Kampen mod sorgen

I chok

Efter at min far var styrtede op ad trappen, skete der så mange ting. Mange flere ting end min hjerne kunne holde styr på. Jeg husker at min far kaldte på min mor, der løb op ad trappen mens hun råbte "Hvad sker der?". Alma gik hen til dør åbningen så hun havde frit udsyn til stuen. Hun begynder at græde og lidt efter råbet min far "fuck han er død!" Min første tanke var "Nej det kan ikke passe. Det må ikke passe. Ikke Henry." 

Jeg var synderknust hvad kunne man forvente. Efter noget tid havde min mor fået ringet til alarmcentralen der så guide dem til at give hjertemassage så de kunne få liv i ham igen. Alma var gået og jeg sad tilbage alene i deres værelse. Jeg gik ud fra værelset og videre ud i stuen, hvor jeg så min far stå med Henry, som var helt slap og blå i hovedet. Jeg skynde mig at sænke blikket, det gjorde alt for ondt at se ham i den tilstand. Da jeg kom ind på mit eget værelse, satte jeg, mig i sengen, hvor jeg normalt sad når jeg blev bange, men denne gang var det anderledes. Spørgsmålene kom væltende "Hvad ville der nu ske?" "Er det her enden?" "Vil han klare den? Nej, han skal klare den! Det skal han bare!" Imens jeg sad inde på mit værelse hørte jeg min mor sige "Kom med en ambulance! Det har kan vi ikke klare selv. Han er helt blå i hovedet!"

Der gik ikke lang tid før at jeg blev enig med mig selv om at det her ikke kunne blive ved. Jeg var nød til at lave noget, have noget at give mig til, for at få tankerne på afveje. Jeg gik ud fra mit værelse, gennem stuen hvor mine forældre var og gav ham hjerte massage. Jeg skyndte mig videre, ned ad trappen lod lågen stå åben så ambulance folkene nemt kunne komme til. Da jeg kom ned sad min yngste søster Mila ved bordet og skreg/græd. Hun var næsten 1 år, min mor havde været i gang med at give hende mad inde hun løb op til min far. Jeg tog Mila op og prøvede at trøste hende, men jeg tror hun kunne mærke min uro, så jeg tvang mig selv til at slappe af, imens jeg gik igang med at gøre klar til at ambulance folkene bare kunne løbe igennem hele huset. 

Da jeg var ved at være færdig kom Storm, Elias, Alma og en fremmed mand ind som jeg aldrig havde set før, ikke at der var noget mærkelige i det. Det mærkelige var nu at jeg ikke havde hørt nogen sirener og han havde heller ikke ambulance tøj på. Vores mor havde sendt dem udenfor for at kigge efter ambulancen. Hvorfor ved jeg ikke, men jeg tænker at det var for at få dem til at lave noget andet. For få dem til at føle at de gjorde noget, at de hjalp til. Kort tid efter at de var kommet ind begyndte Elias at græde, jeg trøstede ham så vidt muligt jeg kunne og tog ham med ind på hans værelse for at læse en bog. Inden vi nået derind kunne vi høre sirenerne i det fjerne, så jeg sagde at de bare skulle gå derind så ville vi komme lige om lidt, jeg havde stadigvæk Mila. Jeg gik ud i køkkenet, hvor jeg havde udsigt til vejen, hvis jeg ikke havde haft Mila ville jeg havde gået udenfor, men jeg kunne ikke risikere at hun blev forkølet. Da jeg kunne se ambulancen gik jeg udenfor, "Er det her" spurgte de mig. Det er jeg i hvert fald ret sikker på. "Ja det er det. Ovenpå" svarede jeg. "Ovenpå" sagde han, jeg ikke sikker på om det var ment som et spørgsmål eller om det bare var for at bekræfte det, men om ikke andet svarede jeg "Ja, ovenpå". Jeg ventede til at de var gået ind, til selv at gå ind, jeg lukkede døren efter os og gik ind til mine søskende.        

 Istedet for at læse en bog, satte vi os til at snakke, mens vi kunne høre meget af det der blev sagt ovenpå. "Hvorfor at det mor og far der skal gøre det hele?" Spurgte Elias mig. Hvis jeg skal være helt ærligt havde jeg ingen ide. "Jeg tror, at det er, fordi det er svært, at skulle tage over" svarede jeg, mens jeg selv tænkte lidt nærmer over det. Efter vi havde siddet lidt og snakket, blev Mila træt af, at jeg sad ned så jeg begyndte at gå lidt rundt med hende. 

Vi gik ind i vores forældres soveværelse, hvor Silja lå og sov, mest fordi jeg syntes at jeg lige skulle tjekke om hun var vågnet, men det var hun ikke. Imens vi var derinde hørte vi en helikopter "Så så Mila prøv at høre" sagde jeg for at trøste hende. Der gik noget tid før at jeg indså at den helikopter, var ment til os. Jeg gik ud af soveværelset og hele vejen udenfor. Igen sagde jeg at det var ovenpå og de skyndte sig afsted, igen var jeg efterladt udenfor. Jeg gik indenfor til mine søskende som stadig sad, der hvor jeg havde efterladt dem. Storm havde fundet en flyer om Legoland frem og begyndte at snakke om det, jeg sad og prøvede at følge med i hvad han sagde og virke interesseret, i virkeligheden prøvede jeg at følge med i, hvad der foregik oven over os. "Vi bære ham ned nu." hørte jeg at der blev sagt ovenpå. Jeg gik hen til døren, som vi havde ladet stå åben. Jeg gik ud (stadig med Mila) og lukkede døren bag os, idet jeg så dem komme ned med min lillebror. Jeg syntes ikke at de behøvede at se ham i den tilstand. 

Da han var blevet fløjet afsted i helikopteren, gik jeg ind til mine søskende igen. Jeg havde siddet derinde et stykke tid kom den fremmede mand ind til os, under normale omstændighedder ville jeg havde rejste mig op, jeg var lav nok i forvejen, der var ingen grund til at folk skulle kigge endnu længere ned på mig, men jeg var i chok, så jeg blev siddende og løftede i stedet bare hovedet lidt højere end jeg normalt gjorde. "Hjerterytmen og pulsen er stabil nu. De flyver ham afsted i helikopteren nu." Jeg begyndte at græde, for første gang på denne aften, det var ikke særlig voldsomt. Jeg tror dog alligevel, at Mila blev utryg, da jeg begyndte at græde for der gik ikke lang tid før hun også begyndte, hendes var dog lidt mere skrig-agtig. 

Min mor kom ned og tog Mila for at trøste hende. Den fremmede mand sagde at han var nødt til at køre nu. Da han var gået sagde min mor "Far kører op til sygehuset, men han vil ikke køre alene. Er der en af jer der kan tage med ham?" Som den ældste i rummet syntes jeg det var et ret så tåbeliget spørgsmål. "Det kan jeg godt" mumlede jeg "Er du stærk?" spurgte min mor mig. Jeg var ikke sikker på om et ja ville være et ærligt svar. For var jeg stærk? Hvem ved det? Men jeg viste, at jeg ville være den der var bedst egnet til det. "Hvem skal ellers gøre det?" svarede jeg og kiggede hen på mine yngre søskende for at indikere at de i hvert fald ikke kunne eller skulle tage med. Så det blev sådan at min far og jeg tog afsted til Skejby. Jeg skyndte mig at pakke de vigtigste ting tandbørste, tandpasta, børste osv. Da vi begge var færdige med at pakke og på vej til at tage afsted, kom min søster hjem, hun har det med at komme væk fra huset når der sker noget hun ikke ved hvordan hun skal reagere på. Vi sagde farvel til hinanden i dør åbningen.       

Hej, hvis I har nogle forslag, ændringer, ting I synes er gode/dårlige eller andet, må I meget gerne skrive det til mig. Jeg håber at I kan lide den indtil videre.