Kampen mod sorgen

19/9-2017

Da min alarm ringede var jeg stadig fuldstændig smadret, jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst, havde fået så lidt søvn. Jeg har altid været så striks med mine sengetider. Jeg sætter mig op i sengen og tænker hele dagen igennem. Den virker fuldstændig uoverskuelig, hvordan skal jeg kunne klare mig igennem en hel dag mere. Efter at jeg har siddet i min seng i et stykke tid, for jeg endelig taget mig sammen til at stå op. Jeg får pakket alle mine ting sammen og går nedenunder. Nede ved spisebordet sidder min farmor, selvfølgelig er hun vågne, jeg havde ellers håbet, at jeg kunne slippe for at skulle fører en samtale med hende. (Min farmor og jeg har i lang tid og har stadig ikke et specielt godt forhold til hinanden) Heldigvis er det ikke meget jeg skal nedenunder, alt jeg behøver er at tage mit overtøj på. Imens jeg er ved at tage det på, begynder min farmor at snakke om alt muligt omkring Silja og børnehave, hvornår hun skal hentes og hvor sent hun må blive afleveret. Jeg svarer kort og så godt som jeg kan, det er ikke lige det, som jeg tænkte allermest på i øjeblikket, men jeg tror dog, at jeg svarede tilfredsstillende, for hun begyndt ikke at spørge mere ind til det. Jeg har fået mit overtøj på og venter nu bare på at Sofia også er klar så vi kan gå vores morgentur inden, vi skal med bussen. Igen i dag springer jeg morgenmaden over, jeg havde virkelig ikke nogen appetit. Bare tanken om at skulle spise er nok til, at jeg fik det dårligt.

Selve skoledagen forløb meget som den foregående, hele dagen sad jeg inde på min plads og snakkede kun med de andre, hvis det var højest nødvendigt. Jeg kunne godt fornemme, at de andre kiggede mærkeligt på mig og jeg kan da heller ikke beskylde dem for noget, de havde jo ingen anelse om, hvad der foregik. Dog gav det mig en følelse af, at jeg var skør eller mærkelig. Jeg prøvede så vidt muligt at ignorer dem alle sammen, jeg magtede ærligt talt ikke at høre på nogle af dem og da slet ikke alle de problemer, som for mig virkede fuldstændig latterlige og ligegyldige. Da jeg endelig fik fri, skyndte jeg mig med det samme at gå, jeg orkede ikke at skulle tilbringe mere end nødvendigt tid sammen med alle de her folk. De var simpelthen alt for meget og så var det heller ikke nemt at skulle holde facaden oppe hele tiden, men jeg vidste også godt, at den var nødvendig, alting ville blive så meget værre, hvis jeg lod facaden falde. Så ville jeg for alvor have fejlet.

Efter skole snakkede jeg med, på daværende tidspunkt, min bedste veninde (Freja kan ikke rigtig lide hende og kan ikke forstå hvordan vi to har været/er så gode venner). Hun kørte med samme bus som mig, så vi gik sammen derop. Hun fortalt mig, at hun i morgen ville tage over til hendes kæreste, hendes forældre var vist ikke så glad for ham, for hun havde ikke aftalt det med dem og de vidste ikke noget om det. Hun bedte mig om at hjælpe hendes lillebror med at komme med og af bussen, imens hun ikke selv var der til at gøre det. Jeg sagde selvfølgelig, at det kunne jeg nemt gøre og det skulle hun slet ikke bekymre sig over. Hvis hun vidste hvad jeg gik igennem lige nu, ville hun nok aldrig have spurgt om min hjælp, hun ville måske endda have droppet det hele, hvis jeg havde fortalt hende det, men det gjorde jeg altså ikke. Ikke før nogle dage efter, hvor det var for sent. Nu kan jeg godt se, at jeg nok burde have talte hende fra det. Det ville nok have været det rigtige at gøre, jeg vidste jo godt at hendes forældre ikke ville blive glade for det, at de ville blive bekymret, men på dette tidspunkt var mit hoved fyldt med alt muligt andet.

Derhjemme var der ikke meget der var anderledes, jeg kom igen hjem til Silja da græd over at hun savnede Henry og hvad var der at sige til det. Han var hendes bedste ven, ja det plejede hun faktisk at sige og gør stadig i dag. Jeg tog hende op og trøstede hende, jeg ved godt at det måske mere var min farmors ansvar, hun var der jo for at "hjælpe", men jeg stolede ikke nok på at hun ville gøre det "ordentlig" i hvert fald ikke ifølge mig. Hun ville sikkert bare give hende noget slik og sige, at hun skulle stoppe med at græde, for sådan noget var ikke rart at høre på. Okay måske ville hun ikke have været sådan her i denne her sammenhæng, men i et andet tilfælde, ville det have været sådan, hun ville have håndteret det.