Snap-Mac 2 ~ M.G

Kap.18 ~ DSV ~

Start writing your story

Keder i det når man tror man fandt den rigtige, og gjorde det rigtige, med det endte i et stort rod! ja sådan har jeg det lige nu. Det er så forvirrende lige nu jeg forstår ikke noget selv af alt det der sker. "Skat kommer du?" råber min mor nede fra køknet. "JA kommer nu"  jeg sætter min Mac book over på bordet, og går ned af trappen.

Min bord sætter en skål med salt på bordet, og min far begynder at tage noget op på han tallerken. jeg sætter mig tungt på min stol. "Er der noget galt skat" spøger min mor "Nej" siger jeg måske lidt bestemt "hold nu op skat, jeg kan se et på dig"  hun tager skålen over til mig. "det er bare at mig og Marcus nok ikke lige skal være sammen mere"  jeg sætter gaflen i min mad. "Nej skat det er jeg da ked af at høre" hun tog armen om mig, men jeg fjernede den med det samme. "Det skal du ikke være. det var ham der fuckede det op mellem os!" Jeg skubber stolen væk fra bordet som jeg sider på, og går oven på igen og ind på mit værelse. Jeg magter ikke at høre på at mine forældre vil tale med mig, så jeg vælger at gå i seng med det samme. Og jeg skal også være frisk til imorgen hvor der nok skal komme en masse drama!

Næste morgen
Jeg står op og gør mig klar itl at tage i skole. Da jeg endelig er færdig og skal til at gå, kommer min mor. "Skat skal jeg ikke køre dig?" Spøger hun. "Nej det behøver du ikke. Og skolen ligger lide der oppe" jeg går ud af døren, og smækker den bag mig. Det var mærkeligt! Hun plejer aldrig at spørge om sådan noget. Altså jeg gider ikke have særbehandling pg Marcus. Han er mit problem og jeg kan godt selv løse det. Jeg er altså også lige fyldt 16! Men nu hvor jeg tænker over det, så har jeg ikke slået op med ham. Den ene halvdel af mig siger at det er det rigtige at gøre, men den anden halvdel siger nej lad vær med det! Det er så forvirrene det her!

Jeg løber nærmest hen til min plads! Ikke fordi at folk ser på mig, for det gør de. Men også fordi at Leif er lige bag mig! Timen snegler sig frem, mest fordi at vi har matematik, og jeg fatter hat af ALT! Jeg plejede altid at være sammen med Marcus i matematik for jeg har svært ved det, men nu ved jeg ikke. Da Leif siger at vi alt finde sammen to og to, ved jeg hvad klokken har slået. Jeg tænke at Marcus nok gerne vil være sammen med mig, for alt det andet drama er jo uden for skole arbejdet. Jeg rejser mig op og går over mod hans brod. "Hey Marcus, skal vi være sammen" spøger jeg ham og er ved at tabe mine bøger, som jeg har under armen. "Jeg troede ikke du gad mig mere" siger han hårdt og rejser sig op, og går ind i min skulder så jeg taber alt hvad jeg har i hænderne. Jeg kan høre drengene bag mig, grine. Jeg samler mine ting op, og går over til Martinus. "Hey Martinus" spøger jeg. "Øm jeg er sammen med Emil, DSV" jeg nikker som okay, og går over til Lena. Men jeg stopper da jeg med det samme kan se at hun er sammen med en. Vi er 23 så det går aldrig lige op. Jeg går op til Leif for at spøger hvad jeg skal gøre, for alle har fundet en at være sammen med. Han siger så at jeg skal lave det selv så, så jeg vælger at gå ud på gangen for at finde et sted at side.

Da jeg sider og laver opgaverne, sider jeg og tænker over det hele. Altså hvis jeg skal være helt ærlig, så fortryder jeg det jeg sagde til Marcus. Altså jeg elsker ham jo! Men det han gjorde var heler ikke okay. Men han gjorde det jo kun fordi at han troede at jeg ikke gad ham, og det er jo også forståligt! (Håber i forstår det hele det er måske lidt indviklet) Jeg forstyder det hele! Det er jo mig der er den onde nu når jeg ser sådan her på det. Det er ikke mig der er sur på Marcus mere, det er ham der er sur på mig.

Jeg fik ikke rigtig lavet noget den time, jeg har alt for travet med at tænke på det hele.

__________________
Er historien kedelig?<3