She is kinda hot

Kapitel 33

Cal kigger trist på mig eller det går det faktisk alle sammen? Hvad dælen foregår der. Hvad end det er, er det ikke godt. Noget er galt, jeg kan mærke det.

...

Jeg troede faktisk vi bare skulle sidde på værelset og snakke, men Ashton har taget mig med hen til en lukket forlagt park tæt på. Han har ikke sagt et ord på hele turen, han har virket meget nervøs og anspændt?

Jeg ved helt ærligt ikke hvad han vil sige, men det må være alvorligt eftersom vi skal så langt væk. Drengenes blikke var også dødsens alvorlige. Altså som om han skulle fortælle mig, at han var seriemorder eller sådan noget, hvilket jeg ikke håber han er!

Skal de på tour? Forlader de mig i et år? Må de ikke være sammen med mig? Har han fået fodsvamp? Eller tandkødsbetændelse? JEG ER SÅ FREAKING NYSGERRIG? Parken ser helt forladt ud, som om der ikke har været nogen her i årevis. Ashton stopper foran en bænk, og giver tegn til vi skal sætte os.

Jeg skal lige til at spørge ind til hvorfor vi er her, men bliver afbrudt.

"Jeg kan godt lide at komme her, her er ingen mennesker, ingen fans. Her er helt roligt, det elsker jeg." Fortæller han mig.

"Det er ikke derfor du har taget mig herhen, for at fortælle du elsker at komme her." Sukker jeg.

"Nej, det er det ikke." Siger Ashton efterfulgt af en pause.

"Jeg elsker dig, det gør jeg virkelig!.." Siger Ashton

"Jeg elsker os dig!" Afbryder jeg ham. Hvad er det han vil sige?

"Men jeg elsker dig ikke som en kæreste mere." Færdiggøre han sin sætning.

WHAT?! Jeg er helt tom for ord!

Ashton kigger på mig med lidende øjne.

"Sig nu noget!" Ber han med en skinger stemme.

"Betyder det at du slår op?" Spørger jeg forvirret.

"Ja Brooke, det gør det" Det at han siger mit navn og ikke mulle eller skat rammer som en dolk i hjertet!

"Det gik op for mig til Mason's afskedsfest, at je-jeg ikke var forelsket i dig på samme måde som jeg har været." Fortsætter han med en lidende stemme, han kan virkeligt ikke lide det, det er så tydeligt! Han har dårlig samvittighed.

"Det var gået op for mig, men fortæl mig én ting." Får jeg presset overraskende roligt ud.

"Ja selvfølgeligt, hvad er det?" Spørger Ashton undrende.

"Ha-har du været utro?" Stammer jeg.

Ashton får store øjne, og ser nærmest helt skræmt ud.

"Fortæl mig det nu bare, jeg vil gerne vide det!" Siger jeg strengt.

Han kigger lidt chokeret på mig i et par sekunder, og åbner derefter munden.

"Jeg.."

"Nej lad hver! Jeg vil ikke høre det!" Siger jeg følelsesladet.

"Brooke, jeg har ikke været dig utro!" Siger Ashton roligt og bestemt.

Jeg kigger ham forvirret i øjne.

"Har du ikke?" Spørger jeg undrende.

"Nej Brooke det har jeg ikke. Jeg har ikke på et eneste tidspunkt haft lyst til at være dig utro! Du er et fantastisk menneske Brooke, det er du virkeligt! Men nogen gange er du altså lidt dum. Jeg kunne aldrig, som i aldrig være dig eller nogen anden utro! Der er ingen der fortjener den smerte! Du kan jo selv se hvordan Calum har det nu! Han har mistet så meget glæde og selvtillid, det vil jeg aldrig kunne byde et andet menneske, og det håber jeg du ved!" Forklare Ashton i en dødsens alvorlig tone, han har holdt vores øjenkontakt igennem alt hvad han har sagt.

Jo mere han har sagt, jo dummere har jeg følt mig! Hvordan kunne jeg tro Ashton kunne være mig utro? Han er det venliste menneske på hele jorden!

"Ashton" Spørger jeg forsigtigt.

"Havde øhm Isabel noget med det at gøre?" Spørger jeg nervøst.

"Nej, eller måske lidt. Jeg elsker dig, men har ikke elsket dig som mere end min ven i længere tid, Isabel fik mig bare til at indse det" Svarer Ashton ærligt.

"Vidste drengene det? Altså at du ville, ja du ved." Hvorfor er jeg så freaking nysgerrig? Jeg kan jo forhelvede se han ikke har det fedt med situationen. Jeg kan bare ikke holde det inde!

"Ja det gjorde de, eller de ved ikke jeg vil gøre det nu, men havde snakket med dem. Michael kom med nogle overraskende kloge ord!"

"Han kan godt være klog, når han vil" Siger jeg med et lille grin.

"Ja, men det er helt overraskende når han faktisk er" griner Ashton stille.

Jeg griner stille med ham.

I et kort øjeblik glemmer jeg alt hvad der er sket, at Mason er flere tusind kilometer væk, at Leila ikke er min veninde mere, og at jeg nu er single.

I det her øjeblik, nyder jeg roen. Der er ingen mennesker ud og Ashton i sigte. Det eneste jeg kan høre er Ashton stille grin. Der er ingen stress og jag fra hverdagens bekymringer, her er helt roligt og fredfyldt.

Trods den tragiske afsløring som fandt sted for kort tid siden, lever jeg i nuet. Jeg lever i nuet mere end jeg har gjort i lang tid, alt for lang tid måske. Men det kan ikke vare ved, på et tidspunkt må alt vel gå op for mig?

...

Jeg er kommet hjem, altså helt hjem. Jeg gik, jeg ville ikke se på drengens medlidenheds blikke, jeg ville også give Ashton plads.

Lige idet jeg rammer sengen går det hele op for mig, alt hvad jeg har været igennem kommer væltende ind i hovedet på mig som et jordskælv. Jeg mærker hurtigt den første tåre bane på vej ned af min kind, efterfulgt af en hel hær. Jeg mærker smerten, følelsen af mit hjerte som bliver mast, ødelagt og knust er ulidelig. Derefter går det hele i slowmotion. Alle skrigene, vreden og sengen i et forgæves forsøg på at flygte fra smerten. Min såkaldte 'mor' som kommer løbende ind af døren for at trøste mig, minder mig blot om at mine rigtige forældres død, hvilket kun forværre situationernen. Jeg har brug for Mason, mit eneste familiemedlem jeg har tilbage, men han er her ikke. Ingen er her, alle hader mig, alle forlader mig..

///

Nej!! Hvor alle elsket Brash (Brooke og Ashton slået sammen). Ej det lyder lidt som trash så det er i hvert fald ikke deres ship name. Men nu er de også slået op, så kan det jo være lidt små ligemeget om de har et eller ej. Dette kapitel har kun handlet om at de slog op, så der er ikke rigtig mere at skrive. Auf Wiedersehen.

Ord: 1115

Skrevet: 20-07/18

Udgivet: 21-08/18

Mys Amalie & Amanda