Kampen mod sorgen

Hjem igen

Jeg havde frygtede at vi ville blive vækket til lyden af et telefon opkald fra lægerne eller at der ville være et når vi vågnede. Heldigvis var vi ikke blevet vækket af et telefon opkald og der var heller ikke nogen der havde ringede til min far. 

Da jeg vågnede var der helt stille ud over lyden fra alle de biler der kørte forbi, normalt kunne jeg høre fuglene der sang uden for mit vindue, eller mine brødre der var ude i stuen og spillede computer, men her var der ikke andet end lyden fra biler der drønende forbi. Jeg lå i sengen og lyttede til alle bilerne der kørte ude på vejen. Der var på vej til, ja hvem ved hvor de skulle hen. Det føltes som om jeg havde lagt i sengen i en evighed, men da jeg kiggede op på uret der hang over døren, var der ikke gået meget mere end nogle få minutter. Jeg fortsatte med at lytte til bilerne, prøvede at finde andre lyde end bilernes motorer, men det var ret umuligt, bilerne larmede simpelthen alt for meget. 

Efter hvad der føltes som en uendelig lang evighed vågnede min far. Klokken var næsten 7 så vi kunne snart gå ud og få noget morgenmad, selvom det var det sidste, jeg havde lyst til lige nu. Min far fik mig overtalt til at tage noget morgenmad, selvom jeg ikke var spor sulten. Imens vi sad og spiste aftalte vi at jeg tog med min farmor hjem, som ville komme senere i dag. Da vi var færdig med at spise, havde jeg næsten ikke spiste noget, så min far sagde at jeg kunne tage en banan ind på værelset i tilfælde af at jeg blev sultne senere. Efter at vi havde spist morgenmad, blev vi kørte ned til Henry. 

Min far spurgte med det samme om hvordan det stod til med Henry, svarede var stort set det samme som i går "Der er ikke så meget at sige, udover at hans puls og blodtryk er stabil, lige nu. Det kan godt være at det ændre sig, det ved vi ikke." "Jeg læste noget om at de indre organer også kunne tage skade, kan I se om de har det?" spurgte min far med en spinkel lille stemme imens han kiggede ned i hans hænder. "Det er rigtigt nok, det med at de kan have taget skade, vi kan dog ikke se om hans har det, før vi for taget det store røgten billed, men vi kan se at hans blære fungere" svarede den samme læge som havde forklaret os, hvordan det stod til.

Vi satte os ved siden af Henry, da vi havde siddet der i et stykke tid begyndte han at ryste over det hele, hans øjne åbnede og lukkede sig så man kunne se hans pæne blå øjne. Lægen kom hen ved siden af mig for at give ham noget mere beroligene. Jeg kigge med store nysgerrige øjne der var fyldt med rædsel. "Jeg giver ham bare lige noget mere beroligene. Det er bedst hvis vi kan få ham til at lægge helt stille" forklarede lægen. "Er det godt at han ryster sådan" spurgte min far lægen "Nej, det er det ikke. Det kunne være et tegn på at hans hjerne har taget skade" fortalte lægen os "Men vi ved det ikke. Vi kan først sige om hans hjerne har taget skade når vi har fået taget et røgnetbillede, men da han får de her små krampeanfald, at det bedst hvis han for lov til at ligge i køledragten et døgn mere" fortsatte lægen. 

Vi blev siddende i et godt stykke tid, der var flere gange, hvor Henry fik de her små krampe anfald og lægen så kom for at give ham noget mere beroligene. Jeg tror vi havde siddet der i omkring en halvanden time, da vi besluttede os for at køre en lille tur, for at kommer lidt væk fra alt den stress og bekymring der var der, selvom vi godt vidste at det nok ikke ville hjælpe. 

Vi kørte ned til stranden, hvor vi satte os ned på en sten, min far begyndt at snakke til mig, vi havde i det hele taget ikke snakke særlig meget sammen siden det hele begyndte. "Hvordan har du det? Er det hårdt at se ham sådan?" Spurgte min far mig. Jeg nikkede lige så stille, hvor efter jeg begyndte at græde, min far holde omkring mig og prøvede at trøste mig. Det hårdeste var ikke at se lille Henry på den måde, det var selvfølgelig hårdt at se ham sådan, især når han fik hans små krampe anfald, som lægen havde kaldt det. Det hårdeste var at se min far på den måde, min far har altid haft begge fødder plantet solidt i jorden uanset hvor håbløs situation var, så bevarede han altid roen. Vi blev siddende sådan et stykke tid. Imens vi sad der gik en mand med hans hund forbi, han kiggede meget mærkeligt på os. Et stykke tid efter at manden var gået forbi os, slap min far hans tag om mig og vi rejste os op, min far lagde en hånd omkring mig og så gik vi ellers lige så stille tilbage mod bilen. "Det bliver ikke det samme liv uden Henry" sagde min far. Nej far, et liv uden Henry vil ikke være et liv, tænkte jeg, men jeg svarede bare bekræftende nej.        

Vi satte os ind i bilen og kørte tilbage til sygehuset. Da vi kom tilbage, havde min farmor skrevet til min far at hun ikke kunne finde syghuset, så vi var nødt til at mødes med hende et sted, så vi kunne følge hende herhen. Da vi havde fundet min farmor, snakkede de lidt sammen altså min far og min farmor. De snakkede om at min fars søster ville køre min mor herind, så min far ikke skulle være alene. Da de var færdig med at snakke, lukkede min farmor døren til vores bil og lige i det hun skulle til at gå hen til hendes egen bil falder hun. Min far skynder sig ud af bilen og hen til hende. Så, nu dør hun også  tænkte jeg, men det var ikke så slemt, min far fik rejst hende op og så gik hun ellers hen til bilen.

Vi kørte forrest og vidste vejen. Det gik ikke særlig langt tid før vi var kommet tilbage til syghuset. Vi gik først op til hvor vi "boede", her blev vi et lille stykke tid, fordi at de lige skulle finde ud at, hvad der skulle ske nu. Det endte med at vi bestemme os for at tage ned til Henry, men da der kun var plads til to på transporteren, valgte jeg at blive her. 

Det første stykke tid helt alene gik fint, men som tiden gik blev det mere og mere uudholdeligt. Efter noget tid kom der en og spurgte mig og jeg ikke vil ind på vores værelse, det ville jeg gerne så, jeg fik hende til at låse mig ind. Inde på værelset prøvede jeg at få fjernsynet til at virke, det gik ikke særlig godt, så jeg sad bare i sengen og ventede. Da de kom tilbage, fulgte min far os ned til parkeringspladsen, hvor vi sagde farvel til ham. 

Køreturen med min farmor gik bedre end jeg havde forvente, vi snakkede ikke rigtigt sammen, men hvad var der også lige at sige. Da vi endelig var kommet hjem, nået jeg kun lige at se min mor inden at min fars søster skulle køre hende. Da jeg kom ind i huset, så jeg min fætter kusine stå i køkkenet, lige foran mig stod min fætter med min yngste lillesøster og omkring spise boret sad resten af mine søskende, med undtagelse af min storsøster. Jeg følte at alles blikke var vendt mod mig, hvilket resulteret i at jeg fik en hurtig følelse af ikke at være velkommen, hvilket var helt absurt. Jeg boede her, selvfølgelig var jeg velkommen. 

Herefter er jeg ikke helt sikker på hvad der skete.