Snap-Mac 2 ~ M.G

Kap.21 ~ Min skyld! ~

Martinus's synsvinkel
Okay skal jeg være helt ærlig, så var det ikke meningen at det skulle gå så galt! De snakker ikke sammen mere, de gider ingen gang at se på hinanden. Og det hele er min skyld! Jeg skulle aldrig have sagt det til Marcus med at jeg havde været i seng med Nora. Jeg sagde det også til ham den dag han lige havde fået skældt ud af Nora, og det vidste jeg jo ikke. Så hvad skal jeg sige, jeg gjorde det måske være end det var i forvejen! Hvorfor er jeg også så dum. Jeg skulle bare have ladt vær med at sige det, men jeg savnede jo bare min ven! Jeg er nød til at fortælle det til Nora NU!!

Nora's synsvinkel
Vi har idræt lige nu, og det er sygt! Vi spiller fodbold, og jeg er sygt dårlig til det. Eller jeg hader det mere! Jeg er blevet sat sammen med Martinus til at skylde til hinanden, vi skal øve inderside og at skylde langt. Og det er ikke lige fordi at jeg har lyst til at være sammen med Martinus efter det han har sagt til Marcus, det er på en måde hans skyld at Marcus og jeg er sure på hinanden lige nu. Eller det er mere Marcus der er sur på mig, jeg vil bare gerne have ham tilbage igen!

Jeg går lidt tilbage og løber frem og rammer bolden, men den kommer ingengang halvvejs over græsset. Martinus ser håbløst på mig, og kommer hen til mig. "Du skal altså også bruge dine hofter til at dreje din krop med, du står jo bare helt stille" siger han og går om bag mig. "Ja det kan du jo sagtens sige ik?" Siger jeg lidt spydigt til ham. Men med det samme kan jeg mærke noget på mine hofter, det er Martinus's hænder! "Du skal dreje dem sådan her" siger han sødt, og drejer mine hofter, men jeg fjerne hans hænder hurtigt inden Marcus ser det. Det er lidt som om Martinus gør det med vilje. Han vil bare ødelægge det for Marcus og jeg, men hvorfor. "Øhm okay tak Martinus....jeg vil gerne snakke med dig efter timen" han smiler og nikker til mig.

Jeg kommer ud fra omklædningen, og går over til drengenes omklædning. Jeg stiller mig op ad
vægen for at vente på Martinus, det tager 100 år før han kommer, og mig som troede at piger tog lang tid om at gøre sig klar? Vi går ud på boldt banen hvor ingen er, og det er nok også det bedste.

"Når hvad vil du snakke med mig om?" Spøger han som om jeg var en idiot eller noget. "Er det rigtigt at du har sagt til Marcus at vi har haft sex!!" Jeg begynder med det samme at råbe af ham. "JA men det var der også en god grund til" råber han højere end mig. "Og hvad er den "gode grund" så?" Siger jeg meget ironisk til ham. Han ser lidt ned i jorden, og sætter sig så ned på græsset med hovedet nede i han knæ så jeg ikke kan se han ansigt. Jeg kan se at det går han på, så jeg sætter mig ved han side, og læner mig op ad hans skylder. "Jeg savnede dig bare, så jeg troede at hvis jeg fandt på den løgn med at vi havde været sammen, ville dig og Marcus måske ikke være så meget sammen mere" siger han og tager hovedet op, og ser lige ud. "Jamen Martinus, hvorfor sagde du ikke bare det?" Jeg lægger armen om ham. "Det ved jeg ikke, jeg var så dum. Og det gik alt for vidt, det skulle ikke ende med at Marcus var sur på dig!" Han vender sig om så han ser på mig. "Hvornår sagde du det til ham, havde han en dårlig dag den dag?" Martinus ser meget bekymret på mig. "Tja...ser du... jeg sagde det til ham lige da du havde råbt af ham. Men jeg vidste det ikke! Undskyld det gjorde det bare endnu være at det var lige på det tidspunkt!" Siger han og er lige ved at brude sammen, og jeg har aldrig set han græde før, også selvom han er min bedste ven. "Det er okay Martinus, du er tilgivet" jeg lukker ham ind i et stort varmt kram, og han gengælder.
(Skole klokken ringer)
"Kommer du?" spøger han og rejser sig op. "To sek, kommer om lidt. Skal lige tænke over alt det her, om hvordan jeg skal sige det til Marcus" han smiler og går mig indgang A.

__________________________

Tak til alle mine nye følger♡

Og tak for at i læser denne historie♡