Kampen mod sorgen

Efterfølgene

Min veninden, ja hende der tog væk, skrev lige pludselig til mig at hun var virkelig ked af, at hun bare var taget væk imens, jeg gik igennem dette og at det virkelig ikke var med vilje. Jeg skrev at jeg forstod og at det ikke var hendes skyld, hun vidste jo ikke noget om hvad der foregik. Hun blev meget overrasket over, at jeg var så forstående, for dagen før eller sådan noget havde bla. Malene skrevet til hende, at jeg havde sagt at hun var en virkelig dårlig veninde og det kunne hun altså ikke være bekendt. Så ikke nok med at jeg var ved at bearbejde det at min bror var død, så skulle jeg også til at forsvare min veninde overfor mine andre venner. Jeg fortryder virkelig meget, at jeg ikke satte dem på plads.

Der gik også lang tid før jeg kunne sove ordentlig igen ofte var jeg nødt til at være oppe så længe at jeg til sidst ikke kunne holde mine øjne åbne længere. Ofte vågnede jeg også mange gange i løbet af natten. Jeg blev ved med at se min bror for mine øjne, halvrådden og fyldt med orme. En aften hvor jeg ikke kunne sove, kunne jeg høre min far og mor snakke ude i stuen. Jeg kan ikke huske alt hvad de sagde, jeg kan kun huske at min far sagde "Det er kun et spørgsmål og tid". Jeg hørte ikke resten, men han fik det til at lyde som om at der ikke ville gå lang tid før en anden af os ville dø. Jeg ville virkelige gerne have at de ville stoppe med at snakke, men jeg ønskede ikke at de opdagede at jeg var vågen. Et kort øjeblik overvejede jeg, om jeg kunne klatre ud af vinduet, men det gik hellere ikke helt, jeg ville sikkert bare falde ned og brække et eller andet, så i stedet blev jeg bare liggende og lyttede til det de snakkede om.

Nogle uger efter alt der her var sket, så jeg en dokumentar om multi-universer. Hvilket vist i følge disse forsker betød at der var mange universer ved siden af vores og et sted ville der så være et univers der er fuldstændig magen til vores, med de samme folk og alt ting. Jeg ved ikke helt om jeg tror på dette, men det gav mig håb til at leve videre. Tanker om at et eller andet sted i et eller andet univers er der en "mig" som stadig har sin kære bror. En mig der var i stand til at være den søster jeg ikke kunne være.

En anden ting der gjorde det lidt nemmere for mig, at komme videre, var tanken om, at Henrys hjerte og lunger blev doneret. Tanken om at, hans død ikke var helt forgæves, at den muligvis havde reddet andre små børn, gjorde mig glad, når det ikke kunne være anderledes. 

_____________________________________________

Til alle jer der har læst helt til slut. Tak. Dette er en historie om mit eget liv, som virkelig har påvirket mig meget og som hjælp til at komme videre besluttede jeg mig for at skrive hele begivenheden ned. Det tog lang tid og det var ikke altid lige nemt. Ofte måtte jeg stoppe kort tid efter, at jeg var gået i gang, fordi minderne var for meget, men til sidst lykkedes det mig at blive færdig. 

Igen mange tak til alle jer der har fulgt med og læst det. Det betyder rigtig meget for mig, jeg vil blive meget glad, hvis i vil læse noget at det andet, jeg har skrevet.