Kampen mod sorgen

Begravelsen

28/9-17

Jeg husker tydeligt hvordan jeg stod op den morgen og ledte efter noget ordentlig sort tøj jeg kunne tage på. Til sidst valgte jeg bare en helt almindelig sort trøje og et par sorte bukser. Jeg husker at min farmor havde ment, at vi skulle have "pænt" tøj på, hvilket ville betyde, at jeg skulle have haft en sort kjole på, men jeg har aldrig rigtigt været kjole typen og jeg tror ikke engang at jeg på daværende tidspunkt havde en sort kjole. Nedenunder var de andre ved at gøre sig klar. Der var ikke mange smil at se, kun Mila var bare en lille smule munter, men hun forstod heller ikke rigtigt hvad der foregik.

Sofia og jeg sad på en af de forreste bænke, sammen med Silja, hun kunne ikke rigtig koncentrer sig, hvilket resulteret i at vi var nødt til at "underholde" hende så hun forblev stille. Inden ceremonien begyndte havde hun fået en enhjørning bamse af nogle af pædagogerne fra børnehaven, som hun blev ved med at snakke om og lege med. Jeg husker at jeg under ceremonien kiggede rundt i kirken, der var ret mange mennesker og en del som jeg slet ikke kendte. Mit blik fæstne sig ved vores oldemor, hun havde nok aldrig troet, at hun ville sidde her til hendes oldebarns begravelse, nej hun følte nok nærmer at det burde være omvendt, hende der lå i kisten og ham der sad her på kirkebænken.

Indtil videre havde jeg klaret det fint, jeg var endnu ikke begyndt at græde, men da vi nået til "prædiken", kunne jeg ikke holde tårerne tilbage længere. Mine forældre havde snakket med præsten om, hvad hun skulle sige, hvilket resulteret i at meget af det der blev sagt handlede om Henrys og mit forhold til hinanden. Vi havde et meget specielt forhold til hinanden, jeg tror at dette skyldes af at jeg ofte passede ham da han var helt lille. Jeg gav ham ofte flaske eller puttede ham. Alle de gange Sofia og jeg, har skulle passe Henry og Silja, havde vi altid gjort det sådan at jeg tog Henry og hun tog Silja. Generelt havde jeg bare et helt særligt forhold til ham, det er lidt svært at forklare.

Efter at vi var færdige i kirken blev kisten båret ud til der hvor den skulle graves ned. Der stod en spand med roser i, så alle der havde lyst kunne tage en rose og lægge den ned oven på kisten og evt. også sige nogle ord. Jeg ville virkelig godt have givet ham en rose, men jeg kunne ikke tage mig sammen til at gøre det. Jeg kunne ikke få mig selv til at gå hen til "hullet" og kigge ned på hvor min bror skulle begraves. I dag fortryder jeg virkelig meget at jeg ikke gjorde det.

Imens vi alle står der omkring hans grav går min fasters mand hen til mig, jeg tror på en måde at han kunne se på mig, at jeg følte mig fortabt. Jeg har aldrig haft et super godt forhold til ham, men jeg har heller ikke set ham så meget, hvilket også er grunden til at jeg blev meget overrasket over at han ikke bare gik forbi mig men i stedet for lagde han sin arm omkring min skulder og gik sammen med mig ned til sognehuset.

Henne i sognehuset sad jeg sammen med Sofia, vi ønskede begge bare at få alt det her overstået, så vi kunne komme hjem og lade facaden falde. Imens vi sad her og snakkede med vores onkel, kom en ældre herre over til os. Jeg havde aldrig set ham før. Han sagde at han var ked af det der var sket og at han var en af vores morfars gode venner. Jeg var meget overrasket over at han var kommet, han havde aldrig mødt nogen af os børn, der var ingen der forventet at han dukkede op. Nej, det var noget andet med min morfar, som ikke var dukket op. Jeg var meget skuffet, jeg ved godt, at han aldrig rigtig har tilbragt så meget tid sammen med os, jeg er ikke engang sikker på at han nåede at møde Henry, men det giver ham altså ikke nogen ret til at blive væk. Han burde have været her for at støtte min mor igennem denne her tid.