I stedet for at fokusere på fortiden, snakker vi i stedet om fremtiden. Luke fortæller, at han har søgt ind på Columbia College i USA, hvor han har tænkt sig at studere fotografi.
"Maybe you'd want to take over my apartment? You know, if you're going to study here in London?" foreslår han og jeg ler. Jeg ved allerede hvor jeg skal være næste år. Det samme sted, som jeg har været i år, bare med den forskel, at jeg vil gå i 2.g i stedet for første.
"I'd love to, but unfortunately I can't." svarer jeg og ønsker nu inderligt, at jeg havde valgt en anden skole, hvor man har mulighed for at tage et år i udlandet, inde under den samme uddannelse.
"It must be really hard... You know, not to see the guy or girl you love everyday." siger Luke og jeg nikker tungt.
"It is, but we call each other, text and skype almost everyday, so I don't really miss him. Of course I miss his company and all, but I know that I just need to click a few buttons and then we have contact." svarer jeg og tager en tår af teen.
"That's a nice way to look at it."
Jeg smiler og trækker på skuldrene. Jeg ved at Joe har det på samme måde. Selvfølgelig savner vi hinanden, det er kun normalt, men jeg ved at jeg bare kan skrive og ringe, og jeg ved også at vi vil se hinanden igen meget snart. Sådan har det i hvert fald været indtil videre, lige med undtagelse af den gråzone vi havde i slutningen af november, hvor jeg næsten ikke hørte noget fra ham. Jeg kigger på uret i min telefon, der ligger på bordet foran mig, at klokken er lidt over syv.
"Is it seven already? Wauw, times fly! You want to stay for dinner? I'm making... A call to the nearest indian restaurant." siger han og jeg griner af hans lamme joke.
"Sounds great." svarer jeg og Luke rejser sig, for at hente sin mobil, så han kan ringe efter maden. Jeg tager også selv fat i min telefon, for at skrive til Joe, at han ikke skal vente på mig, da jeg jo ikke kommer. Mens Luke taler med en fra den indiske restaurant, får jeg et svar.
Joe: "Okay. Have fun <3"
Jeg smiler og går på Snapchat, for at sende et billede af Luke's fede atelier til Alexander. Luke lægger på og ser over på mig. Min telefon er rettet mod ham og han poserer, da det går op for ham, at jeg tager billeder. Jeg griner og sender billedet til Alexander.
"May I see?" spørger han og kommer tættere på.
"Sorry, it was a Snapchat. It's gone." siger jeg og smiler anstrengt til ham.
"Who did you send it to?" spørger han grinende, da han sætter sig ned overfor mig.
"Just my friend; Alexander." svarer jeg og går igennem de forskellige My Stories, som folk har lagt ud i løbet af dagen.
"What's your name on there? I'll add you." spørger han, mens han går ind på Snapchat app'en på hans telefon. Jeg fortæller ham mit brugernavn - LooneyBear - og kort tid efter er vi venner. Det ringer på dørklokken omkring et kvarter senere. Luke går ud af fordøren, kører ned med elevatoren og da han kommer op igen har han mad med. Jeg rejser mig fra hans sofa, hvor vi satte os hen for omkring ti minutter siden.
"Finally, I'm starving!" udbryder jeg, da jeg ser maden. Han tager det med hen til køkkenbordet og jeg følger efter ham.
"Here you go," Han rækker mig en æske med blandet indisk mad - ris, mini wraps, stegte grøntsager og en form for sovs - og jeg kigger i retningen af sofaen. Før jeg når at spørge om man må spise i sofaen, er han allerede gået forbi mig og er rettet mod sofaen. "It just is more comfortable to eat in a sofa, isn't it?"
Jeg ruller grinende med øjnene og sætter mig ned ved siden af ham. Vi er stille mens vi spiser, og det får mine tanker til at vandre. Jeg ser rundt på hans møbler og opdager, at han ikke har noget fjernsyn.
"Why don't you have a TV?" spørger jeg og kigger op på ham. Hans lår er omkring ti centimeter fra mine, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis jeg havde siddet her med Joe, ville vores ben røre hinanden.
"I don't know. I never really liked watching TV. Always felt like I was wasting my time." svarer han og spiser en gaffel fuld ris. "Besides, there's Netflix now - who needs a TV, when you have 'Orange is the New Black'?"
Jeg ler, nikker enigt, og tager også selv en ny mundfuld af den skønne, indiske mad.
_________________________________________________________________
"Thank you." siger jeg til taxachaufføren, da han holder udenfor Joe og Caspar's lejlighed. Jeg rækker ham en masse løse mønter, og får få tilbage, før jeg går ud bilen og videre hen til døren. Jeg tager i håndtaget og mærker modstand - den er låst. Jeg vrisser træt og ringer på dørtelefonen. Klokken er næsten halv et og jeg vil egentlig bare gerne i seng. Luke tilbød at jeg kunne sove hos ham, men jeg vil helst ikke gøre Joe mere jaloux end han allerede er, så jeg takkede nej.
"Who's there?" spørger Caspar's stemme ud af højtalerne og jeg klikker på mikrofonknappen.
"It's Amanda." svarer jeg og en kuldegysning går igennem mig. Gaderne er stadig dækket af sne, og jeg lukkede ikke min jakke, før jeg steg ud af taxaen.
"Yeah, I know. There's a camera." griner han og jeg ruller irriteret med øjnene.
"Can you just please let me in? I'm freezing!" En vibrerende tone lyder og jeg hører låsen gå op. Jeg tager igen fat i håndtaget og går indenfor i opgangen, op af de få trin og hen til døren, hvor Caspar møder mig.
"Thanks." siger jeg træt og sender ham det pæneste smil jeg kan præstere.
"Someone seems drunk." mumler Caspar hjt nok til at jeg kan hører det, mens han lukker døren efter mig.
"I'm not drunk, I'm tired," svarer jeg og ser mig rundt efter Joe, men han er her ikke. "Where's Joe?"
Caspar går hen til sofaen og jeg følger ham med øjnene. Han er igang med et spil FIFA, men om det er mod computeren eller om det er online, ved jeg ikke.
"Downstairs, I think he's asleep." svarer han, da han samler sin controller op og genoptager sit spil.
"Asleep? This early?" spørger jeg og Caspar griner.
"Yeah, I know. Crazy."
Joe plejer altid at gå i seng efter et, noget som han selv beskriver som en dårlig vane, men måske er han bare ved at tage sig sammen, hvad angår at få rettet op på den?
Jeg trasker træt hen ad gulvet mod trappen. "Goodnight, Caspar." siger jeg, halvvejs nede af trappen.
"Night, Amanda."
_________________________________________________________________
Jeg vågner ved duften af pandekager og da jeg kommer ovenpå, er det også hvad der møder mig. En bunke af nybagte pandekager - alle lavet af Joe. Jeg smiler overrasket, og kigger fra pandekagerne og op på ham.
"Morning, love." siger han og kommer hen mod mig. Han giver mig et kys på kinden og smiler skævt til mig.
"What is all this?"
"Your Goodbye-Breakfast!" udbryder Caspar, der er ved at tage nogle tallerkener ud af skabet. Jeg bider mig i læben og ler stille.
"That's so nice of you!"
Caspar placerer tallerkenerne på bordet. Der står allerede glas og bestik. Jeg følger efter ham tilbage til køkkenet, hvor jeg går over til Joe og lægger armene om hans ryg i et kram. Caspar tager noget marmelade og sukker med hen på bordet, og jeg hvisker i Joe's øre. "I love you."
Jeg kysser hans hals og lader mit hoved hvile på hans skulder. Han drejer sit hoved og jeg flytter mit, så jeg kan se på ham. "I love you more."
Jeg smiler genert til ham og kan en følelse af lykke flyder i mit blod. Joe tager den sidste pandekage af panden og slukker for blusset.
"Let's eat." siger han og jeg slipper mit greb fra hans mave, så vi komme over til bordet.
______________________________________________________________
Den eftermiddag tager jeg tilbage til Danmark. Min afsked med Joe var, som altid, forfærdelig følelsesladet, men denne gang tonede vi det lidt ned, da Caspar også var til stede. Jeg lovede at ringe så snart jeg var hjemme, men da jeg prøver at gøre det, går den direkte på voicemail. I stedet for at sidde og have ondt af mig selv hele dagen, hjælper jeg med at pakke julepynten væk. Mel har tydeligvis savnet mig, for hun går op og ned af mig hele dagen, hvilket faktisk er meget rart, da det tager mine tanker væk fra Joe.
"Hvordan var nytårsaften?" spørger bedstemor, da hun er ved at lægge kravlenisserne ned i en konvolut. Jeg trækker på skuldrene.
"Det var okay," svarer jeg og kommer til at tænke på mit møde med Tyler Oakley, mit kys med Troye og ikke mindst Joe's gave. Jeg kigger ned på mit håndled, hvor armbåndet med bænke-vedhænget dingler, hver gang jeg bevæger mig. "Jeg mødte en masse søde og hyggede mig helt vildt."
"Det var da godt. Måske du kunne invitere Joe med herhjem næste år?" foreslår Bedstemor og jeg smiler over hendes tilbud.
"Måske, nu må vi se. Der er jo et helt år til." griner jeg og lægger et par julekugler ned i en boks.
Senere på aftenen skriver jeg på min tysk opgave, som jeg fuldstændig har glemt. Jeg er ikke engang sikker på hvornår den skal afleveres, så jeg skriver den færdig bare for en sikkerheds skyld. Det er først bagefter, at det går op for mig, at jeg bare kunne have skrevet til Alexander, hvilket får mig til at slå mig selv i panden af dumhed.
Før jeg går i seng ringer jeg igen til Joe, og for syvende gang, går den igen på voicemail. Jeg skriver en kort besked til ham, og slukker derefter lyset for at gå seng.
*forfatter besked*
Hej alle sammen! Undskyld for ikke at have udgivet et kapitel i lørdags, men jeg har bare overhovedet ikke haft tid. Da der ikke er så lang tid til mine mundtlige prøver, skal der jo tages en masse noter, hvilket har taget en del (for ikke at sige meget) af min tid. Det beklager jeg, men indtil d. 24. juni, kan jeg ikke love at der vil komme 2 kapitler ud hver uge.
Håber I kan bære over med mig, og at I har en dejlig dag!
Josefine May ♥