Alex fucking Johnson

19 - Hjemme til et rod

Da vi, torsdag eftermiddag, stod på stationen, fik vi en besked af lærerne, imens vi alle ventede på, at vores forældre ville komme og hente os, så vi slap for at gå hjem med vores tunge tasker.

"Mange tak for turen! Det har været fire gode dage, og husk, at I først skal møde klokken ti i morgen, så I kan sove længe. Det ser I også ud til at trænge til," sagde Karin. "Igen - tak for en fantastisk tur, og nu tror jeg, at jeres forældre vil sætte pris på at få jer hjem igen."

Jeg spejdede kort efter mine forældre, men de var ikke at se, så jeg valgte at stille mig til at vente. De skulle jo nok komme.

Jeg havde ikke engang ventet i et minut, da Eva, Alex' mor, kom hen til mig.

"Hej Zoe," smilede hun. Jeg hilste også på hende. "Du skal køre med os hjem, for dine forældre kunne ikke hente dig. Det var noget med, at jeres bil var på værkstedet."

"Okay, tak," smilede jeg og fulgte med ud til familien Johnsons fede Audi. Audi var mit yndlingsbilmærke. Bilerne var så fede, eller var det, fordi jeg godt kunne lide logoet? Nok lidt begge dele.

"Så," sagde Eva bag rattet. "Har det været en god tur?"

Alex sad oppe ved siden af sin mor, og jeg sad bagi.

"Ja," svarede jeg.

"Den var fin nok," svarede Alex. "Zoe og jeg delte telt."

"Nå da da, hvorfor det? Skulle det ikke være pigetelte og drengetelte?" spurgte Eva med et løftet øjenbryn.

"Jo, men Anette mente, at vi... var så gode venner, at hun ikke ville skille os ad."

Alex' mor vidste åbenbart heller ikke, at vi ikke var bedstevenner - som mine forældre troede - men mindre gode venner. M

Lejrturen havde været hyggelig, og Alex og jeg var blevet lidt bedre venner. Ikke meget, men nu kunne jeg da holde min trang til at tegne i hans fjæs, så han ikke var nær så tiltrækkende, ud.

"Det var da også venligt af hende." Eva smilede til mig i bakspejlet.

Jeg nikkede. "Ja, meget venligt."

"Hov, så er vi her," oplyste Eva og stoppede bilen lige ude foran mit hus.

Jeg tog min taske fra bagagerummet, og da jeg havde takket for køreturen, gik jeg ind i huset.

"Hej allesammen! Har I savnet mig?"

"Nej," råbte Jason tilbage inde fra sit værelse.

"Hej Zoe! Selvfølgelig har vi savnet dig," smilede mor og krammede mig.

"Og vi beklager meget, at vi ikke kunne komme og hente dig, men din mor beviste i mandags, da hun kørte hjem fra stationen, at kvinder ikke kan køre bil, så bilen er på værkstedet," sagde far med et grin.

"Jeg kan da godt køre bil, det var bare den lygtepæl, der stod meget ude på kanten af fortorvet i svinget."

"Jaja, så siger vi det," smilede far og trykkede hendes hånd. "Har du haft en god tur?"

"Ja, den var fin nok," svarede jeg. "Men jeg er også ret træt, så er det okay, hvis jeg går op og pakker ud, slapper af og så kommer ned igen til aftensmad?"

"Okay så, men vi forlanger at høre detaljer til aftensmad," sagde mor smilende med en løftet pegefinger.

Jeg nikkede og efter at have givet dem begge et kram slæbte jeg min taske med op på mit værelse, der var... gennemrodet?

"JASON!" råbte jeg.

Han stod kort tid senere lige ude foran døren til mit værelse og smilede uskyldigt, som om han godt vidste, at han havde problemer.

"Du kan ligeså godt droppe det smil. Jeg falder ikke for det." Jeg satte selvsikkert mine hænder på hofterne. "Hvad har du lavet?"

"Nåååårh ja, jeg glemte at rydde op," grinede han nervøst.

"Hvorfor har du gennemrodet mit værelse?"

"Jeg havde Patrick med hjemme, og så besluttede vi os for at, øhm, finde ud af, hvordan det var at være pige, så vi gik ind på dit værelse, læste i din gamle dagbog fra folkeskolen og ledte efter andre ting og sager, der kunne give os svar. Vi ledte også i din skoletaske, hvor vi fandt et bind," jeg fornemmede klart, at han fandt det ord vildt upassende, "så vi skreg og løb ud. Siden har jeg ikke været herinde og for at være ærlig, tror jeg ikke, at jeg nogensinde får lyst til at bevæge mig herind igen. Jeg har traumer for livet."

Patrick var en dreng fra Jasons klasse. Jeg tror faktisk, at de var bedstevenner, for de var hele tiden sammen.

"Og du følte ikke for at rydde op efter dig?" spurgte jeg irriteret.

"Nej! Vi fandt et bind, og jeg rørte det!"

"Vær du bare glad for, at det ikke var brugt, og smut så. Nogen må jo rydde op efter dig."

Han tøvede ikke med at forsvinde.

"Traumer," mumlede jeg hånende, imens jeg ryddede op. "Jeg skal give dig traumer, skal jeg."

"Hvem skal du give traumer?"

Jeg vendte mig mod den genkendelige stemme. Han sad på mit skrivebord, og jeg behøvede ikke engang spørge, hvordan han var kommet ind, for vinduet stod åbent og gardinerne flagrede i den blide sommerbrise. Eller nu var det jo den første september, så efterårsbrise.

"Min lillebror," svarede jeg. "Han har gennemrodet mit værelse, hvis du ikke havde lagt mærke til det endnu."

Han så et øjeblik eftertænksom ud, men så sagde han, "Nå, jeg kom egentlig for at se, hvad du lavede, men nu har jeg set det, så jeg tror bare, at jeg smutter igen."

"Vi ses," sagde jeg og vinkede, da han kravlede ind på sit eget værelse.

_______________

Hejsa!

Fra nu til næste opdatering kommer der nok til at gå 2-3 dage, fordi det kapitel, jeg er igang med at skrive, er lidt svært at skrive. Der er mange ting, der skal tænkes over.

Jeg håber, at I har det godt, og så ses vi snart :)
Helene :-*

PS. Stem og kommenter, så er i fantastiske <3