Always broken hearted

The end...?

"Hey darling, hvornår skal vi mødes? Kan du ikke tage drengene med? De er so hotte er du sindsyg mand!" Jeg rullede irriteret med øjnene. Kunne hun ikke bare forsvinde. Der var gået to uger siden hun var kommet til byen og hun ville bare aldrig give nogen af os fred. Jeg var på vej hen til mit nye job. Jeg skulle arbejde sammen med Justin men hvis det skulle være permanent ville jeg skulle rejse en hel del, jeg havde fået tilbudet jeg havde bare ikke svaret endnu. Jeg var fjern, og det havde de andre opdaget. Mine mareridt var også blevet værre. Jeg kunne ikke engang se på Louis mere. Jeg ved godt at i overhovedet ikke ved hvad jeg snakker om, med mareridt og Louis og så videre, men det er bare et stort rod. Jeg kan bare ikke klare det mere. Jeg havde altid vist at jeg havde et problem. Jeg havde altid så svært ved at stole på folk og nu hvor jeg prøvede... Det blev bare for meget. Jo mere jeg tænkte jo mere vidste jeg hvad jeg måtte gøre. Rejse. Hele tiden så jeg ikke kunne knytte bånd med nogen. Være i en boble der aldrig ville springe.
***********
Efter arbejde skrev jeg til Liam.
"Jeg bliver nød til at tale med dig.. Og de andre"
Milla og pigerne vidste det godt men drengene... Det måtte bare gøres i sidste øjeblik så der ikke kunne ske alt for meget. De vidste ikke engang noget om Justin og jobbet eller at jeg ikke var normal i hovedet. Siden jeg var lille har jeg været underlig... Sindsyg. Jeg ville bare væk fra alting, alting der kunne være godt. De kunne ikke stoppe mig. Jeg havde ramt bunden og den var ikke køn. Jeg ville ikke trække dem ned med mig. Ingen af dem, så nu var det slut. Jeg gik hen mod Liams hus, bankede på døren og blev mødt af en bekymret Liam. Jeg sagde det der skulle siges med døde øjne, ingen gejst, sorg, intet. Jeg skulle bare væk. Han lagde armene om mig og kyssede mig blidt på munden. Et lille smil formede sig på mine læber, det kunne ikke stoppes. Jeg havde ondt af dem- dem allesammen. De mente jo ikke at der var noget galt med mig. Der gik det op for mig at det ikke nyttede noget at rejse, rejse ville ikke forhindre smerte eller minder. Det ville sikkert ikke forhindre folk i at finde mig. Det måtte sluttes helt. Alt måtte slutte. Jeg kiggede undskyldende på Liam, "jeg bliver nødt til det" sagde jeg lavt og løb ud af huset. Ud på vejen. Min skæbne var her. Det var her jeg skulle have været død for mange år siden men blev ved en fejl redet. Revet væk fra dem. Stemmerne kaldte og sagde at jeg skulle komme tilbage og dø med dem. Det var her min løgn begyndte og her at den skulle slutte.
A/N
BUM!
Er det mon sådan det slutter eller ej?
Så Isabelle viste dig at være mere kukkuk end de fleste lige troede. Havd kan jeg sige, hun var skuespiller. Så sorry men kan bare ikke se nogen Happy ending. Historien blev til noget møj og kunne bare ikke redes *suk*
Men bare rolig stopper ikke med at skrive og tror også at der kommer et kapitel eller to mere på den her.
-DC🙈