I skjul

Yndlingsfarve

Aiden
Jeg vender mig rundt for at pege på døren ind til omklædningen, da jeg ikke kan se Sebastian. Hvor er han? Fulgte han ikke efter mig? Måske skulle jeg have tjekket noget mere op på ham. Altså for at sikre mig, at han var med og ikke farede vild igen. Hvorfor er jeg så dum? Så ubrugelig? Jeg kan ikke engang vise Sebastian vejen til omklædningen, uden at jeg mister ham! Ubrugelig! Måske har han fundet en anden til at vise vej? En person, der er bedre end mig. Det vil være godt for ham. Han burde bare være sammen med andre end mig. Jeg er ikke noget værd, og han er tydeligvis meget værd. Hvis jeg lod ham være, vil han garanteret blive populær. Sådan rigtig populær. Jeg burde holde mig væk fra ham. Nej, jeg skal holde mig væk fra ham. For fremtiden holder jeg mig væk fra ham. Der lægger sig en knude i brystet på mig ved den tanke, og jeg trækker vejret dybt ind for at fjerne den. Det mislykkedes. Mine øjne begynder at svige, og jeg blinker kraftigt for at fjerne tårerne. Jeg begynder at gå tilbage mod min egen klasse igen. Mit blik er selvfølgelig rettet mod jorden. Jeg knuger mine bøger hårdere ind mod brystet af mig og lytter hårdt efter andre elever.

Det går ikke lang tid, før jeg hører lyden af paniske skridt, der kommer i min retning. Det er garanteret en elev, der kommer for sent, fordi personen sov over sig. Det plejer i hvert fald at være derfor, man kan se stressede teenagere på skolen. Jeg går et skridt tættere på væggen, så jeg ikke bliver slået omkuld af den løbende dødsvægt. Skridtene forsætter, men de har sat farten ned. Mine øjenbryn samler sig i forvirring. Hvorfor går personen langsomt? Er det min opmærksomhed, han prøver at få? Har jeg gjort noget? Jeg gennemroder min hukommelse for at finde ud af, hvad jeg kan have gjort galt. Lige meget hvor meget jeg vender og drejer min hjerne, kan jeg ikke komme i tanke om noget, jeg har gjort forkert.
"Aiden?" Siger er stemme pludseligt, og jeg stopper op og stirrer ned på mine udtrådte Converse. Jeg kigger langsomt op gennem mine øjenvipper, og mine øjne møder Sebastians elektriske grønne. Hans ansigt lyser op i et smil, da vi får øjenkontakt. Hvor ser han godt ud! Selv smilehullerne passer ham perfekt. Den roede frisure giver mig lyst til at køre min hånd igennem hans hår, bare får at mærke om det er lige så blødt, som det ser ud. Selv hans kindben udstråler...
"Tag et billede, det varer længere," siger Sebastian med et skævt smil og afbryder mine tanker. Jeg rødmer med det samme og bukker nakken ned mod jorden igen. Mit hoved er garanteret lige så rødt, som en tomat lige nu. Hvorfor skal jeg også altid være så dum? Nu syntes han bare, at jeg er mærkelig, fordi jeg står og savler over ham. Kunne jeg i det mindste ikke have ventet med at tjekke han ud, indtil han ikke vidste jeg var i nærheden. Så kunne jeg have indprentet mig de mindste detaljer, som den lille skønhedsplet ved hans øre, fra afstand, så jeg vil kunne huske det for evigt. Jeg rødmer endnu mere, hvis det er muligt, da Sebastian griner en lav og virkelig sexet latter.
"Vil du med udenfor lidt? Timen er næsten slut, og vi har alligevel fritime bagefter?" Spørger Sebastian. Mit bryst bliver varmt af spørgsmålet. Han vil være sammen med mig. Vi kan tilbringe tid sammen. Alene. Kun os to. Men... Jeg har jo lige lovet mig selv, at holde lig væk fra ham, så han ikke begår socialt selvmord. Mit lille smil falmer tilbage til den tynde streg, jeg for det meste går rundt med. Langsomt ryster jeg på hovedet, uden at se Sebastian i øjnene. Han skal ikke se, at det gør mig ondt. Han skal være sammen med bedre mennesker end mig. Det fortjener han.
"Du... Vil ikke med ud?" Spørger Sebastian langsomt. Han lyder ked af det, men det er nok noget, jeg bilder mig selv ind. Jeg er god til at bilde mig selv ting og sager ind, og det er en dårlig vane. Jeg burde virkelig stoppe med det. Jeg ryster endnu mindre på hovedet denne gang og strammer grebet om mine bøger.

Det viste sig at det ikke var et spørgsmål, Sebastian stillede tidligere, men en ordre. Efter jeg havde rystet på hovedet igen, stod vi i er par sekunder i stilhed. Pludselig samlede han mig op og smed mig over skulderen, som om jeg ikke vejede noget. Derefter gik han udenfor. Eller han gik forkert en gang, men så fandt han også den rigtige vej bagefter. Hvilket nu er grunden til, at vi sidder i en virkelig akavet stilhed på en græsplæne langt væk fra alt og alle. Jeg bider mig i læben, idet jeg hiver endnu et græsstrå fra hinanden. Myrerne farer forvirrede rundt omkring mine fødder. Der er et par stykker, der kravler op ad mine sko, men de kravler meget hurtigt ned igen. Hvorfor skulle de også gide, at være sammen med mig?
"Såååå...." Siger Sebastian langsomt og gør mig samtidig virkelig bange. Hvad skal jeg sige? Skal jeg sige noget? Hvad kan man sige? Urgh! Hvis bare jeg ikke var så afskyelig, ville jeg have nogle venner, bare en, og så ville jeg vide, hvad jeg skal gøre i den er situation. Så ville jeg ikke gøre alting så bogstaveligt og besværligt.
"Nå... Hvad er din yndlingsfarve?" Spørger Sebastian. Jeg trækker på skuldrene, bider min underlæbe igen, idet jeg hiver endnu et stakkels græsstrå fra hinanden.
"Kom nu... Der må da være en farve, du kan lide bedre end alle andre?" Prøver han igen. Jeg trækker på skuldrene igen.
"Hmm... Blå?" Jeg ryster på hovedet.
"Gul?" Ryster igen på hovedet.
"Rød?" Ryster på hovedet.
"Lilla?... Orange?.... Turkis?...grøn?" Jeg nikker tøende.
"Oran... Vent, grøn?" Jeg nikker igen.
"Bingo bango!" Råber Sebastian og smider armene op i vejret. Han laver en baglæns kolbøtte, hvilket han fejler med stor stil, og på en eller anden måde ender på maven. Jeg begynder at grine lavt af ham. Jeg kan ikke lade vær. Det ser bare så sjovt ud. Han ligner en baby, der bliver forskrækket over at have lagt sin første lort i potten.

Sebastian
Min smukke mage sidder og smågriner af mig. Han ser endnu smukkere ud, når hans ansigt lyser op i et grin. Hvis jeg skal opføre mig som en åndssvagt barn, for at få ham til at smile, er jeg mere end villig til at gøre det resten af mine dage. Alt for ham. Jeg smiler tilbage til ham og kører hånden igennem mit hår for at fjerne blade og græs, der besluttede sig for at bosætte sig på mig. Desværre for dem er lejekontrakten udløbet. Langsomt rejser jeg mig op og går hen imod ham, imens en ide tager form i mit hoved. Jeg fjerner grinet og erstatter det med en seriøs mine.
"Skal du grine af mig?" Spørger jeg lidt hårdt. Aidens smil falmer med det samme, og han kigger skyldbevidst ned i jorden. Hans hænder farer allerede rundt.
"Und- undskyld-skyld" hvisker han, og jeg bliver pludselig fyldt med dårlig samvittighed. Han tror da ikke, at jeg er vred på ham? Det var jo bare ment som en joke.
"Aiden?" Siger jeg lavt for at få hans opmærksomhed. Han kigger stadig ned på sine flyvende hænder. Pludselig lugter jeg en svag saltduft og kigger forvirret rundt. Hvor kommer den lugt fra? Den kommer normalt fra havet, men eftersom, der er et par timer kørsel ud til nærmeste hav, tvivler jeg stærkt på det. Altså godt nok er min lugtesans fantastisk, men i det her tilfælde må jeg krybe til korset og indrømme, at den ikke er så fantastisk. Hvad kan det så være. Et snøft bringer mig tilbage til virkeligheden, og jeg kigger forskrækket på min mage. Saltvand. Duften er saltvand. Saltvand er tårer. Tårer fra min mage. Min mage græder. Min mage er ked af det. Da min hjerne endelig regner resultatet ud, fyldes jeg med sorg og kravler forsigtigt frem, indtil jeg sidder lige foran Aiden. Hans ben er trukket op til brystet med armene rundt om, og hans hoved gemt ved knæene. Hvorfor skulle jeg også lave den åndssvage joke på ham? Det er jo tydeligvis ikke sjovt. Jeg lægger armene om min mage og mærker, hvordan han stivner i et par sekunder, for derefter at slappe af. Forsigtigt fører jeg hans hoved ind til min skulder, så han hulker ind i min skulder istedet for sine egne arme. Jeg kører min hånd op og ned ad ryggen på ham, imens jeg hvisker betrykkende og ligegyldige ting ind i hans øre. Mit bryst er ved at sprænges med stolthed over, at min mage lader mig holde om ham, men hele tiden forlanger de samme depressive spørgsmål at blive besvaret.

Lang tid efter Aiden er stoppet med at græde, sidder vi stadig på samme måde. Mine arme omkring ham, imens han læner sig op af mig. Vi siger ikke noget. Vi sidder bare stille og roligt og nyder hinandens selskab. Man kan høre fuglene synge muntre triller, og dyrenes raslen i underskoven. Eller det er ikke en skov. Det er bare nogle få træer, der er plantet i udkanten af skolens areal, for så er de jo 'miljøvenlige'. Men det er fint nok for nu. Det er hyggeligt. Normalt kan jeg ikke holde mig i ro i mere end fem minutter, men med Aiden er det muligt. Med ham ved min side kan jeg klare alt. Alt bliver bare perfekt. Eller... Jeg vil gerne mærke ham, så alle i verdenen kan se, han er min... Og fortælle ham min hemmelighed... Og have ham til at møde mine forældre... Men udover det, er alting perfekt lige nu.

Jeg laver en utilfreds lyd ned i hans hår, da lyden af et andet mennesker nærmer sig. Jeg kigger ikke op. Måske vil de forsvinde, hvis jeg ignorerer dem. Men selvfølgelig den teknik virkede aldrig, da jeg var mindre, så hvorfor skulle den virke nu. Jeg løfter hovedet og kigger på den nyankomne. Det er en af tvillingerne. Ryder... Riley... Jeg er ikke sikker på, hvem af dem det er. Jeg løfter mit ene øjenbryn spørgende. Drengen kigger på mig, før han kigger ned på min mage. Hans blik hviler lidt for længe på min mage efter min holdning, før han endelig retter sin opmærksomhed mod mig igen. Denne gang kryber et lille klamt smil frem på hans læber.
"Sebastian... Kommer du ikke med ned og træner?" Spørger han. Jeg åbner munden for at svare, idet min mage klynker og trykker sig en smule tættere på mig. Hvad...? Jeg rynker panden og ser op på tvillingen. Hans blik er går ned til min mage igen, og det klamme smil bliver en smule større denne gang. Jeg rejser mig op, idet jeg svarer:
"Er træningen ikke slut for idag?" Tvillingen får hurtigt øjenkontakt med mig igen, og jeg bruger tiden på at skubbe Aiden bag min ryg. Jeg er nok bare overbeskyttende, men et eller andet siger mig, at min mage kender tvillingerne, eller i hvert fald den ene, og at de ikke har et særlig godt forhold.
"Først om en time," siger tvillingen til min store ærgrelse. Jeg nikker, før jeg vender mig mod min mage.
"Jeg bliver nød til at gå... Vi ses i løbet af ugen?" Aidens øjne møder mine, og han nikker lavt, imens han bider i sin underlæbe. Jeg bruger alle mine kræfter på at holde et støn tilbage, idet mine bukser pludselig bliver lidt for små. Jeg smiler til min mage, før jeg vender rundt og følger efter den ventende tvilling.