Alex fucking Johnson

27 - Tilgivelse og Titanic

Efter skole tog jeg hjem for at lave nogle af de mange lektier, vi havde fået for, men jeg kunne ikke koncentrere mig.

Jeg tænke på det, der skete i kantinen.

Ella havde reageret meget voldsomt, og jeg forstod det ikke, for vi var jo venner, og det burde da ikke være pinligt for hende, at hun har fået en kæreste. Men nu, hvor vi snakker om venner, skulle vi have bare accepteret, at hun ikke ville tale om det istedet for at presse hende. Hun skulle nok sige det, når hun var klar.

Jeg havde også lidt ondt af Luke, men han måtte komme over det. Det skulle han nok.

Jeg havde selv oplevet noget lignende - altså at være forelsket i en, der ikke var forelsket i mig - men det var alligevel ret anderledes fra Lukes oplevelse.

Da jeg gik i børnehave, havde jeg en pædagog, som, jeg syntes, var ret lækker. Det var en 25-årig gut - jeg var 5 - og han havde en tatovering på sin højre underarm, hvor der var en N inde i et hjerte. Jeg troede selvfølgelig, at det var et Z - Z og N ligner jo hinanden, hvid man ligger N'et ned - så jeg syntes, at det var vildt sødt og faldt pladask for ham. Det sluttede dog på min sidste dag i børnehaven, fordi jeg besluttede mig for at indrømme mine følelser for ham. Han sad bare og så ud til at more sig, imens jeg holdt min lange tale, der lød noglelunde sådan:

"Jeg sy's, du' sød. Ska' vi vær' kær'ster?"

Jeg udtalte det faktisk præcist sådan.

Han stoppede med at grine, da jeg prøvede at kysse ham, og så skubbede han mig væk og fortalte, at han havde en kæreste, som hed Nikoline, og at han desuden var næsten fem gange så gammel som mig. Omkring 20 års forskel. Det, syntes han, var lidt for meget. Jeg var selvfølgelig blevet ked af det, så jeg løb grædende ind på toilettet.

Jeg tror, at ham, pædagogen, stoppede som pædagog efterfølgende, for jeg så ham aldrig, når jeg kom forbi. Jeg forstår ham også godt, for hvis jeg havde oplevet noget lignende, ville jeg også stoppe, for det må ikke have været rart, at en 5-årig bussemandspiller lagde an på ham.

Det var den eneste gang, jeg havde været forelsket, og det var en lidt anden oplevelse, end den Luke havde været ude for, men den lignede da også lidt.

Jeg vendte tilbage til mine lektier, men jeg kunne stadig ikke koncentrere mig, så jeg besluttede mig for at gøre noget ved min 'ukoncentration'.

Jeg tog mit overtøj på og satte kurs mod Ellas hus. Hun boede ret tæt på mig, så det var en kort tur.

Det var hendes mor, der åbnede, da jeg ringede på.

"Hej, Jeanette," hilste jeg.

"Hej, Zoe. Kom indenfor. Ella er inde på sit værelse. Hun virker ret nedtrykt, så jeg håber, at du kan få hende i bedre humør."

Jeg nikkede, og efter jeg havde taget overtøjet af, gik jeg ind til Ella. Hun lå i sin seng og så Titanic. Noget hun altid gjorde, når hun var trist. Så havde hun en undskyldning for at lade tårerne få frit løb.

"Hej," smilede jeg nervøst. Tænk, hvis hun ikke ville se mig?

Hun vendte sit hoved mod mig, og mine øjne mødte hendes blanke mørkebrune øjne.

"Hej," snøftede hun. "Hvad laver du her?"

"Jeg ville se om du var okay, og så ville jeg sige undskyld for det tidligere," svarede jeg.

"Okay."

"Jeg er meget ked af, at vi pressede dig sådan. Det er Jose og Alice også. Vi skulle have respekteret dine behov."

Hun satte filmen på pause og kiggede på mig igen.

"Nej, ikke undskyld. Jeg undskylder. Som mine veninder burde jeg kunne stole på jer og fortælle jer sådan noget, men jeg er ikke klar til at sige det, okay? Jeg lover, at jeg snart fortæller jer, hvem det er og det hele," sagde hun. "Og nu skal du komme her hen og se Titanic med mig, så vi sammen kan nyde synet af den lækre Jack Dawson."

Jeg nikkede smilende og lagde mig ved siden af hende.

"Du må også undskylde, at jeg beskyldte dig for at have noget kørende med biologi-Bo," sagde jeg. "Jeg burde have vidst, at du ikke går efter mænd med halvmåne."

Hun rystede grinende på hovedet og startede derefter filmen.

<><><><><><>

"Banke banke på," lød det ovre fra døren. Ellas mor stod med hovedet inde på værelset.

"Mor, du skal ikke sige 'Banke banke på'. Det er pinligt."

"Jaja. Jeg kommer bare for at spørge, om du vil spise med, Zoe? Vi skal have sukkerpandekager."

Jeg nikkede. Det fik vi ikke derhjemme. Vi fik det højst til dessert, men det var også lækkert nok.

"Det vil jeg meget gerne," smilede jeg.

"Fint, så vil jeg lade jer se Titanic alene."

Hun lukkede døren, og vi startede filmen igen.