Always broken hearted

Lets start over

Jeg tog hurtigt mit sædvanlige overtøj på og skyndte mig ned i parken efter at have lagt en seddel til Milla. Da jeg var der skrev jeg til Louis.
I: hvor er du?
L: ved springvandet.
Jeg begyndte at gå derover og snart så jeg ham sidde og vente på bænken ved springvandet. Han så op og gav mig et smil der smeltede mit hjerte.
Hold op med at tænke sådan!
Jeg gik hen og gav ham et kram og satte mig ved siden af ham. Vi sad lidt og kiggede rundt i parken, indtil at jeg kunne mærke at han ryggede tættere på mig og mit hjerte sprang et slag over. "Hvad har du lyst til at lave" spurgte han og afbrød dermed stilheden, jeg kiggede op og mødte hans øjne som kiggede direkte ind i mine, borede sig ind i min sjæl og viste så mange følelser. " d-det ved jeg ikke...snakke?" Jeg kunne bare ikke se væk fra de øjne, han kom tættere og tættere på og mine vejrtrækninger blev hurtigere, jeg panikkede velvidende om at hvis jeg ikke snart gjorder noget ville hans læber være på mine. Han tog hans hånd i min, rejste sig og begyndte at gå. Jeg åndede lettet ud, hvilket han til min rædsel lagde mærk til. "Hvad?" Grinte han "øh øhm" jeg anede ikke hvad jeg skulle sige, " hey se skal vi ikke spille?" Spurgte jeg og pegede på en mini fodbold bane. Han løftede det ene øjenbryn men nikkede så, vi gik hen til banen og jeg fandt bolden, han startede med bolden og gjorde sig selfølgelig dårlig for min skyld jeg gemte mit grin og løb mod ham. Jeg fik hurtigt taget bolden og scoret, han kiggede på mig som om jeg lige havde talt kinesisk og gjorde sig så god. Da vi var færdig stod den 5-5. Vi satte os grinende ned på græsset "hvordan har du lært at spille sådan?" Spurgte han mig "jeg gik til fodbold i 6 år da jeg var yngre" sagde jeg. Han så overrasket ud men ændrede udtryk da han så mit blik falde " Hey hvad er der galt?" Spurgte han med sådan en sød stemme "det er bare... Minder" sagde jeg "hør jeg vil ikke presse dig men hvad med at prøve at dele dine tanker jeg tror at det vil hjælpe" sagde han med så meget bekymring at mit hjerte blev helt varmt. Jeg kiggede op i hans øjne igen "der var nogle grunde til at jeg stoppede..." Sagde jeg han kiggede med bekymring og vidste mig at jeg skulle fortsætte. Jeg tog en dyb indånding og han tog min hånd. "Da jeg var 10 år fik jeg en sygdom..." Mere nåede jeg ikke at sige før han slog armene om mig og jeg mærkede at jeg græd. "D-det er ikke så alvorligt" hviskede jeg ind i hans øre, han trak sig og kiggede på mig stadig så tæt på mig, " det er en sygdom som... Som gør meget ondt men bare rolig det gør ikke ondt mere! Men det gjorde at jeg ikke kunne spille fodbold så godt..." Jeg kunne mærke at han nussede min hånd og blev derfor kort distraheret, " ...jeg var målmand og kunne derfor godt fortsætte med at spille men det gjorde ondt at løbe og så en dag... En dag sagde de andre spillere at de havde hørt trænerne sige at... Jeg ikke var målmand mere" jeg græd for voldsomt til at fortsætte og lagde mig ind til Louis igen " og jeg kunne jo ikke spille i marken... Men jeg prøvede, og så fandt jeg ud af at den nye målmand var en af trænernes datter som havde afløst mig da jeg brækkede hånden." Jeg kunne mærke at hans blik var på mig med omsorg, "sygdommen stoppede med at gøre ondt da jeg blev 16 år, men den er der stadig" sagde jeg og pegede på mit knæ. "Det er jeg ked af" hviskede han mens han tog vores pander mod hinanden, jeg mærkede mit hjerte banke derud af. "D-det okay... Det er lang tid siden" fik jeg fremstammet. Jeg trak mig lidt væk fra ham og rejste mig op "kom skal vi ikke gå lidt" spurgte jeg med et lille smil, han gav mig et smil og rejste sig også. Vi gik hjem til ham og snakkede om alt mellem himmel og jord men undlod dog min barndom. Da han åbnede døren så han næsten lidt panisk ud og da jeg så ind opdagede jeg hvorfor, midt på sofaen sad en græde færdig Niall med rødsprængte øjne og da hans øjne mødte mine var der så mange følelser men mest af alt, smerte. Jeg løb hen og omfavnede ham "åhh søde" sagde jeg mens han begravede hans hovede i min skulder, "be-betyder det at vi er venner igen?" Spurgte han med håb i stemmen, "selfølgelig, åhh jeg vidste ikke at du var så ked af det" sagde jeg trist "selfølgelig er jeg da ked af det... Jeg mistede jo Min Belsbels" sagde han med sin baby stemmen som fik mig til at fnise. Indtil jeg kom i tanke om... Louis...
************************
Hvad så tøzzer💞
Hvem shipper i Niall og Isabelle eller Louis og Isabelle (I må meget gerne skrive nogen shipnames i kommentaren)😱😍🙏