Alex fucking Johnson

3 - Pandekagevinduet

Døren blev åbnet af en smilende, midaldrende dame, som hurtigt trådte til side, så Alex og jeg kunne komme ind. Alles øjne hvilede på mig, da jeg stod oppe ved tavlen.

"Du må være Zoe," sagde hun. Jeg nikkede smilende. "Johnson, du kommer for sent."

Han vendte sig om, på vej ned til sin plads, og smilede flabet til læreren. "Jeg hjalp bare Zoe med at finde rundt," sagde han.

Læreren kiggede surt på ham, men vendte derefter sin opmærksomhed mod mig.

"Jeg hedder Anette," smilede hun. "Jeg er klasselæreren, og vi var lige igang med at fortælle, hvad man har lavet i sommerferien, men nu synes jeg, at du skal fortælle noget om dig selv."

"Øh, okay. Jeg hedder Zoe, og jeg er lige kommet hjem fra et år på High School i USA." Jeg kløede mig nervøst i nakken. "Jeg har aldrig haft et kæledyr, eller jo en guldfisk, men jeg har altid ønsket mig en panda."

Jeg nikkede for at signalere, at jeg ikke havde mere at sige, og Anette virkede til at forstå det, for hun fortalte mig, hvor jeg kunne sidde - på et tomandsbord med Alex fucking Johnson som sidemakker.

Velopdragen, som jeg jo var, satte jeg mig ved siden af ham uden at brokke mig.

Anette begyndte at tale, men jeg lyttede ikke efter. Jeg sad istedet og studerede mine nye klassekammerater.

Pludselig var der en pige, der lænede sig ind mod mig, fra bordet ved siden af.

"Hej," hviskede hun, og jeg svarede også bare med et hviskende "Hej."

Hun havde lyst, krøllet hår, flotte blå øjne og så havde hun en flot krop. Alt i alt var hun en rigtig smuk pige. Og så mindede hun mig om Alice fra Alice i eventyrland, hvilket helt klart var et plus herfra!

"Jeg er Alice Parker." Hun rakte en hånd frem. Jeg tog imod den og rystede den godt og grundigt.

"Zoe Powers," smilede jeg, og så gjorde jeg ligesom i børnehaven. "Venner?"

"Venner," svarede hun.

-

Efter timen havde vi pause, så Alice og jeg sad bare og snakkede.

"Hvad skal vi have efter pausen?" spurgte jeg, og Alice grinede kort over mit pludselige emneskift.

"Idræt, tror jeg," svarede hun, og jeg udstødte et tungt suk.

Idræt?! Jeg havde lige fået mit skema, og jeg havde ikke haft den fjerneste idé om, at vi havde idræt, så jeg havde sjovt nok ikke idrætstøj med, og jeg nægtede at bruge tøj fra glemmekassen!

-

Her stod jeg så en halv time senere, i omklædningsrummet med idrætstøj på fra glemmekassen. Trods mine mange forsøg på at slippe, var jeg blevet tvunget til at tage noget af det stinkende tøj på.

"Kom nu, Zoe," skyndte Alice. "Du ser fin ud."

"Men jeg lugter ikke fint," sagde jeg og snusede igen til trøjen i håb om, at dens uudholdelige stank pludselig var gået væk. "Fy for fanden," udbrød jeg - for 117. gang, da jeg opdagede, at stanken stadig var der.