgenmad og måske, kun måske, ville jeg ikke lave nogen fejl, så det kunne blive en god dag. Jeg sukker, imens tårerne langsomt stopper med at trille. Jeg har virkelig lyst til at græde, men det er som om, at jeg er tømt for tårer. Som om jeg bare er blevet til en udmattet tom skal.

Jeg er ikke sikker på, hvor lang tid jeg har lægget i samme stilling. Det er den stilling, det gør mindst ondt, så selvom min krop værker, er det den stilling, jeg foretrækker. Jeg trækker endnu et dybt åndedrag og begynder at tælle. En, to, tre... Det går fint... Syv, otte, ni... Hvad mon er verdensrekorden i at holde vejret?... Femten, seksten... Det er faktisk lidt kedeligt... Tyve, enogtyve, toogtyve, treogtyve... Nu bliver det ubehageligt... Seksogtyve, syvogtyve... Jeg vil have luft... Tredive, enogtredive, toogtredive... Mine lunger brænder!... Fireogtredive... Bare lidt længere... Syvogtredive, otteogtredive, niogtredive og fyrre! Jeg åbner munden og trækker lettet et dybt åndedrag. Efterhånden som mine lunger fyldes med luft, fyldes min bevidsthed også med resultatet. Jeg klarede det uden at lave fejl. Jeg smiler forsigtigt til mig selv. Jeg klarede...
"Aiden!" Et råb får mig til at fare sammen og prøve at trække mod væggen, der er væk fra trappen. Er de nu sure, fordi jeg ikke har lavet morgenmad? Jeg gisper kort og mærker tårerne, der atter stiger op i øjnene på mig.
"Aiden?!" Råbet er der igen. Det lyder ikke som Riley eller Ryder, men hvem kan det ellers være? Far har allerede været her en gang i den her uge, så chancen for, det er ham, er ca en til en million. Jeg lukker øjnene og skal til at ønske mig væk, da kælderdøren åbner. Jeg klynker og gemmer mit hoved i mine arme.
"Aiden? Hvad er der sket?" Siger stemmen bekymret. Jeg rynker brynene og kigger forsigtigt på personen. Der er... Min far? Men hvad laver han her? Han har allerede været hjemme.
"Hvad er der sket? Er du okay?" Spørger min far, imens hans hænder farer forvirret rundt. Han virker bange for at røre mig... Er jeg så afskyelig? Jeg snøfter og siger med en grådkvalt stemme.
"Der e-er no-noget ga-alt med mi-in fod." Efter den sætning bryder jeg hulkende sammen igen. Min far står uden at sige noget i lang tid, før han samler mig op med en arm under mine knæ og en arm bag min ryg. Jeg stivner forskrækket et øjeblik, men holder hurtigt fast i hans jakke for ikke at falde ned. Min far kommer hurtigt ovenpå og begynder at gå mod udgangen. Da vi går igennem bryggerset, møder vi mine brødre, så jeg gemmer automatisk mit ansigt ind mod min fars bryst. Jeg har ikke lyst til at møde deres nedladende blikke lige nu. Jeg har ikke lyst til at føle mig dårligere, end jeg allerede har det. Jeg kvæler er hulk, idet vi går udenfor døren.

Min far kørte mig på skadestuen, men efter en time fik han en opringning og sagde, at han blev bød til at smutte et øjeblik. Jeg nikkede selvfølgelig bare, og nu tre timer efter er han stadig ikke kommet tilbage. Måske har han glemt mig? Hvordan skal jeg så komme hjem? Jeg bider forsigtigt i min tørre underlæbe. Jeg er virkelig tørstig, men kan ikke rejse mig for at hente noget at drikke. Jeg lægger armene om mig selv og betragter endnu en gang de andre personer, der venter. Deres skader er nok meget mere alvorlige end mine. Der sidder en mor med en lille pige i en sommerkjole. Moderen virker mere stresser end pigen, der bare sidder og leger med sine dukker. Til højre sidder der en und mand med et flækket øjenbryn for sig selv. Den ene side af hans jakke er smurt ind i blod. Jeg håber virkelig, det er hans eget blod. Manden vender sin opmærksomhed mod mig, så jeg kigger hurtigt ned i gulvet. Hvad nu hvis det ikke er hans eget blod? Til højre for mig sidder en ældre dame, der roligt sidder og læser i et blad. Hun udviser tryghed, så jeg valgte bevidst at sidde en smule tættere på hende. Men ikke så tæt på, at hun vil lægge mærke til mig og så flytte sig. På et tidspunkt, hvor jeg var gået i gang med at tælle lamperne i loftet, åbner døren og ind kommer en høj attraktiv fyr.

I skjulWhere stories live. Discover now