Kaos

477 23 2
                                    

Sebastian
"Ryder, Riley, må jeg lige snakke med jer?" Spørger jeg. Jeg kan mærke Davids underlige blik, men ignorerer det fuldstændig. Det her er min sag, ikke hans.
"Ja da, hva så?" Siger Ryder, imens de stopper op. Jeg går hen til dem og kigger mod resten af holdet, det langsomt siver mod omklædningen. De forstår, at jeg gerne vil være alene og venter tålmodigt. Det først nu, det går op for mig, hvad jeg er i gang med. Hvordan skal jeg spørge dem om Aiden? Jeg har ikke forstået deres forhold endnu, men de er brødre... Så jeg burde kunne spørge dem om ham.
"Øhm..." Starter jeg virkelig intelligens og ser på dem. De hæver synkront det ene øjenbryn og fortæller mig, at jeg skal fortsætte... Eller starte.
"Det er om Aiden," får jeg endelig ud. De hæver synkront det andet øjenbryn og ser forundrede ud.
"Det er fordi..." Begynder jeg, men bliver afbrudt af Ryder.
"Du gerne vil have ham ud på en date?" Jeg nikker hurtigt og set bedende på dem. Ha! Godt at ingen fra flokken ser mig nu! Deres næste alfa står nærmest og tikker om hjælp fra to uduelige mennesker! Hvordan kunne jeg synke så dybt? Nåja... Aiden... Oh smukke Aiden...
"Desværre Sebastian," jeg bliver hevet ud af mine ynkelige tanker, da Ryder fortsætter, "Aiden er... Mærkelig på det punkt," Jeg nikker langsomt, imens jeg kæmper imod min ulv, der er ved at overtage kontrollen, og han er ikke i godt humør. Billeder af Ryder og Rileys hoveder adskildt fra deres krop bombarderer min tankegang, da min ulv kommer tættere på overfalden. Hvorfor siger de det om min Aiden? Han er ikke mærkelig! Han er perfekt! Ingen skal svine min dejlige Aiden til! Han er perfekt med store bogstaver hele vejen igennem.
"Hvordan mærkelig," spørger jeg.
"Han vil ikke knytte sig til en person..." Forklarer Riley. Hvad..? Aiden vil have flere? Men hvordan? Jeg er hans mage! Han burde kun vil have mig! Jeg trækker vejret dybt og får skubbet min ulv tilbage. Han sender vredesbølger gennem min krop, men prøver ikke at dræbe flere uskyldige mennesker lige nu. Da jeg endelig er kommet til mig selv, ser jeg på tvillingerne, der står med et vidende smil på deres læber. Som om de ved, præcis hvad der skete inden i mig. Jeg nikker til hilsen, før jeg med løftet hoved går tilbage til omklædningen. Resten af ulvene står der. Ingen af dem møder mit blik.

"Parade, slag og slag,"siger jeg og viser samtidig bevægelserne til Frederik. Han nikker langsomt, hvilket betyder at han forstår det. Men ligesom alle de andre gange, har han sikkert ikke forstået det. Han nikker bare, så jeg kan gå videre og træne nogle af de andre. Jeg sukker næsten uhørligt. Det er altså ikke så besværligt. Det er grundteknikkerne, men lige meget hvad det er, tager det næsten altid Frederik dobbelt så lang tid at lære. Jeg viser hurtigt rutinen igen. Han nikker mere selvsikker den her gang. Han har ikke fattet en skid... Jeg klapper ham på ryggen og går videre, imens jeg laver en mental note om, at David skal træne med ham senere. Hvis ikke det var for David, havde jeg opgivet Frederik for længe siden. De to har et specielt forhold, som jeg ikke forstår. Jeg spurgte engang David om det, og han sagde bare: 'han er bare Frederik, og jeg er bare mig.' Som sagt, forstår det ikke. Men det er fint nok. Jeg lader David og Frederik træne sammen engang imellem, og jeg kan se forbedringer hver gang.

Jeg går videre og ser på krigerne. Krigerne er de ulve, der bliver specielt trænet, hvis der kommer krig. Nogle bliver at som krigere, andre træner sig bare op til en. Nogle mener, at krigerne skal lede flokken, da de er stærkest, men det vil være total kaos. De vil lede flokken med vold og undertrykkelse. Som sagt kaos. Jeg går hen ved siden af Morten og klapper ham på skulderen. Han bukker hovedet i respekt og begynder straks st snakke om deres forbedringer. Det er gode ideer, de vil arbejde på. De vil træne nogle op til at være mindre, men hurtigere, og resten til at være større, men lidt langsommere. Der vil hele tiden være to, det går sammen, når de patruljerer, så deres svagheder vil være formindsket til et minimum.

Imens jeg diskuterer fordele og ulemper med Morten om de nye ideer, kommer Frederik løbende. Han skynder sig hen til mig og bukker dybt. Jeg signalerer, at han skal sige sin besked, men den stakkels dreng er så forpustet, at det eneste der kommer ud, er nogle hvæsende lyde.
"Træk vejret hvalp," beordrer jeg blidt, hvilket får ham til at hive nogle anstrengte åndedrag ind. Endelig trækket han vejret så jævnt, at han kan snakke.
"Beta David og Ricco slås, alfa," pruster han. Jeg kan mærke Morten spænde sin krop ligesom jeg. Man kan da ikke lade de to være i to minutter... Jeg sætter i løb med det samme og kan høre Morten er lige efter mig, hvilket får mig til at sende en taknemmelig tanke til ham. Jeg kan godt bruge noget hjælp med at skille de to ad. Riccos far er min fars beta, men jeg har aldrig været så tæt med Ricco, som jeg har med David. Så siden min 15 års, hvor jeg sagde, at jeg ville have David som min beta, har de to været konstant oppe og toppes. Da vi kommer til kamppladsen, står alle de andre rundt om og kigger på. Den her kamp er vist mere seriøs, end den plejer. Jeg skubber vildsomt folk til siden, så jeg kan komme frem, imens jeg bander lavt. Hvorfor kan de to ikke bare enes? Det ville være så meget bedre! Jeg vil virkelig gerne have Ricco som min delta, altså den tredje i rækken, men deres skænderier forhindrer mig i det. Det går ikke, at have en beta og en delta, der ikke laver andet, end at skændes. Jeg kommer endelig frem til pladsen og ser noget forfærdeligt. To ulve springer på hinanden og vælter omkuld. Davids blonde og noget mindre ulv ligger nederst, hvor Riccos røde står ovenpå ham og skal til at bide ham i forbenet. Jeg træder frem og mærker min ulv komme til overfladen.
"STOP DET LIGE NU!" råber jeg med en så dominerende stemme, at jeg skræmmer mig selv lidt. Min ulv er meget vred over scenen, der bliver udspillet foran mig. De to ulve stopper med det samme, og efter et par sekunder går Ricco ned fra David, der rejser sig med det samme.
"Forvandl jer!" Beordrer jeg lidt myndigt, men stadig med min alfa stemme. De to ulve forvandler sig tilbage, så de står i deres nøgne menneske forme. Ricco har fået nogle gode rifter på brystet og den ene arm, men sjovt nok, er jeg lidt ligeglad. Min opmærksomhed er mere på David. Han står med bøjet hoved får at vise respekt, imens hans hænder holder hårdt om det lår, der ikke bærer hans kropsvægt. Blodet pumper ud mellem hans fingre. Det skal tjekkes af lægen. Jeg retter mig endnu mere op og ser ned på de to drenge.
"Hvad gik det ud på?" Spørger jeg, men ingen af dem svarer.
"Nå?" Spørger jeg utålmodigt, hvorefter Ricco ser mig i øjnene og svarer med et smil:
"Vi trænede bare." Davids hoved flyver op og ser overrasket på Ricco, før han kigger ned i jorden igen. Ricco lyver.
"David?" Spørger jeg. David kigger på mig, før han vender sin opmærksomhed mod Ricco. De to ligner nogle, der har en intern samtale, hvilket irriterer mig grænseløst. De skal ikke være så flabede at holde mig udenfor, når jeg snakker til dem! Men jeg gør ikke noget. Jeg står og venter, indtil David nikker.
"Vi trænede bare," bekræfter han. Jeg nikker langsomt, før jeg siger:
"I kommer ind på mit kontor i aften, hvor jeg bestemmer jeres straf. Inden I brokker jer, så har I forstyrret roen og forstyrret træningstiden. Gå tilbage til træningen," siger jeg, men råber det sidste. Alle tilskuerne skynder sig væk og arbejder videre på deres træningssæt. Jeg kører træt hånden igennem håret, før jeg sender de to rivaler et sidste strengt blik. Kæft en lorte dag!

Aiden
Efter jeg havde snakket med Sebastian, gik jeg hjem. Tårerne blev ved med at strømme ud af øjnene på mig, som to vandfald i hovedet på mig. Jeg trækker mine ben tættere på mit bryst og begraver hoveder i dem. Jeg græder ikke mere. Jeg har lyst, men jeg har ikke flere tårer. Jeg lægger mig ned på siden og begraver mine tænder i mit knæ. Jeg hader dem! Det kan godt være, at Sebastian bare udnyttede mig, men det gør ikke noget. Han vil nok såre mig til sidst, når han finder ud af, at jeg ikke er noget værd, men inden han gjorde det, kunne vi være venner. Eller måske kærester? Jeg bider hårdere ned i knæet. Hvorfor skal de også ødelægge det hele? En smag af metal fylder min mund, og der går nogle minutter, før jeg regner ud, at det er mit eget blod. Jeg giver slip på knæet og retter mig ud på min madras. Hvad mon Sebastian laver nu? Han hygger sig nok sammen med alle hans venner. Han har nok allerede glemt mig og er gået videre til den næste person, han prøver at charmere sig ind på. Du er ikke noget værd! Hvorfor lod jeg mig blive forelsket! Jeg vidste jo, at jeg vil blive såret! Hvor er jeg dum! Dum og ubrugelig!

Jeg rører langsomt i gryden fyldt med kødsovs, imens jeg tænker på Sebastian. Pludselig kommer mine brødre ud i køkkenet og stiller sig foran komfuret. Jeg ser ikke op på dem, for de vil bare straffe mig. Jeg ved ikke for hvad, men det vil de. Det plejer de ihvertfald at gøre. Jeg skruer varmen en smule op og venter utålmodigt på den. Hvad vil de?
"Sebastian stillede spørgsmål om dig idag.." Siger Riley, hvilket fanger min opmærksomhed. Jeg stopper et kort øjeblik med at røre i gryden, før jeg fortsætter, men jeg svarer ikke. Jeg kan ikke.
"Han spurgte, hvorfor du ikke ville på date med ham," fortsætter Ryder. Den første tåre triller ned af kinden på mig, og jeg tørrer den hurtigt væk.
"Og vi sagde, at du ville have flere på en gang," afslutter Riley. Tårerne triller hurtigere ned ad kinderne. Jeg kan mærke en af dem kommer hen i stiller sig bag mig. Jeg kan mærke hans varme imod min egen krop. Angsten og sorgen lægger tungt i hele kroppen og efterlader mig uden kræfter til at gøre noget.
"Nu ved Sebastian hvor stor en luder du er," hvisker Ryder og griber hårdt fat i min nakke. Jeg klynker, hvorefter han smider mig ned i bordet ved siden af komfuret, så jeg står lænet ind over det. Ryder slår mig hårdt i numsen, så jeg udbryder et lavt skrig, før jeg når at kvæle det med mine hænder. Mine brødre griner højt.
"Kan du lide det, din klamme homo?" Spørger Riley. Jeg ryster febrilsk på hovedet, hvilket får dem til at grine højere.
"Hvad sker der her?" Lyder en stemme pludselig. Jeg drejer hovedet væk fra den alt for velkendte stemme, og kvæler nogle af mine hulk.
"Vi er igang med at vise krybet, hvor han hører til," siger Ryder og strammer grebet om min nakke, hvilket får flere tårer til at springe ud af mine øjne.
"Er det ikke lidt klamt, når det er din egen bror?" Spørger Ronnie, hvilket får dem alle tre til at grine højere end før. Ryder samler mig op, og ændrer grebet fra min nakke til min hals, så han holder mig ind mod sit bryst.
"Du skal ikke være ond," klynker han falsk, "lad være med at kalde krybet min bror!" De tre drenge griner igen. Jeg vil væk! Jeg vil være alle andre steder end her! Hvorfor er der ikke en, det kan rede mig, ligesom i eventyrene, som min mor altid læste, da jeg var lille?
"Vil du da vise ham hans plads?" Spørger Riley, hvorefter Ryder skubber mig hen til Ronnie. Jeg får rimelig hurtigt balancen og prøver at stikke af, men de har spærret alle udgange, så der går ikke lang tid, før Ronnie holde mig som en skruestik.
"Med glæde," svarer Ronnie med sin ubehagelige stemme, før han skubber mig ned over spisebordet, så jeg står, ligesom jeg stod ved køkkenbordet. Jeg kan ikke rykke mig, og jeg er begyndt at få problemer med vejret, fordi jeg græder så hårdt. En af mine brødrer griber fat i mine håndled og holder mine arme fra den anden side af bordet.
"Væ-ær sød... Ple-ease, vi-il I ik-ke nook la-ADD væ-re.." Græder jeg hysterisk, hvilket får dem til at grine igen.
"Det er din egen skyld," hvisker Riley, før det første slag rammer min ryg. Jeg græder hårdere, da smerten eksploderer over min ryg. Gud, hjælp mig! Det første slag bliver efterfulgt af flere, og da mørket endelig kommer imod mig, byder jeg det velkomment med åbne arme.

I skjulWhere stories live. Discover now