Snap-Mac 2 ~ M.G

Kap.17 ~ Jeg vidste det fra starten! ~

Jeg står foran døren til klassen og overvejer hvor vidt jeg skal trække ned i håndtaget. Jeg tror nemlig ikke at den besked han sendte til mig, var til mig. Og det gør mig lidt bekymret, fro så havde Martinus jo rat i det han sagde. Det med at Marcus faktisk har været sammen med en anden. Martinus prøvede bare at beskytte mig, og jeg troede ikke på ham! Det hele går op for mig lige pludselig.

Jeg tager en dyb indånding og trækker ned i håndtaget. Da jeg kommer ind i klassen er alt forandret! Martinus sider selv over i hjørnet med hans mobil, og det plejer han ikke. Han plejer at snakke med drengene, men de sidder nede bagved sammen med Selma og Smilla. Og gæt hvem der også er der Marcus, han der er skyld i alt det her rod. Det er så forvirre at jeg næsten bare har lyst til at vende mig om og løbe. Men jeg når ikke langt inden at Leif kommer ind og siger at vi skal sætte os ned. Alle pladserne er taget undtagen ved siden af Martinus, og det er ikke lige frem fordi at jeg hat lyst til at side ved ham lige nu. Han hader mig nok, suk! Jeg beder mig om at sætte mig ned igen, og jeg tager mod til mig og sætter mig hen til Martinus. Der er en lidt tryk stemning i klassen hele timen, og endelig ringer det ud!

Jeg vil snakke med Marcus om Martinus talte sandt, og om den besked var til en anden. Jeg går med Lena ned i kantinen, og jeg fortæller hende det hele. Eller jeg er nød til at forklare hende det 5 gange før hun forstår det, men det er også meget rodet og hun forstår mig godt. Jeg ser på klokken og der er 15 minutter til at det ringer ind til time igen, så hvis at jeg skal nå et tale med Marcus skal det være nu. Jeg går over til han bord hvor han sidder sammen med nogle af hans bro's og Selma OG Smilla. Og jeg ligger især meget mærke til Smilla, for hun sider og rør ved Marcus's hår. Jeg troede at det var Selma som var helt væk i Marcus, men hun har måske givet op? "Marcus, kan jeg lige tale med dig" alle stopper med det de har gang i og ser på mig, akavet!. "Ja klart Nora" hvad kaldte han mig lige Nora? Han plejer altid at kalde mig prinsesse eller skat eller hvad ved jeg men aldrig mit navn.

Vi går ud på gang hvor der ikke er en sjæl, fordi de alle sider og spiser. "Hva så" spøger han og læner sig op ad vægen. "ja det samme skulle jeg næsten sige. Marcus hvad sker der? Var det rigtigt det Martinus sagde med at du havde været sammen med en anden, og var de beskeder overhovedet til mig!?" Siger jeg måske lidt hårdt. "Ja det er sandt alt det men...." jeg når lige at stoppe mig "Nej Marcus jeg gider ikke høre dine dårlige undskyldninger, jeg ved godt at de er Smilla du har været sammen med!" Siger jeg. "Hvordan vidste du de..." jeg stopper han igen. "Marcus jeg viste det helt for staten af. Jeg skulle aldrig have været sammen med dig, du kan ikke holde dig til en ad gangen. Alt det med dig var bare EN STOR FEJL" råber jeg lide ind i hovedet på han nok så hele skoen kunne høre det, også bryder jeg sammen. Med det samme kan jeg mærke en hånd rundt om mig, og bagefter en arm. Lidt efter to arme om mig. Jeg ser op og ser Martinus og Lena ved min side. Martinus hjælper mig op at stå, imens går Lena hen til Marcus. "Se hvad du har gjordt, din FUCKBOY" råber hun næsten højre end jeg gjorde. Hvad skulle jeg dog gøre uden Lena og Martinus?

Martinus vælger at følge mig hjem da jeg ikke gider at se på Marcus lige nu! Og det samme gør Martinus heler ikke. På vejen vælger jeg at sige undskyld til Martinus for hvordan jeg har opført mig overfor ham. Han siger at det er okay, og han undskylder også overfor mig. Jeg krammer ham, og vi går hjem til mig.

__________________________
Så skete det ar Marcus Gunnarsen fulgte sit ry for at være en player!
<3