What Makes You Beautiful /Harry Styles

I must do something

Tak for 2k reads! Love ya <3

----------

Jeg havde fortalt alt til Sarah helt fra starten. Hun sad nu med kæben nede i gulvet.

"Rose?" Hun sidder og kigger forskrækket på mig. "Hvorfor har du ikke fortalt det noget før?"

"Jeg ved det ikke. Men jeg sværger jeg ser ham ikke mere, og jeg har ikke gjort det i et par uger!"

"Det er okay, Rose. Jeg tror på dig. Men jeg kan bare ikke forstå, hvordan DU kunne finde på at gøre sådan noget."

"Det kan jeg heller ikke selv," sukker jeg.

=/=/=/=

Der er nu gået en uge siden Harry slog op med mig. Jeg var heller ikke i skole om tirsdagen. Om onsdagen fik Sarah mig overtalt til at komme i skole, men det fortrød jeg i spisepausen. Jeg overhørte nogle førsteårs piger snakke om hvorfor Harry aldrig blev set i medielyset mere og hvorfor han så, så knust ud, når han endelig blev set. Jeg kunne mærke tårerne presse sig på, så jeg hentede mine ting, løb ud på parkeringspladsen, sprang ind i min bil og kørte hjem. Da jeg kom hjem tog jeg et isende koldt bad. Det fortjente jeg - og mit kolde hjerte.

Det er søndag i dag. Jeg har ikke hørt et ord fra Harry, ihvertfald ikke sådan direkte til mig. Men her den anden dag skrev han en tweet.

'@HarryStyles: There's always that one stupid mistake, that changes everything'

Nu er jeg ikke den bedste til at analysere, men jeg kan regne ud at den tweet hentyder til mig.

Der er ikke nogle jeg savner mere end Harry.

Harry Styles, det er lige før jeg ville kalde ham for mit livs kærlighed, for jeg har aldrig følt så meget for en person. Jeg troede slet ikke, det var muligt at føle så meget for en enkelt person.

Også de andre drenge, dem savner jeg også vildt meget. Især Louis, han føles næsten som den bror, jeg aldrig fik. Men jeg savner selvfølgelig også Niall og Liam.

Selvom de til tider kan være pisse irriterende.

Jeg har aftalt med Sarah, at hun skal komme om lidt. Vi har snakket sammen hverdag i hele denne uge. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skulle gøre ude hende. Hun er ved at løfte mig op fra kulkælderen, op i lyset.

Sarah og jeg var i byen i fredags. Hun synes jeg skulle ud og slippe hæmningerne, men det endte med at hun blev plakatfuld, og jeg sad hele aftnen og snakkede med bartenderen, som ikke havde noget liv. Det eneste han snakkede om var fossiler, altså synes han selv, jeg ligner en palæontolog?

Jeg fik ikke noget at drikke den aften. Jeg slap ikke hæmningerne. For hvorfor gøre det, når man ved, at man alligevel ikke vil få det godt, når man kom om på den anden side af spiritussen?

Den eneste som fik noget at drikke var Sarah. Den eneste som slap hæmningerne var Sarah. Og ikke mig, som der egentlig skulle have været den person, der ikke kunne stå på sine egne ben.

Min tanker bliver afbrudt af dørtelefonen.

Jeg går ud og låser op for Sarah. Der går ikke langtid, inden hun stormer ind af døren. Hun er helt gennemblødt.

"Det regner vist udenfor," fniser jeg.

"Og det blæser en pelikan!" Tilføjer Sarah. Man kan hvis ikke komme udenom, at vi er gået ind i Oktober.

"Kom lad os sætte os ind til bordet!" Siger Sarah og trækker mig med ind til spisebordet.

"Hvad skal vi i dag?" Spørger jeg.