I skjul

Planlægning

Aiden
Sebastian trækker langsomt ind til siden og slukker motoren på bilen, før han vender sig mod mig.
"Så er vi her," siger han og ser på det hus, som jeg kalder mit hjem. Jeg nikker forsigtigt og åbner døren.
"Aiden?" Jeg vender mig igen og ser spørgende på Sebastian. Han læner sig langsomt frem, før han placerer sine bløde mandige læber på min pande.
"Vi ses i morgen," hvisker han, før han trækker sig væk og ser mig i øjnene, "jeg samler dig op ude foran skolen, og så tager vi på date." Jeg nikker ivrigt og kan ikke skjule min glæde. Vi aftale tidspunkt for vores date tidligere idag. Sebastian henter mig fem minutter efter den sidste time starter - for ham fodboldtræning, og jeg har fri - og så kan vi tage afsted uden at nogen ser os. Eller mine brødre ser os. De vil være travlt optaget på den firkantede græsplæne. Så vi er sikre. Jeg ved ikke, hvor vi skal hen. Da jeg spurgte Sebastian, nægtede han at sige det, så det finder jeg vel ud af imorgen. Jeg vinker farvel til Sebastian og hopper ud af bilen, før jeg går hen til hoveddøren. Der åbner jeg døren og vinker igen, hvorefter Sebastian kører afsted.

Da jeg lukker døren igen, vælter virkeligheden ind over mig som en spand kold vand. Jeg er gået direkte imod mine brødres ordre. Jeg har trodset dem. Hvis de finder ud af det, er jeg død. Bare se, hvad de gjorde igår!  Og det var endda uden grund. Jeg klynker lavt og tager mine sko af. Måske skal jeg afvise Sebastian igen... Ja, det vil være det rigtige at gøre... Men jeg har ikke lyst! Når jeg er sammen med han, føler jeg mig tryg. Jeg glemmer mine brødre, og når jeg husker dem, skræmmer de mig ikke, for jeg ved, at Sebastian vil beskytte mig. Jeg ved ikke, hvorfor jeg tror det, men jeg er sikker. Jeg kan godt lide hans elektriske øjne. Hans bløde hår. Hans stærke kæbe. Og ikke mindst hans muskuløse arme, der er milde og venlige i forhold til mine brødres, der er hårde og sårende. Jeg lægger forsigtigt armene om mig selv og savner allerede den varme og tryghed, som jeg følte for under fem minutter siden. Jeg savner Sebastian.

Jeg smider langsomt min tunge taske over ryggen og lister ind i huset. Det virker meget stille. Faktisk lidt for stille. Måske er jeg den eneste, der er kommet hjem? Det håber jeg. Jeg lister forsigtigt ned i kælderen og sætter min taske inde for døren, før jeg går ovenpå igen og ud i køkkenet. Jeg må hellere spise nu, bare for at være sikker. Langsomt laver jeg en sandwich klar, før jeg tager en sodavand og går ned til mit værelse igen. Der sætter jeg mig skrædderstilling på madrassen i midten af rummet og læser den bog, som jeg er i gang med. Eller... Jeg er konstant i gang med den bog. Det er Alice i Eventyrland... Jeg læser et par sider, før jeg lukker bogen og åbner første side. Der er et gammelt slidt fotografi af min familie. Min familie den gang, den var fuldtallig. Jeg lader langsomt mine fingre glide henover det. Hvordan mon det havde været, hvis den stadig var sådan? På fotografiet sidder far i en yngre udgave med nogle endnu yngre Rider og Riley foran ham. Min fars øjne skinner af stolthed og lykke. Et blik, der en gang imellem dukker op, når han ser på mine brødre. Det er længe siden, han har set sådan på mig. Måske har han aldrig set sådan på mig. Altså hvorfor skulle han..? Mine brødres ansigter skinner med barnlig glæde over livet. Jeg lader mit blik glide videre til min mor og jeg. Jeg ligner min mor utrolig meget. Lige fra vores kropsbygning til vores hårfarve og lille næse. Jeg vil virkelig gerne kunne huske hende lidt mere, end jeg kan. Jeg kan huske, at hun altid læste Alice i Eventyrland. Hun elskede den historie. Jeg kan også huske, hvordan hun gik rundt og sang, når hun var hjemme. Eller jeg kan ikke huske det, men jeg kan huske, at der blev underligt stille, efter hun forsvandt. Og noget af det tydeligste, er alle de gange, hun har sagt: 'hvis intet arbejder på dine måde, slap af, tæl til ti og bed til Gud. For hvor Herre holder øje med alle sine børn. Han hører dine bønder, og selvom han ikke altid svarer på dem med det samme, gør han det på et tidspunkt. Du skal bare være åben overfor hans råd og vejledning. Husk det min lille engel.' Jeg sukker og læner mig tilbage mod væggen og tager en tår af min sofavand. Jeg ville ønske, at jeg kunne se hende igen. Bare en sidste gang, men jeg ved godt, at det er umuligt. Da hun forsvandt, spurgte jeg far, hvor hun gik hen. Han fortalte mig, at hun var taget på ferie til Paradiset. Jeg troede, at Paradiset var en ø eller et hotel, så jeg sad troligt i flere uger og ventede på hende foran hoveddøren. Efterhånden bevægede jeg mig væk fra hoveddøren, men jeg tjekkede stadig postkassen hver dag. Hvis nu hun havde sendt et postkort. Efter et år blev jeg mere rastløs. Hvorfor kom hun ikke hjem? Var der sket noget? Ville hun ikke komme hjem? Til sidst skrev jeg et brev til hende, hvor jeg spurgte hende, hvordan det gik, og hvornår hun regnede med at komme hjem. Jeg greb fat i mine brødre, så de kunne hjælpe mig med af sende det, men de blev vrede. De rev brevet i stykker og skældte mig ud. Sagde, at jeg skulle vågne op. At mor aldrig vil komme tilbage. At jeg spildte min tid. Hun var død... Hun sov for evigt...

Sebastian
Jeg hiver hurtigt bilen ind til siden, før jeg hopper ud og løber ind i huset. Imens jeg tager skoene af, trækker jeg min mobil frem og ringer til David. Efter et par ting tager hen den endelig.
"Ja?" Spørger han med en monoton stemme.
"Jeg har brug for din hjælp! Kan du komme over nu?" Råber jeg panisk ind i telefonen.
"Jeg er her allerede," svarer han roligt, hvilet får mig til at åbne døren og kigge ud. Der er ikke nogen...
"Jeg er i køkkenet," siger han, som om det var helt normalt at være i en anden persons køkken, når der ikke var nogen hjemme og svarer samtidig på mit ustillede spørgsmål... Jeg lægger røret på og går ud i køkkenet, hvor David står og laver sandwichs.
"Hvad laver du?" Spørger jeg dumt og glor på ham. Han kigger hurtigt op på mig, før han kigger ned igen.
"Sandwichs," svarer han åbenlyst og putter det øverste stykke brød på mesterværket.
"Hvorfor?"
"Fordi jeg er sulten." Jeg ser bare på ham, idet han tager en bid og ser på mig.
"Hvordan kom du overhovedet ind?" Udbryder jeg pludselig. Jeg er sikker på, at jeg låste døren! David giver sig god tid til at tygge af munden, før han svarer:
"Vinduet var åbent."
"Hvilket?" Spørger jeg mistænkeligt. Han kunne godt finde på, at smadre et, og det lort gider jeg ikke igennem med mine forældre.
"Dit værelse, badeværelset, det der lille ved kælderen og så køkkenet." Han tager en bid mere. Jeg ser på han og nikker langsomt. Ja, hvorfor ikke? Han er jo en bubbibjørn.

"Hvad skal jeg hjælpe dig med?" Spørger David og sætter sig op på køkkenbordet.
"Øhm..." Jeg retter min opmærksomhed fra ham til min mobil og tilbage til ham, før det slår mig.
"Aiden!" Siger jeg drømmende. Han er sp fantastisk! De søde små hænder, han lille nuttede næse, og håret der bare tigger om, at jeg skal køre mine hænder igennem.
"Hvad er der med han?" Spørger David og hiver mig ud af min egen personlige drømmeverden. Jeg ryster på hovedet og smiler glad til min ikke biologiske brormand.
"Vi skal på date imorgen i sidste time, såååå den skal være perfekt. Ikke bare sådan en smule perfekt, den skal være meget perfekt. Altså sådan Eiffeltårns-perfekt ikke det skæve tårn i Piza-perfekt. Bare perfekt!" Afslutter jeg med et drømmende smil.
"Okay... Hvornår imorgen?"
"Sidste time..."
"Så du vil også have, at jeg skal komme med en undskyldning til vores træner?" Jeg stikker underlæben ud og gør mine øjne større for at virke nuttet.
"Du ved jeg elsker dig," siger jeg med en babystemme, der får David til at rulle med øjnene.
"Jeg skal nok gøre det. Og bare lige så du ved det, du ligner en sindssyg høne med det der ansigt."
"Jaih!" Skriger jeg og løber hen og omfavner han, hvilket får ham til at grine, før jeg slår ham hårdt på armen.
"Av!" Jeg brummer tilfreds og omfavner ham igen.

"Hvor tager du ham hen?" Spørger David, da han endelig er undsluppet min omfavning.
"Hehe... Det var derfor, jeg skulle bruge dig..." Siger jeg langsomt med et sukker sødt smil, man normalt bruger mod gamle mennesker.
"Tivoli?" Spørger David.
"Mange mennesker," svarer jeg.
"Biografen?"
"Kedeligt!"
"Hjemmedate?"
"Så du kan komme og forstyrre os lige idet, jeg skal til at kysse ham?"
"Jeg vil da forstyrre jer før," griner David og rækker tunge af mig. Jeg gengælder modent handlingen, og vi går ind i stuen og sætter os på sofaen. David smækker dine ben op på armlænet og lægger sit hoved i mit skød. Jeg begynder med det samme at køre mine fingre igennem hans gyldne lokker, imens jeg tænder fjernsynet og zapper igennem kanalerne. Jeg stopper, da Phineas og Ferb viser, hvordan man bygger en rutsjebane. Måske skal vi prøve det på et tidspunkt... Vi skal bare lave en større en, end de gør. Det gælder altid om at være bedst.
"Hvad med at tage ham med hen til søen og lave en picnic? Altså ikke sådan en dyr-cliche-filmpicnic-med-røde-og-hvidternede-duge, men mere sådan en rolig-afslappet-jeg-kan-lide-at-være-mig-selv en..." Siger David lavt og kigger forsigtigt op på mig. Jeg ser overrasket ned på ham.
"Du er genial! Tak!" Udbryder jeg og slår ham taknemmeligt på panden.
"Det ved jeg," siger han bedrevidende, "det er derfor, du altid spørger mig til råds." Jeg smiler til ham og ryster på hovedet. Jup, det er derfor. Og så også fordi, drengen er en romantiker i hjertet.
"Hvornår har du tænkt dig at fortælle ham, vores hemmelighed?" Spørger David og kigger fraværende på skærmen. Jeg trækker på skuldrene, selvom han ikke kan se det.
"Når vi er lidt tættere, og jeg er sikker på, han føler på samme måde som jeg..." Svarer jeg forsigtigt.
"Så om nogle uger?"
"Ja, måske." David hummer en lyd, og vi er stille derefter. Hvordan mon Aiden vil reagere? Vil han flippe ud og afvise mig? Eller godkende det, og blive med mig? Jeg håber på det sidste! Selvom jeg ikke har kendt ham længe, har han fuldstændig overtaget mig. Det kan godt være, at jeg ikke konstant tænker på ham, men bekymringerne og følelserne for ham er konstant i mit baghoved. Jeg har lyst til at have ham tæt på mig, så jeg ved, at han har det fint. Jeg har lyst til st holde om hans mindre form. Jeg har lyst til at beskytte ham. Når han er sammen med mig, føler jeg mig større, end normalt. Jeg føler, at jeg kan vælte alt, der kommer imod os. Jeg føler, at jeg kan bære alle vores bekymringer og samtidig styrketræne i fittnessen. Jeg føler mig stærk!