I skjul

Længsel

Sebastian
Endelig er jeg fri. Endelig har jeg fået lov til at forlade det sterile hospital. Godt nok må jeg ikke overanstrenge mig, og hvis min hovedpine vender tilbage, skal jeg hvile mig... Men jeg er fri! Jeg må gå. Så det er med løftet hoved, at jeg går ud gennem dobbeltdørene og hiver et veltrængt åndedrag ind. Jeg mærker den friske luft søge ned i min lunger, hvor den hører til. Lige så snart jeg er i sikker afstand fra alt og alle, lukker jeg øjnene og lader min rastløse ulveform ud. Jeg skifter i luften og sætter straks i lykkelig løb. Det ene øjeblik hopper jeg rundt som en hvalp, der ikke har lært at styre sine poter, og det næste løber jeg, som om døden er i hælene på mig.

Efter en times tid slapper min ulv af, og jeg sætter kursen mod mit hjem. Hjem kære hjem. Da jeg er udenfor hoveddøren skifter jeg tilbage og hopper glad igennem døren med lige så meget tøj på, som jeg havde den dag jeg moonwalkede ud af min mor. Jeg løfter hovedet og snuser hurtigt den velkendte duft ind, før jeg koncentrerer mig om de andre dufte. Min mor og far er her... David..min fars beta.... mors beta... og...? Er det Alice? Det må det være. Jeg går hurtigt ind til dem, hvor et par shorts med det samme bliver smidt i hovedet på mig og spærrer mig udsyn.
"Moooaar!" Klynker jeg, som et lille barn, imens jeg hopper i dem og binder dem ved livet.
"Shh dreng!" siger hun bare og vifter mig væk med et drej af håndledet. Jeg stikker underlæben ud, før jeg sætter mig oven på David.
"Hvad er nyt?" spørger jeg og griber fat i Davids spjættende lemmer. Mine forældre ryster på hovedet af os, imens Alice ser overrasket til med et lille smil på læben.

"De er forsvundet langs hovedvejen. Meget andet ved vi ikke. Deres dufte er i forvejen meget svære at opstøve, og når de bliver blandet med flere tusinders af menneskers, så har vi et lille problem..." svarer min fars beta og ser undskyldende på mig. David er faldet til ro under mig og sidder bare og surmuler, imens han tegner mønstre på min ryg.
"Hvad hvis David og jeg tager tilbage til, hvor jeg blev slået ned..." starter jeg, men bliver afbrudt af min mor, der brat rejser sig.
"Og hvad? Bliver slået ned igen? Vi vidste ikke, hvor du var taget hen! Hvad hvis der var sket noget mere med dig, end bare det. Heldigvis for dig, fulgte en af grænsepatruljerne efter dig," udbryder hun vredt og får mig til at synke sammen i stolen. Tilstået. Det var lidt dumdristigt, men de var ved at fjerne min mage! Hvad havde de regnet med, at jeg ville gøre? Se på imens hans voldelige far fjernede ham fra vores territorie, så jeg ikke kunne gøre noget? Psst, helt ærligt!

Det endte med at jeg skulle blive hjemme. Mine forældre har givet mig grænse arrest. Jeg må være inde for vores territorium, men hvis jeg nærmer mig grænsen, har vagterne tilladelse til at slå mig ned... Det er ikke rigtig noget, jeg har lyst til at prøve igen. Jeg sparker irriteret en sten væk med min fod og vender mig mod David.
"Hvorfor forstår de det ikke?" spørger jeg for hundrende gang inden for den sidste time. David ser bare på mig, før han kigger ned på sin mobil igen. I starten prøvede han at forklare mig, at vi skulle bruge en plan og ikke bare kunne løbe hovedkulds ind i en fremmed flok og kidnappe en af deres medlemmer. At det vil være ren selvmord, men det er jo Aiden vi snakker om! Jeg vil meget gerne dø, hvis det betyder, at han kan være i sikkerhed. Jeg mumler et par forbandelser til mig selv og sparker til nogle sten, imens en plan tager form i mit hoved.

Vi skulle bruge en plan... og jeg har en plan... så kan vi godt se at komme afsted! Lige medevuns! Jeg hvirvler hovedet rundt og ser på David. Han sukker højlydt, før han vender sig mod mig. Jeg smiler til ham, og hans ansigt falder sammen. Han ser mistrosik på mig.
"Shit... du har en plan," konstaterer han og laver en grimasse, da jeg nikker. Jeg sætter straks i løb og kan høre ham lige efter. Vi løber ind i huset og op på mit værelse, hvor vi lukker og låser døren, som vi gjorde, da vi var små og skulle fortælle hinanden hemmeligheder. Jeg sætter musikken til at spille, så mine forældre har en lavere chance for at høre, hvad vi siger.
"Spyt ud!" forlanger David, da jeg endelig vender mig mod ham. Han sidder på min seng med benene krydset. Jeg sætter mig overfor ham og smiler mystisk til ham.
"Du ved, at vi skulle bruge en plan ikke?" han nikker, så jeg fortsætter, "jeg er bare så genial, at have fundet på en plan." Jeg læner mig arrogant tilbage, men glemmer, at der ikke er noget ryglæn, så jeg ender succesfuldt på gulvet, imens David griner sin røv af oppe på sengen.
"Ikke sjovt!" grynter jeg og hviler hånden på mit hoved. Det var faktisk slet ikke sjovt. Jeg slog mit i forvejen værkende hoved direkte ned i gulvet.

Da han endelig er faldet ned efter sit grineanfald kigger David på mig.
"Hvad er din plan?" spørger han og kigger seriøst på mig.
"Altså... Vi løber derned. Du kender deres duft, og du har den bedste lugtesans, jeg kender, så du kan finde deres duftspor." Jeg kigger på David, og han nikker til, at jeg skal fortsætte.
"Vi finder dem, og jeg snakker med Aiden og overbeviser ham om, at vi skal tage hjem igen. Han følger med, og vi lever lykkeligt til vores dages ende," siger jeg og klapper mine hænder sammen med et millionsmil på læben. David er stille i nogle minutter. Han laver kysmund, så jeg ved, at han tænker. Helt ærligt, der kan ikke være så meget at tænke over. Min plan er skudsikker.
"Hvad med den flok af vrede ulve, som vi højst sandsynlig møder?" spørger han og ser på mig med si kysmund plantret fast i ansigtet.
"psst... vi klarer dem bare med noget ninja-halløj. Vi er blandt flokkens bedste kæmpere. Det skal nok gå," siger jeg med overbevisning. David nikker kort, før han ser på mig igen.

"Du har ikke tænkt det her igennem, har du?" spørger han. Jeg smiler stort, før jeg svarer:

"Næ, er du med?"

"Selvfølgelig!"

Aiden
Hver evig eneste dag bliver værre og værre. Det er som om, jeg har efterladt en del af mig selv hos Sebastian. Som om jeg bliver trukket hen til ham. Jeg går rundt som en følsesløs zombie... Okay.. det er ikke helt rigtigt. Jeg har følelser. Jeg er konstant ked af det. Det er ligesom dengang min mor døde, hvis ikke værre. Jeg græd i aftes og vågnede flere gange i nat med hævede øjne. Desuden bliver jeg også virkelig irriteret. Især på mine brødre. Hvordan kan de være så barnlige? De render rundt som om selve Gud har slikket dem, hvor solen ikke skinner hele deres barndom. Jeg tør selvfølgelig ikke at sige det højt til dem, for så dræber de mig nok. De er trods alt mine brødre.

Jeg drejer irriteret rundt og går udenfor. Solen skinner og skoven virker alt for stille. Jeg fik af vide af far, at hele flokken var til møde, så jeg skulle blive på mit værelse. Så det virker som det perfekte tidspunkt til at tage tilbage til Sebastian. Jeg har pakket en lille smule mad og nogle penge, så jeg kan tage den nærmeste bus. Jeg kan sjovt nok ikke løbe fra en flok ulve, når jeg kun er et menneske, så bussen virker som den bedste plan. De kan vel ikke løbe hurtigere end del vel?

Jeg følger den vej, jeg tror, vi kom kørende af, da vi ankom. Det er lidt svært at sige, da det var mørkt og alt virker anderledes i mørket. Tingene virker højere, større og selvfølgelig meget mere uhyggeligt. Men jeg tror det. Jeg hiver rygsækken lidt højere op på ryggen og kæmper mig videre fremad i det knæhøje græss. Jeg glæder mig til at komme hjem. Jeg glæder mig bare til at komme væk herfra. Det sidste stykke tid har været forfærdeligt. Selvom jeg ikke har været særlig længe, så ved jeg bare, at jeg ikke kommer til at kunne lide det. Alle folk her er ligesom mine brødre. Dyriske, bestemmende og voldelige. De slås hele tiden, medmindre de sidder i en kæmpe flok og hygger sig eller har sex. De råber hele tiden. De skal også hele tiden være efter mig. Aiden gør dit... Aiden gør dat... Helt ærligt! I har ben selv. Halvdelen af jeg består af et monster! Jeg er sikker på, at De ikke dør af, at rejse jer og hente en øl selv! Jeg stamper hårdt i jorden og sætter farten op. Jeg er blevet rimelig sikker på, at jeg går den rigtige vej.

Der er gået en time nu, og jeg er faktisk ikke helt så sikker længere. Jeg kan ikke huske det her sted, og skovvejen fortsætter bare ud i noget, der føltes som det uendelige. Jeg vidste godt, at vi havde kørt lang tid i bil for at nå ud til hytten, men virkelig så langt? Det er ho fuldstændig væk fra alle mennesker! Kun en gammel tosset jæger vil tænke på at tage derud. Jeg når til et kryds og stopper forvirret op. Var der er kryds på vej herud? Jeg kan virkelig ikke huske det... Måske skal jeg til højre... Eller venstre... Nej vent... Jeg tager højre! Jeg sætter i et rask tempo igen, men stopper da jeg når 100 meter ned ad vejen. Det føltes ikke rigtigt. Det føltes som nogen eller noget skriger til mig, at jeg ikke skal den vej. Jeg vender mig langsomt og ser på den anden mulighed. Måske er mine instinkter rigtig gode idag? En underlig kræft trækker i mig, opfordrer mig til at gå den vej, vejen kalder på mig. Jeg rynker brynene og går tøvende afsted.

Mine skridt er den eneste lyd i skoven. Det er faktisk virkelig uhyggeligt. Jeg kan ikke høre nogen fugle, der syner eller rumsterer rundt i underskoven. På min første strækning stødte jeg på hjorte. Jeg så endda en ræv! De er godt nok flotte. Deres røde farce er bare fantastisk! Men den sidste tid intet... Ingen lyde, ingen dyr, kun følelsen af tomhed, der fylder mig op og bliver forstærker af skoven. Jeg er alene i en skoven. Danmark. Verden. Jeg er alene i verden... Og det skræmmer mig. Før var jeg altid alene, men så kom Sebastian. Han viste mig, at man ikke burde være alene... Jeg stopper pludseligt op. Det her sted har jeg set før! Jeg tror ikke, der er så langt igen, så er jeg ude af skoven! Tak Gud, tak!