Alex fucking Johnson

40 - En ny start

Engang, da jeg var omkring 4 år, havde jeg en veninde. Lad os kalde hende Tilde. Vi var begge to forelskede i den samme dreng fra børnehaven. Han var et år ældre end os begge, så vi syntes jo, at han var sej. Lad os kalde ham Kalle.

En dag blev Tilde og Kalle kærester, og så blev Tilde og jeg uvenner, for jeg var jo også forelsket i ham her Kalle.

Vi var uvenner i lang tid, indtil der kom en klog, gammel kone og spurgte mig, om jeg virkelig ville ødelægge Tilde og mit venskab på grund af en fyr, der alligevel snart skulle begynde i skole. Jeg kunne godt se, hvad hun mente, så jeg svarede nej og blev venner med Tilde igen.

På en eller anden måde kunne jeg godt sammenligne det med Alex og mit "venskab".

Rent faktisk er den der historie bare noget, jeg har fundet på - jeg havde som sagt kun været forelsket en gang før - men jeg kunne stadig godt sammenligne det med vores "venskab".

Ville jeg virkelig miste Alex som ven, fordi vi ikke passede sammen som kærester? Fordi vi ikke følte det samme?

Nej, det ville jeg ikke.

Derfor besluttede jeg mig for at tage en snak med ham til "familiemiddagen" denne aften.

-

"Alex, kan vi ikke lige tale?" spurgte jeg, da maden var spist op, og de voksne bare sad og talte.

"Er jeg tvunget?"

Jeg vendte øjne og hev ham med ind på hans værelse.

"Hør, jeg ved godt, at vi ikke ligefrem er perlevenner lige nu, men jeg kunne godt tænke mig at lave om på det. Vi var så gode venner for kort tid siden. Kan du ikke huske, hvor sjovt vi havde det sammen i sommerhuset i efterårsferien?"

Han så alvorlig ud, da han nikkede. "Jeg kunne også godt tænke mig at være din ven igen."

"Fint, vi enige, skal vi så ikke starte på en frisk?" smilede jeg.

Han nikkede og rakte sin hånd frem mod mig.

"Hej, jeg er Alex Johnson, din nabo."

Jeg tog imod hånden og rystede den venskabeligt,

"Hej Alex, jeg er Zoe. Hyggeligt at møde dig."

"Kunne du eventuelt tænke dig at gå en tur, så vi kan lære hinanden at kende, Zoe?"

Jeg sendte ham et smil og svarede, "Det ville være mig en ære."

------

"Du er faktisk en meget fin person, Alex."

Vi havde gået en tur på omkring tre kilometer, og på den tur havde jeg lært alt muligt random om han.

For eksempel, at han elskede tandpasta og kunne spise det dagen lang - det forklarede selvfølgelig hans skinnende tandpastasmil - at han havde været i 21 forskellige lande, og at han havde en lyserød sovepose med røde hjerter på - jeg fik ikke en forklaring, men jeg tror, han fik den som lille og ikke havde smidt den ud.

"Du er nu også en meget fin person, Zoe."

Jeg havde selvfølgelig også fortalt Alex alt muligt random om mig - for eksempel, at min yndlingskage var jordbærtærte, at jeg hadede, når folk smaskede, og at jeg var faldet i søvn på potten, da jeg var lille - det siger lidt om, hvor random det, vi fortalte, var.

"Tak for turen," smilede jeg.

"Selv tak," smilede han. "Det var hyggeligt."

Jeg nikkede, gav ham et kram og gik ind i mit hus.

Jeg tror, det var godt for os at starte forfra.